AaB TV: AC Horsens-AaB 2-2

21. januar 2023 kl. 06:30 af Rasmus Estrup

Fredag eftermiddag spillede AaB 2-2 på udebane mod AC Horsens i forårets anden testkamp.

Selvom AC Horsens var bedst i første halvleg, var det AaB der kom foran med 1-0. Det skete, da Lucas Andersen med en pragtfuld aflevering sendte Jeppe Pedersen afsted i dybden, og muligheden udnyttede midtbanespilleren fra Hirtshals til 1-0.

Ca. midt i første halvleg udlignede AC Horsens fortjent til 1-1, da Moses Opondo headede et indlæg i nettet fra tæt hold.

AC Horsens skabte frem mod pausen flere store chancer, som også førte til et par gode redninger fra Nico Mantl, men efter 37 minutter headede Magnus Jensen AC Horsens i front med 2-1 efter en dødbold.

AaB skiftede som planlagt hele holdet i pausen, og præstationen i anden halvleg var markant bedre med flere store AaB-chancer.

Det udmøntede sig i en udligning af en velspillende Anosike Ementa ti minutter før tid, hvor angriberen headede et godt indlæg fra Malthe Højholt i kassen.

Se sammendrag af kampen i videoen øverst, hvor du også får reaktioner fra Malthe Højholt og cheftræner Erik Hamrén.

Tags på denne nyhed

Uafgjort i Horsens

20. januar 2023 kl. 17:37 af Brian Andersen

Således var udfaldet af de 90 minutter ganske rimeligt efter et overtag i spil og chancer til hjemmeholdet i første halvdel og det modsatte til AaB i de sidste 45 minutter.

AC Horsens begyndte stærkt, og efter seks minutter måtte AaB-målmand Nico Mantl levere en fodparade, da Elijah Just var blevet kombineret alene igennem AaB-forsvaret.

AaB var derimod skarpe, da man første gang satte noget offensivt sammen, hvilket skete i det ottende minut, hvor Jeppe Pedersen udnyttede Lucas Andersens fremragende pasning til at bringe AaB foran.

Kampbilledet fortsatte dog med et dominerende hjemmehold, og den tidligere AaB’er Anders K. Jakobsen var nærgående, før en anden forhenværende AaB’er Moses Opondo udnyttede et indlæg til at score til 1-1 efter i flere omgange passivt forsvarsspil i AaB’s venstreside.

Efter knap en halv times spil måtte Nico Mantl præstere sin anden store redning, da Moses Opondo igen var fri.

AaB havde dog også vellykkede momenter i første halvleg, og tilbagevendte Nicklas Helenius viste kvalitet i sine aktioner, hvilket også gjaldt i det 34. minut, hvor han stod for oplægget til Louka Prip, hvis afslutning blev reddet af AC Horsens-keeperen.

I stedet blev det tre minutter senere 2-1 til AC Horsens, da Magnus Jensen relativt uhindret kunne stige til vejrs og heade et frisparksindlæg i netmaskerne.

Inden pausen måtte Nico Mantl levere stærke redninger over for henholdsvis Thomas Santos og Anders K. Jacobsen for resultatmæssigt at holde AaB inde i opgøret, og også Elijah Just fik i halvlegens sidste minut sendt en stor skudmulighed over mål.

AaB skiftede i pausen alle 11 spillere, og i stort set hele anden halvleg var billedet forandret med et AaB-hold, der vandt nærkampene, styrede begivenhederne og kreerede chancerne.

Kilian Ludewig truede for AaB, inden Iver Fossum efter 57 minutter og efter forarbejde fra en velspillende Anosike Ementa i fri position sendte et fladt spark forbi den fjerneste opstander.

Malthe Højholt missede timingen på en god hovedstødsmulighed efter oplæg fra Kilian Ludewig, og lidt senere havde de to spillere byttet roller, da AaB igen viste farlighed.

Også Andreas Poulsen bidrog fra venstre, mens det var Malthe Højholts indlæg, som Anosike Ementa ti minutter før tid med hovedet fik snittet i mål til 2-2.

Særligt Lars Kramer, Daniel Granli og Pedro Ferreira vandt duellerne i defensiven, og med fire minutter igen opstod anden halvlegs anden store mulighed til Iver Fossum, men desværre fandt nordmanden heller ikke denne gang vej til nettet.

Anosike Ementa nåede at forsøge sig igen, men slutfacit for forberedelsernes anden testkamp blev på ny 2-2.

På torsdag gælder det årets tredje testkamp, når AaB på udebane møder Viborg F.F. i en duel, der er aftalt til at foregå over to gange 60 minutter.

Matchfacts – testkamp
AC Horsens-AaB  2-2 (2-1)
8. min 0-1 Jeppe Pedersen, 21. min 1-1 Moses Opondo, 37. min 2-1 Magnus Jensen, 80. min 2-2 Anosike Ementa.

AaB (4-3-3): Nico Mantl (46: Theo Sander), Kasper Jørgensen (46: Kristoffer Pallesen), Rasmus Thelander (46: Lars Kramer), Anders Hagelskjær (46: Daniel Granli), Jakob Ahlmann (46: Andreas Poulsen), Sebastian Otoa (46: Pedro Ferreira), Jeppe Pedersen (46: Iver Fossum), Lucas Andersen (46: Malthe Højholt), Louka Prip (46: Kilian Ludewig), Nicklas Helenius (46: Anosike Ementa), Marco Ramkilde (46: Anders Noshe).

Tags på denne nyhed

Truppen til testkampen mod AC Horsens

19. januar 2023 kl. 15:15 af Rasmus Estrup

AaB gæster i morgen eftermiddag AC Horsens i årets anden testkamp.

Mens AaB spillede 2-2 mod FC Fredericia sidste fredag, spillede AC Horsens, der ligger på niendepladsen i 3F Superligaen, mandag deres første testkamp i 2023, da det blev 1-1 mod Hobro I.K.

Til kampen i morgen er følgende trup udtaget:

2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Lars Kramer, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Nicklas Helenius, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 20 Kasper Jørgensen, 22 Theo Sander, 25 Andreas Poulsen, 26 Rasmus Thelander, 28 Jeppe Pedersen, 29 Marco Ramkilde, 31 Anders Noshe, 32 Kilian Ludewig, 38 Oliver Ross, 40 Nico Mantl samt Sebastian Otoa fra U/19 Ligaholdet.

Josip Posavec, Allan Sousa og Younes Bakiz sidder over. Ellers forventes størstedelen af den udtagede trup at spille 45 minutter hver.

Kampen spilles på Bane 2, der ligger lige ved siden af AC Horsens’ stadion Nordstern Arena Horsens. Adressen er Langmarksvej 61, 8700 Horsens.

Kampen livestreames på nordjyske.dk, og der vil være opdateringer i forbindelse med scoringer på AaB’s officielle Twitterkonto. Efter kampen kan der læses et referat på www.aabsport.dk, hvor der lørdag også følger et sammendrag af kampen.

Tags på denne nyhed

AaB-træningslejr flyttet

19. januar 2023 kl. 13:27 af Brian Andersen

Afrejsedatoen er stadig den samme, lørdag 28. januar, hvorimod træningslejren i den anden ende forlænges med to dage, så der nu er hjemrejse torsdag 9. februar.

Under opholdet i Spanien er der arrangeret tre testkampe mod nordirske Derry City FC, svenske IK Sirius FK og norske Sogndal Fotball – kampdatoerne er ikke endeligt fastlagt.

Inden afrejsen til Spanien har AaB to testkampe mod henholdsvis AC Horsens i morgen eftermiddag og mod Viborg F.F. (2 x 60 min.) torsdag 26. januar.

Efter hjemkomsten fra træningslejren spiller AaB lørdag 11. februar den afsluttende testkamp mod Vendsyssel F.F.

Fredag 17. februar gælder det så forårspremieren i 3F Superligaen på Aalborg Portland Park mod AGF. Køb i forsalg billet her.

Ændring af åbningstiderne i kundeservice 

19. januar 2023 kl. 09:40 af Rasmus Estrup

Fremadrettet vil åbningstiderne for AaBs kundeservice være tirsdag og torsdag i tidsrummet kl. 13.00-16.00. 

AaBs kundeservice kan tilgås i administrationsbygningen på Hornevej 2, 9220 Aalborg Øst eller på telefon 96 35 59 00. 

I det øvrige tidsrum henviser AaB til, at kontakt sker pr. mail til enten aab@aab-as.dk eller billet@aab-as.dk  

AaB Shoppen og konferencepå Aalborg Portland Park kan træffes hver dag 
Henvendelser omkring varer, ordrer mv. fra www.aabshoppen.dk vil fra mandag 23. januar være muligt hver dag fra kl. 10.00-15.00 på telefon 96 35 59 00. Her skal du trykke 2 i tastemenuen for at blive viderestillet til de medarbejdere, der kan svare på spørgsmål vedrørende AaB Shoppen. 

AaB Shoppen kan også kontaktes over mail support@aabshoppen.dk.

Henvendelser vedrørende konferencefaciliteterne på Aalborg Portland Park vil ligeledes blive besvaret dagligt fra kl. 10.00-15.00. Her skal du trykke 3 for at blive viderestillet til VM Madhus, som varetager konferenceaktiviteterne.   

AaB Shoppens fysiske salgssteder på Aalborg Portland Park er kun åbne i forbindelse med hjemmekampe.   

Tags på denne nyhed
'