Alle mand til Østerbro Stadion!

17. juli 2023 kl. 11:25 af Rasmus Estrup

I sidste sæson var der i gennemsnit hele 630 AaB’ere på plads på  AaB’s udebaneafsnit, og i den kommende sæson vil AaB-fans komme til at opleve flere nye stadions at være udefan på. AaB vil forsøge at klæde alle medrejsende AaB-fans så godt på som muligt, så vi sammen kan fortsætte den flotte opbakning til AaB på udebane.  

Navn: Østerbro Stadion 
Kapacitet: 4.000 
Kapacitet udebaneafsnit: 1.000 
Placering udebaneafsnit: Indgang ved Spartas klubhus. Portene åbner en time før kampstart. 

Billetpriser: 
Barn (3-15 år): 40,- (+6 kr. billetgebyr) 
Voksen: 75,- (+6 kr billetgebyr) 
Køb din billet her: https://boldbillet.dk/show/event/b93-vs-aab-22-jul-2023 

OBS. B.93 opfordrer alle til at købe billet inden kampen på boldbillet.dk. Det er dog muligt at købe billet på stadion, men kun med MobilePay eller kort. 

Kom gerne i god tid inden kampen, så vi sammen kan sikre, at alle er inde ved kampstart. 

Transport til og fra Østerbro Stadion: 

Fælles: 
ASC arrangerer bustur til favorable priser for både medlemmer og ikke-medlemmer. Deadline for tilmelding er 19/7 kl. 20.00. Læs mere og bestil turen her: https://mentoclub.aabsupportclub.dk/event/bustur-eks-billet-b93-aab-22-juli- 

Der er afgang fra parkeringspladsen bag Complea-tribunen på Aalborg Stadion kl. 06.30 og forventet hjemkomst på Aalborg Portland Park omkring kl. 22.30. 

Kør selv:  
Adresse:  
Østerbro Stadion 
Gunnar Nu Hansens Pl. 7, nr. 7 
2100 København 

Man kan typisk parkere tæt på Østerbro Stadion på Gunnar Nu Hansens Plads eller finde plads på Østerbrogade eller sidegaderne, under hensyntagen til områdets beboere.

Se Københavs Kommunes hjemmeside for nærmere beskrivelser af for eksempel priser og parkeringszoner: https://www.kk.dk/borger/parkering-trafik-og-veje/parkering 

Offentlig transport: 

Metro:  
Trianglen og Vibenshus Runddel. 

Tog:  
S-tog til Østerport, Nordhavn, Svanemøllen og Ryparken (gåafstand ca. 1,3-1,6 km). På Østerport kører der desuden regionaltog og metro.  

Yderligere information om togene findes på dsb.dk.  

Bus: 

  • Bus 1A kører fra Hellerup ad Østerbrogade til Trianglen og videre ad Blegdamsvej mod Nørrebro 
  • Bus 14 kommer fra Ryparken og stopper bl.a. ved Vibenshus Runddel, Nordhavn Station og Trianglen 
  • Bus 23 kommer fra Klampenborg og stopper bl.a. ved Svanemøllen, Poul Henningsens Plads, Nordhavn og Lille Triangel 

Mad og drikke: 
B.93 tilbyder pølser med brød, kolde fadøl og sodavand. 

AaB takker alle for deres opbakning til Hele Nordjyllands Hold på udebane. 

Fan-medier:
Presse- og kommunikationschef hos B.93, Claus Vandborg, kan kontaktes på cv@b93.dk 

Tags på denne nyhed

AaB TV: VfB Lübeck-AaB 1-4

17. juli 2023 kl. 07:58 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 4-1 over VfB Lübeck i opstartens sidste testkamp inden sæsonpremieren på lørdag på udebane mod B.93.

Jakob Ahlmann bragte AaB foran i det sjette minut efter et godt AaB-angreb, hvor Tim Prica lagde bolden til rette for venstrebacken.

Fire minutter senere sparkede Tim Prica et frispark over muren og op i målhjørnet på fornem vis.

Younes Bakiz udbyggede til 3-0 på et godt AaB-opspil efter en halv time.

Otte minutter senere reducerede VfB Lübeck-angriberen Cyrill Akono, inden Kasper Jørgensen fem minutter før pausen sparkede en returbold i nettet fra Younes Bakiz’ frisparksforsøg der ramte stolpen og målmanden, inden den sprang ud til højrebacken.

Trods flere gode muligheder endte anden halvleg uden scoringer, og dermed vandt AaB 4-1.

I videoen øverst kan du se et sammendrag af kampen og få reaktioner fra Younes Bakiz, Tim Prica og cheftræner Oscar Hiljemark.

På grund af tekniske problemer blev de første ti minutter af kampen - og dermed både Jakob Ahlmanns 1-0-scoring og Tim Pricas 2-0-mål - ikke optaget af AaB TV’s kamera. Derfor vises de to første scoringer fra en droneoptagelse samt en privatoptagelse af Rune Mangor Jensen, der i sidste sæson blev kåret til Årets Fan.

AaB i sikker testsejr i Tyskland

16. juli 2023 kl. 18:53 af Brian Andersen

Scoringer af Jakob Ahlmann, Tim Prica, Younes Bakiz og Kasper Jørgensen sørgede således for den tredje testsejr af tre mulige.

Efter en ganske livlig indledning fra begge mandskaber tog AaB føringen i det sjette minut, da et gennemspillet angreb med flere stationer endte med, at Tim Prica lagde bolden til rette for Jakob Ahlmann, der bragte AaB i front.

Ikke mange øjeblikke senere – i det tiende minut – fordoblede AaB føringen, da Tim Prica leverede et fremragende frisparksmål. Hårdt over muren og placeret helt oppe i målhjørnet og uden chance for målmand Philipp Klewin.

Langsomt kom VfB Lübeck en smule bedre med igen – uden dog at skabe målchancer.

Anderledes skarpe var AaB, da det efter en halv time blev 3-0 ved Younes Bakiz, som med en smart inderside fra kanten af straffesparksfeltet udnyttede en assist fra Lucas Andersen efter et nyt, kvikt AaB-angreb.

AaB’s dominans var udtalt, men alligevel fik VfB Lübeck reduceret til 3-1 syv minutter før pausen, hvor AaB-forsvaret blev overspillet, så Cyrill Akono alene igennem kunne udplacere AaB-målmand Josip Posavec.

Hurtigt fik AaB dog genskabt føringen på tre mål, da Kasper Jørgensen udnyttede en returbold, efter at Younes Bakiz forinden havde braget et frispark højt på den ene opstander.

4-1 var pauseføringen, og niveauforskellen i AaB’s favør var den samme straks i anden halvleg.

Faktisk blev de sidste 34 minutter af opgøret delvist spoleret, da tyskernes Ulrich Taffertshofer modtog sit andet gule kort og dermed rødt.

AaB-cheftræner Oscar Hiljemark opfordrede kraftigt til, at man skulle fortsætte 11 mod 11, men den unge tysker dommer lyttede desværre ikke på argumenter fra hverken trænere eller spillere fra begge hold.

Allan Sousa fik comeback for AaB med 29 minutter igen, og her var der reelt spil til et mål med chancer og forsøg til AaB ved blandt andre Younes Bakiz og Nicklas Helenius.

I den modsatte ende måtte Josip Posavec fire minutter før tid levere en god redning efter et langskud fra Mirko Boland.

Dermed fik AaB resultatmæssigt en god afslutning på turneringsoptakten. Om seks dage er det alvor, når det i premieren i NordicBet Ligaen gælder udekampen på Østerbro Stadion mod B.93.

Matchfacts – testkamp i Norderstedt, Hamburg
VfB Lübeck-AaB  1-4 (1-4)
6. min 0-1 Jakob Ahlmann, 10. min 0-2 Tim Prica, 30. min 0-3 Younes Bakiz, 38. min 1-3 Cyrill Akono, 41. min 1-4 Kasper Jørgensen.
Udvisning VfB Lübeck: Ulrich Taffertshofer (56).

AaB (4-3-3): Josip Posavec, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Daniel Granli (77: Rasmus Thelander), Jakob Ahlmann, Malthe Højholt (77: Sebastian Stahlfest), Pedro Ferriera (66: Louka Prip), Oliver Ross (66: Nicklas Helenius), Lucas Andersen, Tim Prica (61: Allan Sousa), Younes Bakiz.

Makaric udlejes for den kommende sæson

16. juli 2023 kl. 15:30 af Brian Andersen

I foråret var AaB-angriberen udlejet til serbiske FK Radnik Surdulica, som også var angriberens klub, inden han i juli 2021 blev hentet til Aalborg.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Vi har sammen med Milan vurderet, at det vil være bedst for ham at finde et andet sted end AaB for at få spilletid, og derfor er vi også tilfredse med at have fået en lejeaftale på plads for hele den kommende sæson.

- Det er naturligvis vores mål, at dette skridt bliver vellykket for Milan, og så kigger vi på hans situation igen, når lejeopholdet nærmer sig sit udløb, siger Ole Jan Kappmeier.

Milan Makaric ser ligeledes frem til at have fået en lejeaftale på plads for den kommende sæson:

- Jeg er glad for at have fået en aftale på plads, og forhåbentlig kan jeg få et stort udbytte, så jeg kan komme tilbage i en endnu bedre forfatning. Og så ønsker jeg for AaB, at man i den kommende sæson kan være succesfulde og sikre tilbagevenden til 3F Superligaen.   

27-årige Milan Makaric har scoret 11 gange i 41 officielle kampe for AaB og har kontrakt indtil 30. juni 2025.

Tags på denne nyhed

Hannesbo skifter til Vendsyssel F.F.

16. juli 2023 kl. 11:00 af Brian Andersen

Marcus Hannesbo kom i 2013 i en alder af 11 år til AaB fra partnerklubben Støvring I.F.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Vi vil gerne takke Marcus for hans mange år i klubben. Marcus er stadig en ung spiller, der har brug for spilletid, og forhåbentlig kan han nu finde den i Vendsyssel F.F. I hvert fald ønsker vi ham alt det bedste fremover.

Marcus Hannesbo supplerer:

- Jeg har haft en god tid i AaB, hvor jeg gennem de seneste 11 år har mødt en masse gode mennesker, som jeg gerne vil takke for vores tid sammen. Det gælder både spillere, trænere og ledere.

- Derfor er det selvfølgelig også vemodigt for mig at forlade klubben, men omvendt er jeg meget glad for at få chancen i Vendsyssel F.F., hvor jeg med en længere aftale nu kan finde ro til at udvikle mig og forhåbentlig bidrage via en masse spilletid, siger Marcus Hannesbo.  

21-årige Marcus Hannesbo opnåede 32 officielle kampe og fire scoringer for AaB, hvor han havde kontrakt indtil 30. juni 2025.

Tags på denne nyhed
'