AaB TV: Målene fra første kvartfinale

5. april 2023 kl. 15:08 af Rasmus Estrup

AaB går ind til pokalkvartfinalens returopgør mod Viborg F.F. i morgen med en 2-0-føring i bagagen fra første kamp på Aalborg Portland Park. 

Kampen i morgen spilles kl. 15.00 på Energi Viborg Arena, og du kan købe billetter til pokalopgøret her. Flere end 850 AaB-fans har allerede billet til udebaneafsnittet. 

Inden pokalduellen i morgen kan du i videoen øverst gense Louka Prips to mål fra det første kvartfinalemøde på Aalborg Portland Park.  

Læs her, hvordan du kan støtte AaB i pokalkampen. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om Viborg F.F. og AaB…

5. april 2023 kl. 10:34 af Brian Andersen

- at AaB inden påskens returopgør i Viborg har en føring på 2-0 efter to scoringer af Louka Prip i den første indbyrdes pokalduel på Aalborg Portland Park 2. marts.

- at AaB og Viborg F.F. dyster over to kampe om en plads i Pokalens semifinaler. For AaB’s vedkommende var klubben senest i semifinalen i foråret 2020, hvorimod Viborg F.F. ikke har været så langt siden foråret 2007.

- at det er tredje sæson med dobbeltopgør i Pokalens kvartfinaler. Endnu er det ikke lykkedes en klub, der tabte første kvartfinaleopgør, at avancere til semifinalen efter det andet opgør.

- at AaB i september 2017 vandt den seneste pokalkamp på udebane mod Viborg F.F., da det blev 5-1 efter 1-1 i ordinær spilletid. AaB’s fem scoringer blev i kampen sat ind af Yann Rolim, Jannik Pohl, Frederik Børsting, Pavol Safranko og Kasper Risgård.

- at AaB senest var på besøg på Energi Viborg Arena, da det i sæsonpremieren i 3F Superligaen 17. juli 2022 sluttede 2-1 til Viborg F.F. Anders Hagelskjær scorede for AaB, mens Iver Fossum i dommerens tillægstid brændte et straffespark.

- at AaB’s allerførste kamp i pokalturneringen var i november 1954 mod netop Viborg F.F. Kampen i Viborg endte med en hjemmesejr på 2-1 til holdet fra Jyllandsserien mod AaB’s mandskab fra 2. division.

- at AaB tre gange har vundet pokaltitlen – i 2014, 1970 og 1966 – og herudover har deltaget i finalen yderligere ni gange – senest i 2020.

- at Viborg F.F. og AaB mødtes pokalfinalen i 2000. Dengang endte kampen med et nederlag til AaB på 1-0.

- at dommer i morgen er Mads-Kristoffer Kristoffersen, der i øvrigt også dømte førnævnte sæsonpremiere i indeværende sæson.

(Kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Prip: Vi skal gå til angreb

5. april 2023 kl. 09:24 af Rasmus Estrup

AaB går ind til torsdagens pokalkvartfinale mod Viborg F.F. med en 2-0-føring efter en hjemmesejr på Aalborg Portland Park i begyndelsen af marts. Her var det to mål af Louka Prip, der sikrede nordjyderne et godt udgangspunkt forud for returkampen skærtorsdag kl. 15.00.

- Vi har et fint forspring på 2-0, men vi ved også, at Viborg F.F. er et godt hold, og de kan gøre ondt på os, hvis vi ikke er der 100 procent. Så det skal vi være, siger Louka Prip og fortsætter:

- Vi har fået kigget på, hvad der skal til, for at vi får spillet kampen til vores fordel, og det gør vi ved at gå til angreb. Vi tager ikke til Viborg for at forsvare. Vi skal ud at score flere mål.

AaB fik en god optakt til kampen med en udesejr på 4-0 over AC Horsens i søndags i den første kamp i 3F Superligaens Kvalifikationsspil, og præstationen fra den kamp vil Louka Prip gerne tage med ind i torsdagskampen.

- Vi har et hold, der gerne vil angribe og spille i et højt tempo, og det fik vi gjort i det meste af kampen i søndags. Vi viste kvalitet og kunne også have scoret flere mål, så der er mange positive ting at tage med, og vi fik tanket noget selvtillid, siger Louka Prip, der glædede sig over at mærke den store opbakning fra de mange medrejsende AaB-fans i Horsens.

- Når vi er i den situation, vi er i, så betyder det rigtig meget, at der er så stærk en opbakning. Vi kunne mærke allerede i opvarmningen, at de var der 100 procent, og vi kunne høre dem hele vejen igennem. Så det var simpelthen så forløsende, at vi kunne give dem en sejr og fejre det sammen, siger offensivspilleren.

Louka Prip håber også, at han, holdkammeraterne og fansene har noget at fejre sammen igen på torsdag, hvor ambitionen er at avancere til Pokalens semifinaler.

- Vi går efter at vinde Pokalen. Der er stadig et stykke vej, og vi skal først og fremmest fokusere på at komme forbi et stærkt Viborg-hold på torsdag, siger Louka Prip. 

Læs mere om, hvordan du kan støtte AaB på torsdag her.

Tags på denne nyhed

Bertil Grønkjær med rent bur mod Guinea

5. april 2023 kl. 08:01 af Rasmus Estrup

Efter en 7-0-sejr over Saudi-Arabien i den indledende gruppekamp stod det danske U/16-landshold i går over for Guinea i anden kamp ved en stor international turnering i Frankrig. Målmand Bertil Grønkjær fra AaB Akademiet, der sad på bænken i første opgør, fik fuld spilletid i gårsdagens landskamp, der endte med en dansk sejr på 3-0. 

Kampen i går var Bertil Grønkjærs fjerde for U/16-landsholdet, og han har mulighed for at få en ny landskamp allerede i morgen, hvor danskerne møder Frankrig. 

Efter kampen mod Frankrig skal Danmark spille to placeringskampe. Først den 8. april og siden 10. april. 

Tags på denne nyhed

Påskepakker i AaB Shoppen

4. april 2023 kl. 13:44 af Rasmus Estrup

Påskedagene nærmer sig, og det kan du udnytte i AaB Shoppen, hvor du i denne uge finder Påskepakker. Her kan du købe tre stykker merchandise og kun betale for to af dem. 

Sammensæt din egen Påskepakke her. 

Det er muligt at få del i 3 for 2-tilbuddet indtil søndag 9. april klokken 23.59.

Tags på denne nyhed
'