Skulstad på kontrakt
AaB og norske Jonas Skulstad har indgået en toårig aftale.
Den 24-årige midterforsvarer har i forbindelse med sine studier i Aalborg også optrådt for AaB’s hold i Danmarkserien, og ved flere lejligheder i det seneste halve år har nordmanden indgået i træningen sammen med Superligatruppen, hvor han har imponeret cheftræner Erik Hamrén og den øvrige trænerstab.
Derfor var Jonas Skulstad også indkaldt, da AaB tidligere i forberedelsesfasen spillede testkamp mod FC Fredericia, ligesom han i øjeblikket er en del af AaB’s træningslejr i Oliva i Spanien, hvor han i går spillede en time i en testkamp.
AaB’s administrerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum udtaler:
- I fodboldverdenen sker det vel i dag meget sjældent, at en spiller går fra en klubs Danmarksseriehold til samme klubs Superligatrup, så i den forbindelse skal der lyde en cadeau til setuppet omkring vores Danmarksseriehold i AaB, hvor Jonas har vist sig frem i første omgang.
- Jonas er fysisk stærk, har et godt hovedspil og et fint venstreben og er spilintelligent, og så er han meget verbal, når han er på banen, og nu bliver det spændende at følge ham i den fortsatte udvikling, siger Thomas Bælum.
Jonas Skulstad har fået sin fodboldopdragelse i Egersunds I.K. og den norske 2. division, ligesom han har spillet collegefodbold i USA.
- Det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, at jeg nu har fået min første professionelle kontrakt og kan leve af at spille fodbold. At det samtidig er hos en stor klub som AaB, er noget, som jeg superstolt over. Holdet er fuld af søde gutter med masser af individuel kvalitet, og jeg glæder mig meget til sæsonen og til at træne med Superligaholdet hver dag, siger Jonas Skulstad.
- Siden jeg for halvandet år siden begyndte på Danmarksserieholdet i AaB af 1885, har jeg haft fornemmelsen af, at jeg godt kunne nå et højere niveau, men at næste skridt skulle være Superligaen, og at det skulle gå så hurtigt, havde jeg ikke forventet. Så det er enormt fedt, og jeg glæder mig til at kunne vise mit værd, fortsætte med at videreudvikle mig og gribe chancen, når jeg får den, lyder det fra Jonas Skulstad.
Jonas Skulstad vil optræde med nummer 24 for AaB og har kontrakt indtil 31. december 2024.