AaB og DBU Jylland har indgået et nyt samarbejde omkring et uddannelsesforløb/forum for børnetrænerledere i AaB’s nordjyske partnerklubber.
Gennem et nyt samarbejde vil AaB og DBU Jylland til foråret oprette et såkaldt børnetrænerlederforum, der vil fungere som et sparring- og inspirationsrum for børnetrænerledere, hvilket kan være alt fra formænd, børneudviklingstrænere, børneansvarlige eller børnetrænere, i AaB’s mange nordjyske partnerklubber.
Det nye samarbejde bygger på tankerne fra Dansk Boldspil-Unions børnestrategi om DBU Børneklubber, der lægger op til, at man skal samarbejde omkring udviklingen af børnefodbolden i Danmark med det fokus, at børnefodbold hverken er elitefodbold eller breddefodbold, men netop børnefodbold.
Fire gange årligt vil AaB og DBU Jylland samle deltagerne i det nordjyske børnetrænerlederforum for at udvikle børnefodbolden i klubberne og dermed også i hele Nordjylland.
- For os i AaB er det aldeles vigtigt, at børnefodbolden i hver enkelt partnerklub udvikler sig i en positiv retning, så vi har så mange glade fodboldspillere i hele regionen som muligt. Det forsøger vi at hjælpe med på forskellige måder. Oprettelsen af et børnetrænerlederforum er endnu et vigtigt element for at styrke indsatsen for udviklingen af børnetrænerne i partnerklubbene - og dermed også børnefodbolden i Nordjylland, siger AaB’s akademichef Jacob Larsen og fortsætter:
- Mange af vores partnerklubber gør i forvejen en rigtig stor indsats for børnefodbolden, og vi håber, at dette børnetrænerlederforum kan være med til at skubbe endnu mere til den gode udvikling. Særligt fordi vi er gået sammen med DBU Jylland, om at skabe dette forum, hvor vi bruger hinandens kompetencer og ressourcer til at sikre kvalitativ børnetræning i partnerklubberne uanset niveau.
Børnefaglig rådgiver/Teamleder Peter Davies fra DBU Jylland udtaler:
- Vi vil sikre, at alle børn får god og understøttende fodboldtræning uanset niveau, så børnene oplever, at de udvikler sig, har det sjovt og er en del af et fællesskab. Ved at samle de kompetencer, vi har i DBU Jylland, og de kompetencer, der er i AaB, kan vi sammen udvikle børnetrænerlederne i de nordjyske fodboldklubber, så vi sikrer en positiv udvikling i børnefodbolden.
- Det er naturligvis en forudsætning, at hver enkelt nordjysk klub prioriterer udviklingen af børnefodbolden. Det kan vi se, at mange nordjyske klubber allerede gør, og vi håber, at vi med dette samarbejde kan være med til både at få flere klubber med på ideen og videreudvikle de klubber, der i forvejen gør en stor indsats på området, siger Peter Davies.
Det nye børnetrænerlederforum vil have første samling i marts 2024, og der vil foruden samlinger på AaB’s træningsanlæg på Hornevej også være et arrangement på Aalborg Portland Park i forbindelse med en af AaB’s hjemmekampe.
Tilmelding foregår via AaB. Nærmere info om dette følger i begyndelsen af 2024.