AaB’s U/19 Ligamandskab vandt weekendens hjemmekamp mod Brøndby I.F. med 3-2, mens det blev til nederlag i U/17- og U/15 Ligaen.
U/19 Ligaen: AaB-Brøndby I.F. 3-2
AaB’s U/19 Ligahold havde lørdag besøg af Brøndby I.F., som blev besejret med 3-2.
AaB fik en perfekt start på kampen, da Oliver Ross sendte et frispark direkte i kassen efter to minutter, og ved pausen var stillingen fortsat 1-0 til AaB.
I anden halvleg kom gæsterne stærkt ud, og med to scoringer af Clement Mutahi Bischoff inden for halvlegens første 12 minutter var Brøndby I.F. pludselig foran 2-1.
Brøndby-målscoreren blev i 59. minut udvist, og herefter ændrede AaB sit presspil, hvilket var med til at ændre kampbilledet.
11 minutter før tid udmøntede det sig i en udligning af Fisnik Isaki til 2-2, og blot tre minutter senere fandt Gustav Dahl Donovan Bagou i det lille felt, hvorfra den indskiftede angriber sikkert satte den sejrsgivende 3-2-scoring i kassen.
- Det var en af de kampe, hvor vi endelig lykkedes med at få skovlen under en af de store klubber, og et af de akademier, vi gerne vil slå. Og selvom Brøndby I.F. var dygtige, så fik vi fulgt gameplanen godt, og vi lykkedes med at være dygtige til at være kompakte og forsvare vores eget felt, samtidig med at vi også kom frem til chancer, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.
- Overordnet set var det en intens og lærerig kamp, og det var fedt at se, at drengene virkelig stod sammen. Da vi kom i overtal, lagde vi vores presspil om, og det gjorde, at vi fik mødt deres opspil meget tidligere, og sammen med indskiftningerne var det med til at vende kampen og sikre os sejren, siger U/19 Ligatræneren.
AaB’s U/19 Ligahold spiller igen på lørdag kl. 13.00 mod Lyngby Boldklub på Hornevej, og inden opgøret ligger AaB på 11. pladsen i U/19 Ligaen.
U/17 Ligaen: AaB-Brøndby I.F. 2-3
I U/17 Ligaholdets kamp mod Brøndby I.F. var cifrene vendt om, da gæsterne snuppede en sejr på 3-2.
Allerede efter tre minutter kom gæsterne foran på et hjørnespark, og i det første kvarter var Brøndby I.F. mest toneangivende, men efterfølgende kæmpede AaB sig tilbage i opgøret, og ti minutter før pausen udlignede Valdemar Møller Damgaard til pausestillingen 1-1.
Et minut efter pausen kom Brøndby I.F. i front igen med scoringen til 2-1, men blot to minutter senere udlignede Bertram Skovgaard til 2-2 på et straffespark.
Desværre gik der blot yderligere to minutter, før gæsterne kunne score til 3-2 efter endnu et hjørnespark.
Selvom AaB blandt andet tilspillede sig en friløber og havde to træf på overliggeren, blev gæsternes 3-2-scoring kampens sidste.
- Vi kom ikke ud til kampen som ønsket, og det var fortjent, at de fik en tidlig scoring, men omvendt var det også fortjent, at vi fik udlignet inden pausen, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.
- Alt i alt var det en kamp, hvor vi skabte nok til som minimum at have fået et point med fra, men vi var desværre ikke helt skarpe nok hverken offensivt eller på vores defensive standarder, siger Theis Larsen.
I U/17 Ligaen ligger AaB på 13. pladsen inden hjemmekampen mod Lyngby Boldklub på lørdag kl. 15.15.
U/15 Ligaen: AaB-Brøndby I.F. 1-3
Efter otte ubesejrede kampe i træk tabte U/15 Ligaholdet i weekenden 3-1 mod Brøndby I.F. på Hornevej.
Efter kampens første tre minutter var Brøndby I.F. allerede kommet foran med 2-0, og kort inden pausen blev gæsternes føring udbygget til 3-0.
Midt i anden halvleg faldt AaB’s reduceringsmål til slutresultatet 3-1, da Valdemar Rubæk Vestergaard udnyttede en assist fra Asger Frederiksen.
Efter lørdagens nederlag ligger AaB på syvendepladsen i U/15 Ligaen, og AaB spiller sin næste U/15 Ligakamp 29. april på udebane mod Randers Freja FC.