Vidste du om AaB og AC Horsens...
Skæve vinkler på søndagens 3F Superligaopgør på Aalborg Portland Park. Vidste du således…
- at morgendagens duel er 3F Superligakamp nummer 39 mellem AaB og AC Horsens. Statistikken siger 14 sejre til AaB, 17 uafgjorte og syv nederlag samt en målscore på 57-33 i AaB’s favør.
- at AaB ikke har tabt i sine seneste fem betydende kampe, som har resulteret i to sejre og tre uafgjorte.
- at AaB har spillet 17 3F Superligakampe mod AC Horsens på Aalborg Portland Park, hvor det er blevet til syv sejre, otte uafgjorte og blot to nederlag; i 2010 og 2018.
- at hvis AaB søndag besejrer eller spiller uafgjort mod AC Horsens, vil det være AaB’s femte 3F Superligakamp i træk mod AC Horsens med point. Det vil i givet fald være AaB’s længste serie uden nederlag mod AC Horsens siden de 12 første indbyrdes 3F Superligakampe i august 2005-maj 2009, der endte ligeligt mellem sejre og uafgjorte.
- at AaB’s seneste sejr på hjemmebane mod AC Horsens forekom 21. september 2020, hvor Tom van Weerts enlige træffer afgjorde affæren.
- at AaB har holdt nullet i de tre seneste 3F Superligakampe mod AC Horsens, hvilket AaB også har præsteret ved to tidligere lejligheder. Hvis AaB endnu en gang holder AC Horsens fra at score, vil det imidlertid være første gang, at AaB præsterer fire clean sheets i træk mod AC Horsens.
- at klubberne senest mødte hinanden, da det 2. april 2023 blev 4-0 til AaB i Horsens efter scoringer af Nicklas Helenius, Iver Fossum, Allan Sousa og Lucas Andersen.
- at fra den nuværende AaB-trup har ingen udover Nicklas Helenius (6 mål), Lucas Andersen (3), Allan Sousa (1) og Iver Fossum (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod AC Horsens.
- at ud af de 38 tidligere 3F Superligakampe mod AC Horsens har AaB scoret først i 20 tilfælde, hvilket har resulteret i 13 sejre, fem uafgjorte og to nederlag. Omvendt har AC Horsens scoret kampens første mål i ti tilfælde, hvilket har givet AaB én sejr, fire uafgjorte og fem nederlag.
- at AaB har fået point – to uafgjorte og en sejr – i sine tre seneste 3F Superligakampe. Hvis det mod AC Horsens bliver til den fjerde pointgivende kamp i træk, vil det være første gang siden august-september 2021, at AaB er ubesejret i fire 3F Superligakampe i træk.
- at med kampstart kl. 12.00 tangerer AaB i morgen klubbens tidligste afvikling af en kamp i 3F Superligaen. Umiddelbart kan det måske forekomme at være for tidligt, da AaB ikke har vundet nogen – tre nederlag og en uafgjort – af klubbens fire tidligere 3F Superligakampe igangsat ved middagstid.
- at på trods af 55 optrædener i den bedste række siden juli 2019 vil det være første gang i morgen, at Jakob Alexander Sundberg dømmer en 3F Superligakamp på Aalborg Portland Park. Det vil samtidig også være hans første 3F Superligakamp mellem AaB og AC Horsens.
- at med en sejr søndag over AC Horsens vil AaB tage tre point for anden 3F Superliga-hjemmekamp i træk. Det har AaB ikke præsteret siden august-oktober 2021, hvor det lykkedes at vinde fire 3F Superligasejre i træk på Aalborg Portland Park.
- at AaB ikke har for vane at opnå mange point i 3F Superligaen, når kalenderen viser maj måned. Det er således ikke blevet til sejr i maj siden 2021, 4-0 over SønderjyskE, og de 24 seneste opgør i maj er endt med blot tre sejre, seks uafgjorte og 15 nederlag.
- at AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2023 går ubeskåret til Café Parasollen i Aalborg, som efter forårets fem første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 76.048 kr. Køb billet til morgendagens dyst mod AC Horsens her.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).