AaB slutter grundspillet med et nederlag
Trods et par store chancer mod slutningen tabte AaB dagens dyst mod Randers FC med 1-0.
AaB måtte foran 8.452 tilskuere på Aalborg Portland Park søndag se sig besejret med 1-0 mod Randers FC, der scorede sejrsmålet med minutter efter pausen. Resultatet betyder, at slutter 3F Superligaens grundspil på sidstepladsen.
Efter en jævnbyrdig og chancefattig indledning, hvor AaB var mest på bolden, fik Nicklas Helenius i det 14. minut passeret Patrik Carlgren i Randers-målet fra tæt hold efter et oplæg fra Rasmus Thelander. Men da AaB-forsvarsspilleren var offside, inden han headede kuglen videre til angriberen, blev linjedommerens flag straks hævet og scoringen annulleret.
AaB tog kontrol over kampen, men opgøret fortsatte de næste ti minutter uden chancer. Midt i første halvleg steg Iver Fossum så til vejrs på et indlæg, mens nordmandens hovedstød sad uden for rammen.
I det 30. minut kom AaB frem til to muligheder. Først sparkede Allan Sousa i en blokade efter indlæg fra Kristoffer Pallesen, men AaB fastholdt presset på udeholdet og slog et nyt indlæg i feltet. Dette endte i bagerste område hos Iver Fossum, der igen headede forbi.
Mod slutningen af første halvleg kom gæsterne længere frem på banen, men inden pausefløjtet blev det ikke til mere end et langskud, der gik langt forbi efter et hjørnespark.
I modsætning til første halvleg gik der ikke lang tid efter pausen, før chancerne kom, da Louka Prip to gange inden for de første 40 sekunder havde forsøgt sig i Randers-feltet. Først blev et skud blokeret, og dernæst var det et hovedstød, som blev stanget til forbi mål og ud til målspark.
Fem minutter efter pausen kunne gæsterne så bringe sig foran. Efter passivt forsvarsspil kom Alhaji Kamara til en mislykket afslutning, der tilfældigvis havnede i udkanten af feltet hos Björn Kopplin. Randers-anføreren sparkede resolut på kassen og læderet gik under Theo Sander og ind i netmaskerne til 1-0 for gæsterne.
Kort efter var AaB farlige i modsatte ende, men Nicklas Helenius' hug fra feltets bue, sneg sig lige forbi stolperoden.
11 minutter efter pausen var Randers FC tæt på en fordobling af deres føring, men Tsoin Kehindes flotte spark mod fjerneste målhjørne blev på smukkeste vis reddet af Theo Sander.
Efter en time trådte Marco Ramkilde og Anosike Ementa på banen i stedet for Nicklas Helenius og Lucas Andersen, og ti minutter senere var Marco Ramkilde tæt på at udligne på et indlæg til bagerste stang. Den indskiftede angriber fik kuglen forbi Patrik Carlgren, men måtte desværre se sit forsøg afværget på stregen.
AaB fastholdt dog angrebet, og få sekunder senere var Louka Prip tæt på at hamre bolden over stregen efter en cutback-aflevering, men denne gang hev Randers-målmanden selv en fodparade frem.
I modsatte ende trykkede gæsterne på efter 72 minutter, men efter et par AaB-blokader og en parering af Theo Sander kunne AaB-målmanden til sidst kaste sig over bolden.
I 80. minut var AaB uhyggeligt tæt på at udligne i to tilfælde. Anosike Ementa headede kompetent et godt indlæg fra Allan Sousa på kassen og tvang Patrik Carlgren til en farlig returbold. Denne hoppede ud til Marco Ramkilde et par meter fra målstregen, men også Marco Ramkildes forsøg blev på utrolig vis reddet af Randers-målmanden.
I 85. minut slog Allan Sosua et nyt, farligt indlæg ind i panden på Anosike Ementa på kanten af det lille målfelt, men denne gang headede den høje angriber lige over tværribben.
AaB smed alt frem til sidst, men det var uden gevinst, og dermed endte det med et nederlag på 1-0.
Resultatet betyder, at AaB indleder 3F Superligaens Kvalifikationsspil på en 12. plads med 15 point. Foran ligger Lyngby Boldklub på 11. pladsen med 16 point og AC Horsens på 10. pladsen med 23 point.
Kampprogrammet for Kvalifikationsspillet i 3F Superligaen lægges fast en af de kommende dage.
Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 22. spillerunde
AaB-Randers FC 0-1 (0-0)
51. min 0-1 Björn Kopplin
Advarsler AaB: Malthe Højholt (20), Allan Sousa (40)
Advarsler Randers FC: Daniel Høegh (71), Tosin Kehinde (90)
8.452 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-3-3): Theo Sander, Kristoffer Pallesen, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Daniel Granli (81: Pedro Ferreira), Iver Fossum, Malthe Højholt (81: Jakob Ahlmann), Lucas Andersen (61: Anosike Ementa), Louka Prip, Nicklas Helenius (61: Marco Ramkilde), Allan Sousa.
Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren, Mikkel Kallesøe, Hugo Andersson, Daniel Høegh, Bj'orn Kopplin, Simen Bolkan Nordli (75: Tobias klysner), Lasse Berg Johnsen, Mads Enggård (72: Mikkel M. Pedersen), Jakob Ankersen (46: Tosin Kehinde), Alhaji Kamara (77: Filip Bundgaard), Marvin Egho.
Dommer: Jonas Hansen