Trods et føringsmål af Allan Sousa i første halvleg måtte AaB nøjes med uafgjort i fredagens udekamp mod FC Midtjylland, der udlignede i slutfasen.
AaB fik kun et enkelt point med fra fredagskampen på MCH Arena mod FC Midtjylland, da hjemmeholdet i 82. minut udlignede til slutresultatet 1-1. Allan Sousa havde ellers bragt AaB foran i slutningen af første halvleg.
Opgøret begyndte livligt med tidlige muligheder i begge ender. Hjemmeholdets Oliver Sørensen sparkede efter et minut forbi fra en spids vinkel, og efter tre minutter sigtede Allan Sousa mod målhjørnet på et direkte hjørnespark, som Jonas Lössl måtte ud i fuld længde for at afværge.
Derefter havde Iver Fossum et langskud, der gik langt over, og Gustav Isaksen blev blokeret i AaB-feltet af Lars Kramer, inden stadionuret passerede femte minut.
11 minutter inde i fredagskampen tog Gustav Isaksen sigte fra en god position i udkanten af feltet, men den flade FCM-afslutning reddede Nico Mantl i AaB-målet. Syv minutter senere sad et hovedstød fra hjemmeholdets Frederik Heiselberg lige på AaB-keeperen, inden Nicklas Helenius i modsatte ende sparkede et fladt langskud forbi.
Midt i første halvleg kom AaB frem til flere gode muligheder. Først drejede Louka Prip rundt i FC Midtjyllands felt og trykkede på kassen, men afslutningen sad lige på FCM-keeperen. Kort efter fik Allan Sousa og Louka Prip en stor omstillingsmulighed, og igen endte det med en afslutning fra sidstnævnte, der kunne se Jonas Lössl skubbe afslutningen ud af feltet. Her samlede Allan Sousa bolden op, og brasilianerens giftige indlæg ramte overliggeren, hvorefter hjemmeholdet kunne ånde lettet op.
Efter 26 minutter var det så hjemmeholdet, der fik en stor kontrachance, men igen kom Nico Mantl i vejen for afslutningen, der denne gang faldt fra Armin Gigovic.
Seks minutter senere fik AaB kampens hidtil største chance, da Louka Prip med et præcist indlæg fandt en helt fri Nicklas Helenius midt for mål. AaB-angriberens hovedstød fra kanten af det lille felt sad desværre lige på Jonas Lössl, der dog blev tvunget til at give en returbold til Allan Sousa, som også fik sit forsøg en meter fra målstregen reddet, inden han blev vinket offside.
Ti minutter før pausen fik Louka Prip to afslutninger i hjemmeholdets felt blokeret, inden også Younes Bakiz få sekunder senere ramte en blokade. AaB fortsatte med at trykke på, og et par minutter senere blev et langskud fra Louka Prip afrettet, så det desværre sneg sig lige forbi stolpen.
Fire minutter før pausen var der endelig gevinst for AaB. Daniel Granli headede et indlæg fra bagerste område på tværs til Allan Sousa, og AaB's nummer syv flugtede læderet i netmaskerne ved modsatte opstander til en nordjysk føring på 1-0.
Kort inden pausefløjtet testede Armin Gigovic Nico Mantl med et kompetent langskud, men tyskeren reddede flot forsøget mod højre målhjørne.
Anden halvlegs første par chancer tilfaldt FC Midtjyllands Gustav Isaksen. Den første sendte han op på tribunen, mens den anden - en stor omstillingschance, hvor han endte alene med Nico Mantl - blev reddet af AaB's tyske keeper, der hev en stærk fodparade frem.
I 62. minut blev Lucas Andersen og Pedro Ferreira sendt på banen umiddelbart inden Nicklas Helenius sendte et frispark fra en farlig position lige i favnen på FC Midtjyllands målmand. Sidstnævnte skulle heller ikke anstrenge sig meget for at samle et fladt forsøg fra Allan Sousa op kort efter.
Midt i anden halvleg blev et indlæg fra Malthe Højholt sendt ind i panden på Nicklas Helenius, der dog headede forbi, og 20 minutter før tid kunne Nico Mantl i modsatte ende sætte hænderne på et fladt hug fra Kristoffer Olsson.
Efter 78 minutter sparkede Aral Simsir et giftigt frispark lige uden for AaB-feltet mod mål. Frisparket var med en afretning i AaB-muren ved at snyde Nico Mantl, men AaB-keeperen fik armen på bolden, der fortsatte ind på stolpen og væk fra målet.
I modsatte ende var Lucas Andersen tæt på at udbygge AaB's føring kort efter, da han driblede sig frem til en afslutning midt i feltet. Men forsøget blev reddet af en refleksredning fra Jonas Lössl, der dog sendte returbolden ud til Nicklas Helenius, som efterfølgende blev vinket offside.
Blot et minut senere kunne FC Midtjylland så udligne til 1-1, da Gustav Isaksens langskud tog en heldig afretning og klistrede sig op ad den ene opstander.
Fem minutter før tid fik gæsternes indskiftede angriber Edward Chilufya sendt en afslutning lige på AaB-målmanden, og kort efter satte AaB Marco Ramkilde på banen.
Tillægstiden bød på et par muligheder til hjemmeholdet, der dog ikke kunne finde vej til netmaskerne for anden gang. Dermed sluttede kampen 1-1.
Pointdelingen betyder, at AaB inden weekendens øvrige kampe ligger på 11. pladsen med syv point op til AC Horsens over nedrykningsstregen.
AaB's næste kamp spilles om en uge, fredag 21. april på udebane mod Silkeborg I.F. Næste hjemmekamp i 3F Superligaen følger søndag 30. april kl. 14.00 mod Lyngby Boldklub. Du kan købe billetter til hjemmekampen her.
Matchfacts - 3F Superliga, Kvalifikationsspil, 25. spillerunde
FC Midtjylland-AaB 1-1 (0-1)
42. min 0-1 Allan Sousa, 82. min 1-1 Gustav Isaksen
Advarsler FC Midtjylland: Mads Døhr Tychosen (33), Juninho (59)
Advarsler AaB: Rasmus Thelander (78), Pedro Ferreira (87), Iver Fossum (90)
7.334 tilskuere på MCH Arena
FC Midtjylland (4-4-2): Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Stefan Gartenmann, Juninho, Mads Døhr Thychosen (57: Paulinho), Emiliano Martínez (57: Aral Simsir), Kristoffer Olsson, Armin Gigovic, Oliver Sørensen (74: Edward Chilufya), Gustav Isaksen, Frederik Heiselberg (Junior Brumado).
AaB (4-3-3): Nico Mantl, Kristoffer Pallesen, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Daniel Granli, Iver Fossum, Malthe Højholt, Younes Bakiz (62: Pedro Ferreira), Louka Prip (62: Lucas Andersen), Nicklas Helenius (88: Marco Ramkilde), Allan Sousa.
Dommer: Jacob Karlsen