AaB TV: AaB-FC Fredericia 2-2

14. januar 2023 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

AaB spillede fredag eftermiddag årets første testkamp, da FC Fredericia var modstander på kunstgræsbanen i Gistrup.

FC Fredericia gjorde det bedst i første halvleg, og ti minutter inde i kampen sparkede Nicklas Røjkjær et frisparksmål i nettet for gæsterne, der kunne gå til pause foran 1-0.

Anden halvleg var klart bedre for nordjyderne, der var farlige ved Anosike Ementa allerede et minut efter pausen, og blot tre minutter efter pausen fandt Anosike Ementa så målet, da han udnyttede Louka Prips fine oplæg til udligningen 1-1.

Louka Prip stod selv for scoringen til 2-1 ca. midtvejs i anden halvleg, da et skarpt indlæg fra venstrekanten gik direkte i mål.

AaB kontrollerede anden halvleg og havde muligheder for at udbygge føringen, men i stedet udlignede FC Fredericias Andreas Lausen til slutresultatet 2-2 fem minutter før tid.

Se fyldigt sammendrag af kampen og få reaktioner fra cheftræner Erik Hamrén og målscorer Anosike Ementa i videoen øverst.

Tags på denne nyhed

Uafgjort i første test

13. januar 2023 kl. 15:41 af Brian Andersen

En skidt første halvleg og en god anden halvleg af AaB retfærdiggjorde udfaldet.

Indledningen bestod af pænt spil fra begge mandskaber, men da gæsternes Nicklas Røjkjær med et smukt frisparksmål efter 11 minutter bragte FC Fredericia i front, overtog udeholdet styringen.

Fem minutter senere måtte AaB-keeper Theo Sander således i to omgange afværge fra tæt hold fra gæsternes anfører Jeppe Gertsen, mens AaB’s første nærgående forsøg lod vente på sig indtil det 25. minut, hvor Oliver Ross’ afslutning fra distancen gik tæt forbi den ene opstander.

Efter den halve time havde en fri Jeppe Gertsen en god mulighed, men hovedstødet gik over mål, og det samme blev udfaldet for Adam Jakobsen, da han headede i halvlegens sidste minut.

Fra anden halvlegs begyndelse fik AaB imidlertid sat skik på spillet med højere tempo og mere hårdhed i duellerne, og allerede efter 47 minutter fik en veloplagt Louka Prip gjort forarbejdet for Anosike Ementa, men den flade afslutning blev blokeret før læderet passerede mållinjen.

Blot to minutter senere var de samme to spillere igen i aktion, og denne gang blev Louka Prips præcise bold fra højre flot flugtet højt i netmaskerne af Anosike Ementa til 1-1.

Efter 63 minutter kom også føringsmålet til AaB, da Louka Prips skarpe indlæg fra højre passerede alt og alle og gik ind ved den fjerneste stolpe.

I fortsættelsen var både Anosike Ementa og Jeppe Pedersen tæt på at øge føringen, men det skete aldrig, hvorfor FC Fredericia ved et sjældent besøg i anden halvleg i AaB’s straffesparksfelt fem minutter før tid kunne skrabe kuglen over stregen ved Andreas Lausen.

Louka Prip testede i næstsidste minut uden held FC Fredericias bageste skanse endnu engang, men flere scoringer blev det ikke til på en dag, hvor 27 mand fik spilletid for AaB.

Næste testkamp spilles om en uge på udebane mod AC Horsens.

Matchfacts – testkamp
AaB-FC Fredericia 2-2 (0-1)
11. min 0-1 Nicklas Røjkjær, 49. min 1-1 Anosike Ementa, 63. min 2-1 Louka Prip, 85. min 2-2 Andreas Lausen.

AaB (4-3-3): Theo Sander (46: Josip Posavec), Kasper Jørgensen (31: Kristoffer Pallesen (61: Kilian Ludewig)), Sebastian Otoa (46: Daniel Granli), Anders Hagelskjær (46: Jonas Skulstad), Andreas Poulsen (46: Jakob Ahlmann (76: Emil Nymann)), Oliver Ross (46: Jeppe Pedersen), Malthe Højholt (46: Lucas Andersen), Iver Fossum (31: Gustav Dahl (61: Pedro Ferreira)), Allan Sousa (46: Louka Prip), Milan Makaric (46: Anosike Eementa (76: Donovan Bagou)), Fisnik Isaki (31: Younes Bakiz (61: Anders Noshe)).

Tags på denne nyhed

Sæsonkortholdere kan nu tilmelde sig preseason

13. januar 2023 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

AaB’s sæsonkortholdere og samarbejdspartnere er inviteret til et stort preseason-arrangement 14. februar, hvor AaB og hovedpartner Arbejdernes Landsbank byder inden for i Aalborg Kongres og Kultur Center.

Alle sæsonkortholdere modtog i går en mail angående tilmelding, og AaB’s samarbejdspartnere har ligeledes fået en mail omkring tilmelding i denne uge. Alle sæsonkortholdere kan på www.billet.aabsport.dk logge ind med den profil, som er tilknyttet deres sæsonkort. Her vil alle sæsonkortholdere kunne hente én billet til arrangementet.

Dørene til det store preseason-arrangement i Aalborg Kongres og Kultur Center åbner kl. 17.30 tirsdag 14. februar. Her vil alle gæster blive mødt af AaB’s 3F Superligaspillere, der også vil servere stadionplatter til alle.

Arbejdernes Landsbank er værter for en øl eller en sodavand, og i foyeren vil der være forskellige aktiviteter, inden dørene til Aalborg Hallen åbnes.

Selve preseason-arrangementet begynder kl. 19.00 i Aalborg Hallen med værterne Peter Skram og Ole Madsen. De vil dirigere alle godt igennem en aften med indslag fra blandt andre administrerende direktør Thomas Bælum, cheftræner Erik Hamrén, akademichef Jacob Larsen og spillertruppen.

Derudover vil aftenen også byde på unikke oplevelser og ikke-tidligere viste optagelser.

Showet slutter kl. 21.00, hvorefter man kan runde aftenen af med sine medians i foyeren frem til kl. 22.30.

Billetterne til preseason fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Tags på denne nyhed

Standerhejsning på søndag

13. januar 2023 kl. 07:47 af Rasmus Estrup

Efter to år med online standerhejsning er der søndag 15. januar atter en klassisk standerhejsning i AaB af 1885 for alle medlemmer fra U/10 og opefter. 

Standerhejsningen foregår naturligvis på AaB's anlæg på Hornevej, og fra kl. 10.00 til 10.15 vil der være standerhejsning og tale. 

Dernæst vil der være aktiviteter på anlægget frem til 11.30, hvor der traditionen tro serveres suppe i caféen. 

Alle nuværende og tidligere medlemmer er velkommen på Hornevej på søndag. 

Tags på denne nyhed

AaB foran første testkamp

12. januar 2023 kl. 15:51 af Rasmus Estrup

AaB tager i morgen fat på forårets første testkamp, når 1. divisionsklubben FC Fredericia er modstander. Opgøret spilles på kunstgræsbanen hos partnerklubben LKB Gistrup, hvor AaB’s træning også er foregået siden nytår. Adressen er Hadsundvej 407, 9260 Gistrup.

De fleste AaB-spillere vil i morgen få 30 minutters spilletid, mens andre fra truppen vil få op til 45 minutters kamp i benene.

Som udgangspunkt er hele 3F Superligatruppen udtaget, ligesom spillere fra AaB Akademiet vil supplere den samlede spillertrup.

Nico Mantl og Marco Ramkilde sidder dog med sikkerhed over, og det kan også være, at andre fra 3F Superligatruppen sidder over på grund af småskavanker. Dette vurderes i morgen.

Det er gratis for alle interesserede at overvære kampen, som i øvrigt livestreames på nordjyske.dk. På AaB’s officielle Twitterkonto vil der være liveopdateringer fra kampen. Efterfølgende kan et referat læses på www.aabsport.dk, hvor der lørdag vil følge et sammendrag af opgøret.

Tags på denne nyhed
'