AaB vinder 4-0 over AC Horsens efter to scoringer af Younes Bakiz, et mål af Iver Fossum og et mål af Oliver Ross. Nu er AaB ét point efter AC Horsens på 10. pladsen.
I en fantastisk kulisse vandt AaB søndag 4-0 over AC Horsens, hvilket betyder, at AaB nu er ét point bag AC Horsens på 10. pladsen. Younes Bakiz leverede to af dagens scoringer, mens de øvrige mål blev sat ind af Iver Fossum og Oliver Ross.
Foran flere end 10.000 tilskuere på et næsten udsolgt Aalborg Portland Park var det AaB, der gjorde det bedst i første halvleg og tilspillede sig kampens første mulighed, da Kilian Ludewig slog et indlæg ind i feltet. Indlægget gik forbi Nicklas Helenius og endte i bagerste område hos Allan Sousa, der desværre sparkede forbi.
Efter 16 minutter fik hjemmeholdet for første gang testet målmand Matej Delac, da et godt AaB-opspil med et indlæg af Kilian Ludewig efterfulgt af samspil mellem Allan Sousa og Nicklas Helenius gav Louka Prip en god afslutningsmulighed midt for mål. Fra kanten af feltet trykkede den tidligere AC Horsens-spiller sin flade afslutning mod kassen, men Matej Delac fik reddet forsøget.
Midt i første halvleg jonglerede Nicklas Helenius sig vej til AC Horsens-feltet, hvorfra han gav bolden videre til Allan Sousa, som sendte kuglen på tværs, hvor en hårdt presset Younes Bakiz sparkede over mål.
31 minutter inde i kampen var det et samarbejde mellem Younes Bakiz, Allan Sousa og Nicklas Helenius, som satte AaB's brasilianske nummer syv op til afslutning, men højrebensforsøget fra Allan Sousa gik forbi mål.
Fem minutter senere udmøntede det gode AaB-spil sig i et fortjent føringsmål. Kasper Jørgensens indlæg førte til samspil mellem Nicklas Helenius, Louka Prip og Allan Sousa. Sidstnævnte fandt med en flad tværbold Younes Bakiz, som sikkert sparkede 1-0-scoringen i kassen langs den ene stolpe.
Efter et nærgående indlæg i modsatte ende, som Nico Mantl boksede væk, var Allan Sousa i afslutterrollen fire minutter før pausen, men brasilianeren blev blokeret.
To minutter inde i tillægstiden til første halvleg fik AaB tilkendt et straffespark, da Anders K. Jacobsen havde arm på bolden. Kendelsen skulle dog til gennemsyn af VAR, og dommer Jakob Sundberg annullerede til sidst straffesparket for offside i opspillet. Dermed var pausestillingen 1-0 til AaB.
Fra anden halvlegs start skiftede AaB Kilian Ludewig ud med Kristoffer Pallesen, og sidstnævnte sendte allerede efter 40 sekunder et indlæg ind mod Iver Fossum, der headede bolden i handskerne på AC Horsens-keeperen.
To minutter senere spillede Kasper Jørgensen Louka Prip frit igennem, men alene med Matej Delac sparkede Louka Prip bolden over mål.
Seks minutter efter pausen fik gæsterne deres hidtil bedste mulighed i kampen, da Elijah Just blev sat op til en afslutning, men han ramte en nordjysk blokade, og da Thomas Santos kort efter slap igennem til en friløber, hoppede bolden op på hans arm, og AaB fik tilkendt et frispark.
I modsatte ende kunne AaB så udbygge føringen til 2-0 i 54. minut. Et nyt indlæg fra Kristoffer Pallesen gik hele vejen over til bagerste stolpe, hvor Iver Fossum havde sneget sig med frem, og nordmanden headede fra klos hold bolden i nettet.
Fem minutter senere blev Lucas Andersen indskiftet i Allan Sousas sted, og straks efter var AC Horsens tæt på en tilfældig reducering, da en clearing fra Nico Mantl ramte Anders K. Jacobsen. Heldigvis for Hele Nordjyllands Hold gik bolden herefter lige forbi AaB-målet.
Midt i anden halvleg prøvede både Iver Fossum og Nicklas Helenius lykken fra distancen uden held, men efter 71 minutter var der på ny gevinst. Først reddede AC Horsens-keeperen et farligt hovedstød fra Nicklas Helenius på stolpen, men returbolden var Lucas Andersen over, og han fandt Younes Bakiz, som i det lille felt bankede sit andet mål i kampen i kassen til 3-0.
Herefter var netop indskiftede Marco Ramkilde tæt på at udbygge til 4-0, men angriberen ramte stolpen. AaB genvandt straks efter bolden, og en anden indskifter, Oliver Ross, fik derefter tvunget Matej Delac til en stor redning.
I 82. minut formåede Oliver Ross så at passere AC Horsens-målmanden, da han på en nedfaldsbold tornede læderet i kassen til 4-0.
To minutter senere havde gæsternes Anders K. Jacobsen et hug på undersiden af overliggeren.
I tillægstiden var AaB i to tilfælde tæt på at udbygge til 5-0, men hverken Louka Prip eller Nicklas Helenius lykkedes med at få bolden over stregen. Dermed endte kampen med en 4-0-sejr til AaB.
Sejren betyder, at AaB nu har ét point op til AC Horsens, som ligger over nedrykningsstregen. Der resterer fire runder af 3F Superligaen.
AaB's næste kamp spilles på fredag på udebane mod OB. Næste hjemmekamp venter 21. maj mod FC Midtjylland. Køb billetter til kampen her.
Matchfacts - 3F Superligaen, Kvalifikationsspillet, 28. spillerunde
AaB-AC Horsens 4-0 (1-0)
37. min 1-0 Younes Bakiz, 54. min 2-0 Iver Fossum, 72. min 3-0 Younes Bakiz, 82. min 4-0 Oliver Ross
Advarsler AaB: Ingen
Advarsler AC Horsens: James Gomez (28), Moses Opondo (74)
10.011 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-3-3): Nico Mantl, Kilian Ludewig (46: Kristoffer Pallesen), Lars Kramer, Daniel Granli, Kasper Jørgensen (71: Sebastian Otoa), Younes Bakiz (75: Oliver Ross), Malthe Højholt, Iver Fossum (75: Marco Ramkilde), Louka Prip, Nicklas Helenius, Allan Sousa (59: Lucas Andersen).
AC Horsens (3-4-3): Matej Delac, James Gomez, Malte Kiillerich, Mikkel Lassen (71: Samson Iyede), Thomas Santos, Jonas Gemmer (58: Aron Sigurdarson), David Kruse (83: Hjalte Toftegaard), Lubambo Musonda (83: Marcus Hannesbo), Elijah Just, Anders K. Jacobsen, Moses Opondo (83: Jashar Beluli).
Dommer: Jakob Sundberg