AaB måtte nøjes med 1-1 på udebane mod Næstved Boldklub, selvom hjemmeholdet fik en udvisning tidligt i anden halvleg. AaB-målet blev sat ind af Lars Kramer.
AaB fik søndag eftermiddag blot et enkelt point på udebane mod Næstved Boldklub, der kom tidligt foran med 1-0. Lars Kramer udlignede til 1-1 senere i første halvleg, og 1-1 blev også slutresultatet, selvom AaB var en mand i overtal i opgørets sidste 40 minutter og kom til masser af afslutninger.
Allerede i opgørets andet minut kom hjemmeholdet foran, da Frederik Ellegaard stjal bolden fra Sebastian Otoa og fik en friløber mod Josip Posavec. Denne duel vandt Frederik Ellegaard, der sendte bolden ind ved fjerneste stang til 1-0.
Fem minutter senere fulgte en afslutning fra Younes Bakiz, der sparkede Diego Caballos indlæg over Næstved-målet, og efter et kvarter var det Melker Widells tur til at tage chancen, da han fra distancen sparkede kompetent mod mål, men målmand Nicklas Dannevang reddede skuddet.
Kort efter sparkede Younes Bakiz et frispark direkte i sidenettet, og efter 18 minutter forsøgte Younes Bakiz sig på ny. Denne gang med et langskud, som tvang Næstved-målmanden ud i en returbold, og angrebet endte med et nordjysk hjørnespark.
Dette slog Diego Caballo ind i panden på Lars Kramer, som resolut headede en fortjent AaB-scoring over stregen til 1-1.
Efter scoringen fortsatte AaB med at være spilstyrende, og efter en halv times tid lagde Kasper Jørgensen med en elegant hælaflevering bolden til rette for Younes Bakiz, der også denne gang ramte Nicklas Dannevang i hjemmeholdets bur.
Fem minutter før pausen var Lars Kramer tæt på at blive dobbelt målscorer, da Diego Caballo slog et kantfrispark ind mod bagerste område, hvor den hollandske forsvarer fra en fri position headede lige på hjemmeholdets målmand.
Lige inden pausefløjtet sparkede Næstved Boldklub et frispark i AaB-muren, og dermed lød pausestillingen på 1-1.
Hjemmeholdet stod for anden halvlegs første afslutning efter to minutter, da Souheib Dhaflaouis langskud gik over AaB-målet, og efter 50 minutter blev Næstved Boldklub reduceret til ti spillere, da Mark Kongstedt fik direkte rødt kort efter en duel med Younes Bakiz, da Næstved-spilleren sparkede ud efter AaB-spilleren.
I 58. minut foretog cheftræner Oscar Hiljemark sin første udskiftning, da Tim Prica kom på banen i stedet for Oliver Ross, og to minutter senere kastede Melker Widell sig frem i en afslutning, som ikke passerede Nicklas Dannevang.
Sidstnævnte blev også testet efter 63 minutter af et hårdt skud fra indskiftede Tim Prica, som også kom til en hovedstødsmulighed på et indlæg fra Kasper Jørgensen i 66. minut. Denne gang gik bolden over målet.
Det samme gjorde et langskud fra hjemmeholdet kort efter, og 20 minutter før tid blev Mads Bomholt udskiftet med Lucas Andersen. Kort efter var det et AaB-langskud - denne gang fra Melker Widell - som sad uden for målrammen.
Et kvarter før tid fik AaB efter et tungt pres på hjemmeholdets felt en afslutning af Tim Prica, som blev blokeret, og en forbier på et hovedstød af Lars Kramer fra tæt hold efter et godt indlæg af Melker Widell.
Efterfølgende blev Nicklas Helenius sendt på grønsværen i stedet for Younes Bakiz. Dermed opnåede Nicklas Helenius, der havde fået en advarsel, mens hans sad på bænken, sin officielle kamp nummer 200 for Hele Nordjyllands Hold.
I 87. minut tog Tim Prica sigte fra distancen, men forsøget gik forbi, og to minutter senere kombinerede Malthe Højholt og Lucas Andersen sig frem til en fin afslutning fra sidstnævnte, men igen kom Nicklas Dannevang i målet i vejen.
Et minut inde i tillægstiden fandt Melker Widell med gode detaljer Tim Prica, som ikke formåede at finde målrammen. Det samme gjorde et afrettet forsøg af Melker Widell kort efter. Dermed endte opgøret uafgjort.
Hele Nordjyllands Hold står efter 16 ubesejrede kampe i NordicBet Ligaen med 38 point, hvilket rækker til en andenplads efter Sønderjyske med 39 point. Tredjepladsen indtages af FC Fredericia med 29 point.
AaB's næste kamp i NordicBet Ligaen spilles søndag 26. november kl. 15.00 på hjemmebane mod Hobro I.K. i årets sidste hjemmekamp på Aalborg Portland Park. Køb billetter til opgøret på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - NordicBet Ligaen, grundspil, 16. spillerunde
Næstved Boldklub-AaB 1-1 (1-1)
2. min 1-0 Frederik Ellegaard, 19. min 1-1 Lars Kramer
Advarsler Næstved Boldklub: Mads Carlson (40), Jesper Christiansen (52), Christian Enemark (83), Mathisa Høst (90)
Udvisning Næstved Boldklub: Mark Kongstedt (51)
Advarsler AaB: Melker Widell (28), Rasmus Thelander (52), Nicklas Helenius (54), Lars Kramer (62)
1.613 tilskuere på Tintshop Park
Næstved Boldklub (3-4-3): Nicklas Dannevang, Christian Enemark, Jesper Christiansen, Laurits Bust, Mathias Holm (71: Christian Friedrich), Mark Kongstedt, Mads Carlson, Mathias Høst, Frederik Ellegaard (59: Julius Madsen), Souheib Dhaflaoui (59: Silas Trier Madsen), Frederik Christensen (71: Mikkel Ladefoged).
AaB (3-5-2): Josip Posavec, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Sebastian Otoa, Kasper Jørgensen, Younes Bakiz (78: Nicklas Helenius), Malthe Højholt, Mads Bomholt (70: Lucas Andersen), Diego Caballo, Oliver Ross (58: Tim Prica), Melker Widell.
Dommer: Mathias Lykke