
AaB søger CEO med salgskompetencer
Aalborg Boldspilklub A/S søger fra primo 2024, eller indtil den rette person er fundet, en administrerende direktør med salgskompetencer. Efter ansættelsen overgår nuværende, midlertidige administrerende direktør Jesper Dalum til sin oprindelige rolle som økonomidirektør og forbliver en del af direktionen.
Jesper Dalum har varetaget rollen som administrerende direktør i AaB siden 30. marts 2023.
Bestyrelsesformand i AaB A/S Niels David Nielsen udtaler:
- Jesper Dalum havde som økonomichef kun været hos os i få måneder, før han midlertidigt overtog jobbet som administrerende direktør, og han har i en vanskelig periode gjort et kæmpe arbejde samtidig med, at han har udført jobbet som økonomichef, og vi har været og er stadig meget tilfredse med Jespers indsats.
Om ansættelsen af en administrerende direktør med salgskompetencer lyder det fra Niels David Nielsen:
- Vi har en stærk tro på fremtiden. Ikke mindst efter vi har fået vores sportslige organisation på plads.
- Herudover har vi selvfølgelig stadig ambitioner om at skabe vækst i de kommercielle indtægter, og nu mener vi, at tiden er inde til at ansætte en administrerende direktør, som sammen med vores i forvejen kompetente og erfarne medarbejdere kan flytte os i en positiv retning på det kommercielle område, siger Niels David Nielsen.
Den kommende administrerende direktør i AaB A/S vil med reference til bestyrelsen få en rolle fordelt med fokus på kommercielle aktiviteter og overordnet virksomhedsledelse. Det primære ansvar vil være at øge fokus på udvikling af de kommercielle indtægter i AaB A/S, drive salgsstrategier og gå forrest i en vinderkultur præget af engagement, professionalisme og arbejdsglæde.
Se jobopslaget vedrørende rollen som CEO med salgskompetencer i AaB A/S her.