Sen scoring sikrer AaB-sejr i Hobro

24. august 2023 kl. 20:55 af Rasmus Estrup

Torsdagens velbesøgte udekamp på DS Arena i Hobro med 1.300 AaB-fans i et fyldt udebaneafsnit endte med en AaB-sejr på 2-1. Hjemmeholdet kom foran efter få sekunder, Josip Posavec reddede straffe efter en halv times tid, og kort inden pausen udlignede Jakob Ahlmann. I tillægstiden scorede Kasper Jørgensen sejrsmålet for AaB. 

AaB fik ellers den værst tænkelige start på opgøret, da hjemmeholdet efter blot 15 sekunder kom foran 1-0. Få sekunder efter første fløjt fandt Hobro I.K.'s Frederik Elkær plads over venstrekanten, hvorfra han slog et indlæg ind i panden på en fri Frederik Mortensen, der headede læderet forbi Josip Posavec og ind i AaB-målet. 

Første chance til AaB tilfaldt Lucas Andersen, da Melker Widell fik plads på højrefløjen og med et fladt indlæg fandt AaB-anføreren, som fra yderkanten af feltet måtte se sin flade afslutning reddet af Jonathan Fischer i Hobro-kassen. 

Hobro-målmanden kom også på arbejde et minut senere, da Malthe Højholt efter en pasning fra Jakob Ahlmann var fri til afslutning i Hobro-feltet. Afslutningen fra AaB's nummer 14 sad dog lige på keeperen. 

AaB fortsatte med at lægge pres på det gulklædte mandskab, og efter ni minutter sparkede Nicklas Helenius over fra kanten af feltet efter et farligt boldtab af hjemmeholdet. 

Det rød-hvide udehold fik også et par rigtig gode frisparksmuligheder, der begge blev sendt i muren, inden Hobro I.K.'s Laurs Skjellerup på en omstilling kom forbi Lars Kramer og fik en friløber med Josip Posavec. AaB-keeperen hev dog en stærk redning frem og vandt duellen i det 18. minut. 

Hjemmeholdet sparkede i de næste par minutter et par langskud over mål, før Allan Sousa midt i første halvleg flugtede et langskud lige på Jonathan Fischer i modsatte ende. 

I det 30. minut tog Mads Freundlich sigte mod målhjørnet på et langskud, men en velspillende Josip Posavec nåede op under overliggeren med en ny parade. Kort efter var AaB-keeperen alene med en helt fri Laurs Skjellerup, som denne gang sparkede bolden forbi både den fremadstormende målmand og AaB-målet. 

Hobro I.K. blev ved med at lægge et tryk på AaB-feltet, og efter 33 minutter fik hjemmeholdet et straffespark efter et hjørnespark. Muamer Brajanac forsøgte sig fra pletten, men den kroatiske AaB-keeper hev en fremragende redning frem ved stolperoden og fik dernæst viftet returbolden væk fra det lille felt, hvorefter hjemmeholdet sparkede over mål. 

Fem minutter før pausen kunne AaB så bringe balance på måltavlen. Efter et godt sammenspil i venstresiden lagde Allan Sousa bolden frem til Jakob Ahlmann, som trak ind i feltet og med en flad afslutning mod fjerneste stolpe sendte venstrebacken 1-1-scoringen over stregen. 

Inden pausen kom AaB til yderligere to chancer. Først drev Nicklas Helenius bolden frem i feltet og afleverede på tværs til Kasper Jørgensen, der dog fik sin afslutning blokeret. Det samme blev en spids afslutning fra Nicklas Helenius efter en god dyb bold fra Malthe Højholt. Dermed lød pausestillingen på 1-1.

Fra anden halvlegs start kom Oliver Ross ind i stedet for Lucas Andersen, og halvandet minut efter pausen driblede Allan Sousa sig vej til en afslutning, der blev afværget af hjemmeholdets forsvar. 

Et par minutter senere drejede Melker Widell rundt i feltet og flugtede lige på Jonathan Fischer, inden først Oliver Ross og siden Malthe Højholt forsøgte sig uden held. 

Ti minutter inde i anden halvleg var Hobro I.K. nærgående med et par langskud, der dog blev blokeret og gik forbi. Tættest på var Mathias Kristensen med et flot langskud, der gik lige forbi fjerneste målhjørne. 

Efter ca. en times spil blev målscorer Jakob Ahlmann erstattet med Andreas Poulsen, og kort efter leverede Melker Widell en flot detalje, inden han selv sparkede læderet op på tribunen med 1.300 AaB-fans. 

I modsatte ende headede Muamer Brajanac et hovedstød over fra tæt hold, og straks efter blev Melker Widell udskiftet med Younes Bakiz. 

Efter 73 minutter var Hobro I.K. på ny nærgående, da en afslutning fra kanten af feltet blev afrettet forbi AaB-målet, og syv minutter efter var der officiel AaB-debut til Richard Odada, der blev skiftet ind i stedet for Pedro Ferreira. 

AaB sad efterfølgende tungt på spillet, og efter 88 minutter dumpede bolden ned i feltet til en helt fri Nicklas Helenius, der tordnede bolden mod mål, men inde på stregen kom Jonathan Fischer i vejen for læderet. 

Lige inden stadionuret rundede 90 minutter kom Oliver Ross også til en mulighed, da han fra kanten af feltet fik dirigeret sit spark ud til et hjørne. 

Dette endte i sidste ende med en nedfaldsbold til Kasper Jørgensen, som bankede 2-1-scoringen i nettet til slutresultatet. 

Sejren betyder, at AaB efter seks runder indtager førstepladsen i NordicBet Ligaen med 14 point. 

AaB spiller igen allerede på søndag, hvor Hillerød Fodbold gæster Aalborg Portland Park kl. 15.00. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Matchfacts - NordicBet Ligaen, grundspil, 6. spillerunde

Hobro I.K.-AaB 1-2 (1-1)
1. min 1-0 Frederik Mortensen, 41. min 1-1 Jakob Ahlmann, 90. min 1-2 Kasper Jørgensen
Advarsler Hobro I.K.: Mads Freundlich (54), Frederik Mortensen (66)
Advarsler AaB: Josip Posavec (35), Allan Sousa (37), Malthe Højholt (43), Melker Widell (51), Oliver Ross (74)
5.225 tilskuere på DS Arena

Hobro I.K.: Jonathan Fischer, Oliver Klitten, Emil Søgaard, Simon Skou Jakobsen (83: Soumaila Ouattara), Frederik Dietz, Frederik Elkær (83: Oliver Overgaard), Frederik Mortensen, Mads Freundlich (76: Abdoul Yoda), Mathias Kristensen (62: Villads Rasmussen), Laurs Skjelleup (76: Moubarack Campaoré), Muamer Brajanac.

AaB (4-2-3-1): Josip Posavec, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann (62: Andreas Poulsen), Malthe Højholt, Pedro Ferreira (80: Richard Odada), Allan Sousa, Melker Widell (69: Younes Bakiz), Lucas Andersen (46: Oliver Ross), Nicklas Helenius. 

Dommer: Jonas Bøgelund

Tags på denne nyhed

Bertil Grønkjær udtaget til U/17-landshold

24. august 2023 kl. 10:25 af Rasmus Estrup

U/17-landsholdet deltager i september i en venskabsturnering i Tyskland, og med i truppen er Bertil Grønkjær fra AaB Akademiet. 

I turneringen spiller Danmark mod Italien 7. september, mod Tyskland 9. september og mod Israel 12. september. 

Inden kampene i Tyskland har Bertil Grønkjær spillet syv ungdomslandskampe, hvoraf to af dem har været for U/17-landsholdet. 

Tags på denne nyhed

Hiljemark ser frem til lokalopgøret i Hobro

24. august 2023 kl. 08:53 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 venter der AaB et nordjysk lokalopgør på udebane mod Hobro I.K.

Udebaneafsnittet med plads til 1.300 AaB-fans er udsolgt, og har du ikke fået billet til kampen, kan opgøret følges på Viaplay. 

Inden aftenens kamp kan du i dette interview høre fra cheftræner Oscar Hiljemark, der sætter ord på forventningerne til dagens nordjyske duel på DS Arena. 

Tags på denne nyhed

Ændring i åbningstiden for kundeservice i dag

24. august 2023 kl. 07:44 af Rasmus Estrup

Sædvanligvis er åbningstiderne for AaB’s kundeservice på Hornevej og på telefonen tirsdag og torsdag fra kl. 13.00 til 16.00, men på grund af udekampen mod Hobro I.K. i dag, er dagens åbningstider ændret, så kundeservice er åbent fra kl. 13.00 til kl. 15.00. 

I næste uge er åbningstiderne som sædvanligt fra kl. 13.00 til 16.00 tirsdage og torsdage. 

AaB’s kundeservice kan tilgås i administrationsbygningen på Hornevej 2, 9220 Aalborg Øst eller på telefon 96 35 59 00.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Seks tidligere AaB-mål i Hobro

23. august 2023 kl. 11:28 af Rasmus Estrup

Udebaneafsnittet er udsolgt til morgen, hvor AaB kl. 19.00 møder Hobro I.K. på udebane i sjette runde af NordicBet Ligaen. Det er første gang siden 2019, at AaB gæster DS Arena i en gældende kamp. 

Inden udekampen i morgen kan du i denne video få et gensyn med seks af AaB's tidligere scoringer på DS Arena. 

Se blandt andet et sent sejrsmål af Kasper Risgård i 2015, flotte scoringer af Tom van Weert og Lucas Andersen fra 5-0-sejren i 2018 samt de to AaB-kasser fra 2-0-sejren i vores seneste besøg i Hobro. 

Har du ikke nået at få billet til udebaneafsnittet i morgen, kan du følge kampen på Viaplay. 

Tags på denne nyhed
'