Hiljemark før pokalkampen mod Egen UI

15. august 2023 kl. 10:20 af Rasmus Estrup

AaB træder i dag ind i første runde af Oddset Pokalen, hvor Egen Ungdoms- og Idrætsforeningen er modstander. 

Egen UI er en Jyllandsserieklub, som i weekenden spillede sæsonens første kamp, hvor dagens hjemmehold spillede 2-2 mod Give Fremad. 

Kampstart i dag er kl. 17.00 på Linak Arena ved Guderup Idrætsanlæg på Als. Inden kampstart kan du i denne video se et interview med cheftræner Oscar Hiljemark. 

Dagens kamp livestreames på pokalturnering.dk. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Mød Richard Odada

15. august 2023 kl. 09:35 af Rasmus Estrup

AaB har for resten af denne sæson lejet Richard Odada fra Major League Soccer-klubben Philadelphia Union. 

Den 22-årige kenyanske landsholdsspiller betegner sig selv som en forsvarende spiller, der oftest huserer på den centrale midtbane. 

Se Richard Odadas første interview i AaB-trøjen i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

AaB lejer midtbanespiller hos Philadelphia Union

15. august 2023 kl. 09:00 af Brian Andersen

Den fysisk stærke spiller opererer primært på den centrale midtbane, men kan også dække pladserne i midterforsvaret.

22-årige Richard Odada er i forhold til spilletid kommet i overskud i MLS-klubben, hvor der er en begrænsning i antallet af udlændinge.

Richard Odada er noteret for fem A-landskampe og to U/20-landskampe for Kenya, og i perioden 2019 til 2022 optrådte han i den serbiske liga.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Richard Odada har vi i en længere periode haft interesse i, og vi er glade for, at en aftale nu er faldet på plads med Philadelphia Union.

- Richard er en duel- og hovedspilsstærk spiller, der har sine primære forcer i defensiven, hvor han er dygtig til at beskytte forsvaret, men samtidig har han et fint teknisk niveau på bolden, og vi ser ham som en glimrende tilføjelse til vores trup, siger Ole Jan Kappmeier.

Richard Odada ser frem til at fortsætte karrieren i Danmark:

- Jeg er glad for at være i en historisk klub som AaB, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe holdet med at få en god sæson. Jeg har allerede set, at AaB har et smukt stadion og nogle gode træningsfaciliteter, så jeg glæder mig til at komme i gang og arbejde hårdt.

- Som type er jeg en forsvarende spiller, der ofte har været placeret på den centrale midtbane, som defensiv midtbanespiller, og min styrke ligger i at erobre bolden og hurtigt distribuere den fremad for at skabe omstillinger. Det håber jeg også på at kunne bidrage med for AaB, siger Richard Odada.

Richard Odada får trøje nummer 16 i AaB.

Tags på denne nyhed

AaB sælger Granli

14. august 2023 kl. 17:00 af Brian Andersen

Daniel Granli kom i september 2020 til AaB fra svenske AIK Stockholm. Forinden havde Daniel Granli i sit hjemland optrådt for Oslo-klubben Stabæk.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Af private årsager har det været et stort ønske for Daniel at komme til netop Holland, og med aftalen med ADO Den Haag er vores betingelser for et skifte blevet opfyldt.

- Alene kampantallet (88, red.) vidner om, at Daniel i de seneste knap tre år har været en værdifuld spiller for AaB, og Daniels alsidighed har også gjort, at han udover sin favoritposition i det centrale forsvar ligeledes i perioder har bidraget på begge backpositioner, siger Ole Jan Kappmeier og tilføjer:

- Vi vil gerne takke Daniel for indsatsen for vores klub og ønsker ham held og lykke i Holland.

Daniel Granli, der havde kontraktudløb med AaB 30. juni 2024, siger:

- Jeg har af familiære årsager gennem længere tid haft et ønske om at komme til Holland, hvor min kone både er fra og driver forretning, og det har AaB udvist forståelse for. Da denne mulighed opstod, var det derfor en god løsning for både klubben, min familie og mig.

- Derfor er det både med glæde og en lidt vemodig fornemmelse, at jeg forlader AaB, for jeg har haft det rigtig godt i klubben, siden jeg kom hertil på et lejeophold i 2020. Desværre var sidste sæson tung, men sådan er fodbold, og det er først og fremmest de mange gode stunder og de mange gode mennesker, jeg har mødt i klubben og byen, som jeg vil huske. Min søn er også født i Aalborg, så byen vil for altid have en stor betydning for os, siger Daniel Granli og fortsætter:

- Jeg vil gerne takke mine holdkammerater, trænerstaben, administrationen samt alle i og omkring AaB for en god tid. Derudover skal der også lyde en stor tak til fansene. Jeg kom hertil under corona og husker stadig, hvordan det var at mærke opbakningen fra tribunerne, da fansene for første gang måtte være tilbage på tribunerne. Især i foråret og i begyndelsen af denne sæson har jeg været meget imponeret over den store opbakning, der har været, og jeg håber, at fansene vil fortsætte med at hjælpe holdet fremover, for jeg ønsker AaB alt det bedste, slutter Daniel Granli.

I sine 88 officielle kampe for AaB blev det også til tre scoringer for Daniel Granli.

Tags på denne nyhed

AaB bærer klubdragten mod Egen UI

13. august 2023 kl. 11:56 af Rasmus Estrup

På tirsdag tager AaB hul på Oddset Pokalen, når Egen Ungdoms- og Idrætsforening venter i første runde. Da hjemmeholdet fra Als spiller i grøn, kan AaB bære den rød-hvide stribede kludbragt fra Macron.

AaB spiller så vidt muligt altid i den rød-hvide klubdragt, som i denne sæson er en hyldest til fan- og stadionsangen “Som Ramt af Lynet”, som AaB’s fanscene introducerede i 2019 og synger før kickoff til hver hjemmekamp.

Klubdragtens rød-hvide striber tager i den forbindelse form af lyn i denne sæson som reference til “Som Ramt af Lynet”, hvilket også giver klubdragten et mere dynamisk udtryk.

Klubtrøjen er ligesom både andentrøjen og håndsrækningstrøjen skabt i et tæt samarbejde mellem AaB og Macron, og dragterne er designet og produceret ved Macrons hovedkontor i Bologna og er i samme høje kvalitet som sædvanlig.  

Spillersættene er skabt i det miljøvenlige, lette og åndbare Eco-Softlock-materiale, der er produceret af 100% genanvendt plastic. Eco-Softlock er certificeret af Global Recycled Standard, den vigtigste internationale standard for bæredygtig produktion af tøj og tekstiler.

Køb AaB’s klubdragt på www.aabshoppen.dk.

Tags på denne nyhed
'