Med scoringer af Lars Kramer, Lucas Andersen og Nicklas Helenius på tre oplæg af Louka Prip vandt AaB sæsonens første kamp i NordicBet Ligaen med 3-0 på udebane over B.93.
Hele Nordjyllands Hold indledte NordicBet Liga-sæsonen med en sejr på 3-0 over B.93 efter scoringer i anden halvleg af Lars Kramer, Lucas Andersen og Nicklas Helenius.
AaB gik på banen til synet af et fyldt udebaneafsnit med 1.000 AaB-fans, men det var oprykkerne fra B.93, der kom frem til opgørets første afslutning, da Jeppe Erenbjerg prøvede lykken fra distancen og afsluttede lige på Josip Posavec.
Den første afslutning i modsatte ende stod en hårdt presset Lucas Andersen for, da han efter et hjørnespark fra Younes Bakiz flugtede bolden forbi mål fra en svær vinkel.
I det tiende minut tordnede B.93-anfører Mikkel Mouritz kuglen over mål fra kanten af feltet, inden Tim Prica to minutter senere forsøgte sig med et langskud, der sad lige på hjemmeholdets keeper. AaB fortsatte dog presset, da Tim Prica tacklede bolden fra Michael Falkesgaard, og i det 13. minut headede Rasmus Thelander et indlæg fra Kasper Jørgensen forbi.
Efter et kvarter fik AaB kampens hidtil største chance, da Lucas Andersen slog et kantfrispark ind omkring kanten af det lille felt, hvorfra Lars Kramer headede bolden på kassen, men inde på stregen viftede Michael Falkesgaard med en god redning bolden ud til et hjørnespark. Herefter blev en skadet Younes Bakiz udskiftet med Oliver Ross.
De følgende ti minutter var det AaB, der kontrollerede spillet på bolden, inden Tim Prica midtvejs i første halvleg headede et hjørnespark over mål fra forreste område. Oliver Ross fik en afslutning fra kanten af feltet blokeret i 29. minut, og efter en halv time stod Tim Prica og AaB-debutant Melker Widell i vejen for hinanden på Kasper Jørgensens indlæg til det lille felt.
En håndfuld minutter før pausen fandt Melker Widell sin svenske landsmand Tim Prica i noget småspil på kanten af feltet, der endte med, at en afretning fra Tim Prica var ved at snyde B.93-keeperen, der dog nåede at fange bolden, inden den kunne krydse mållinjen.
Inden pausen fik Melker Widell testet Michael Falkesgaard med en ny afslutning, som målmanden igen kom i vejen for.
Et minut efter pausen vippede Allan Sousa elegant bolden frem mod AaB's svenske debutant, der med en perfekt førsteberøring kom fri til en stor afslutningsmulighed, men Melker Widells forsøg sad lige på B.93-målmanden.
Josip Posavec diskede fem minutter inde i anden halvleg op med en stor redning på et hovedstød fra Jeppe Erenbjerg, inden Lucas Andersen og siden Tim Prica forsøgte sig uden held i modsatte ende, hvorefter Allan Sousa, Jakob Ahlmann og Tim Prica blev udskiftet med henholdsvis Louka Prip, Andreas Poulsen og Nicklas Helenius.
Efter 58 minutter sendte Lucas Andersen en farlig afslutning afsted, som gav et nordjysk hjørnespark. Dette slog Louka Prip ind i panden på Lars Kramer som headede AaB foran med 1-0.
Straks efter at B.93 havde givet bolden op, snuppede AaB kuglen, og Louka Prip fandt med en stikning en helt fri Lucas Andersen, der udplacerede Michael Falkesgaard og udbyggede AaB-føringen til 2-0.
Midt i anden halvleg blev Melker Widell erstattet med Pedro Ferreira, og 18 minutter før tid fik hjemmeholdet en fin chance til Emmanuel Ogude, der sparkede forbi mål. Heller ikke i modsatte ende fik Lucas Andersen ramt inden for målrammen, da Nicklas Helenius spillede AaB-anføreren frit igennem.
I 80. minut førte et angreb fra hjemmeholdet til en stor mulighed for Jeppe Erenbjerg midt i AaB-feltet, men Rasmus Thelander fik kastet sig i vejen for afslutningen, der dernæst satte kurs mod sidenettet.
I 87. minut tog Mikkel Mouritz sigte fra distancen, da han sparkede et langskud uden for målrammen, inden Nicklas Helenius i tillægstiden kanonerede AaB's 3-0-scoring i målhjørnet efter Louka Prips tredje assist i kampen.
Dermed står AaB med tre point og en målscore på 3-0 efter første spillerunde.
Næste kamp i NordicBet Ligaen spilles lørdag 29. juli kl. 14.00 mod AC Horsens, hvor der er udsolgt til "Stadion kalder nu igen". Ugen efter spiller AaB igen på hjemmebane. Denne gang mod FC Fredericia søndag 6. august. Køb billetter til det opgør på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - NordicBet Ligaen, grundspil, 1. spillerunde
B.93-AaB 0-3 (0-0)
59. min 0-1 Lars Kramer, 60. min 0-2 Lucas Andersen, 90. min 0-3 Nicklas Helenius
Advarsler B.93: Ingen
Advarsler AaB: Malthe Højholt (18), Allan Sousa (34), Melker Widell (65)
3.393 tilskuere på Østerbro Stadion
B.93 (4-2-3-1): Michael Falkesgaard, Daniel Thøgersen, Jacob Egeris, Emil Nørmark Christensen, Abdullah Iqbal, Niels Morberg (74: Tammer Bany), Mikkel Mouritz, Jeppe Erenbjerg (87: Andreas Heimer), Nicolaj Thomsen (87: Fisnik Isaki), Ahmed Daghim (64: Antonio Bustamente), Jonathan Mathys (64: Emmanuel Ogude).
AaB (4-3-3): Josip Posavec, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann (57: Andreas Poulsen), Lucas Andersen, Malthe Højholt, Melker Widell (68: Pedro Ferreira), Allan Sousa (57: Louka Prip), Tim Prica (57: Nicklas Helenius), Younes Bakiz (17: Oliver Ross).
Dommer: Benjamin Helm Svedborg