AaB sælger Sander til FC København
AaB har med øjeblikkelig virkning solgt U/19-landsholdsmålmand Theo Sander til FC København.
Theo Sander havde halvandet år tilbage af sin aftale med AaB.
Theo Sander kom som 12-årig til AaB fra partnerklubben Gug Boldklub og har også i en endnu yngre alder spillet for partnerklubberne Støvring I.F. og I.F. Frem Skørping.
I august 2022 blev Theo Sander den yngste målmandsdebutant nogensinde i 3F Superligaen, da han debuterede for AaB.
AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:
- Theo Sander er et produkt af vores akademi og vores gode samarbejde med vores partnerklubber, og der er i forbindelse med Theo Sander gjort et dygtigt stykke arbejde på AaB Akademiet, ligesom vores målmandstræner omkring førsteholdstruppen, Poul Buus, fortjener stor ros.
- Theos talent er uomtvisteligt, og selvom det havde været optimalt at beholde Theo nogle år endnu i AaB, så er vi på hans vegne glade for, at det er lykkedes at opnå en aftale med FC København, siger Ole Jan Kappmeier.
- Fremtiden for Theo er lys, og vi er sikre på, at han kan fortsætte sin udvikling i sine nye omgivelser, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, slutter Ole Jan Kappmeier.
Theo Sander kigger tilbage på en god tid i AaB.
- Jeg har haft en rigtig god tid i AaB, som er min barndomsklub. Jeg skiftede til AaB som 12-årig og har været i klubben næsten hver dag de seneste seks år, hvor jeg har mødt utrolig mange gode mennesker hele vejen fra akademiet og op til førsteholdet - både holdkammerater og stab. Min allerførste træning med Poul Buus havde jeg som tiårig, så han har haft en stor betydning for mig og min udvikling som målmand, fortæller Theo Sander.
- Nu er jeg sammen med klubben nået frem til, at det er tid til at prøve noget nyt, og jeg er glad for at kunne hjælpe AaB økonomisk gennem dette skifte til FC København. Personligt er det en stor mulighed for mig at blive en del af FCK, og jeg håber, at jeg kan fortsætte min udvikling og over de næste år opnå godt med spilletid, lyder det fra Theo Sander.
- Udover Poul Buus vil jeg gerne takke mine holdkammerater og de trænere og ledere, jeg har mødt igennem min tid i AaB. Ligesom der skal lyde en stor tak til fansene for altid at have bakket mig op.
18-årige Theo Sander opnåede 15 officielle kampe for AaB. Ligesom det foreløbig er blevet til 17 ungdomslandskampe for Danmark.