Ross på tavlen i dansk U/19-sejr

22. september 2022 kl. 07:58 af Rasmus Estrup

De to unge AaB-spillere Oliver Ross og Anders Noshe var begge med i danske ungdomslandsholdssejre i går. 

Oliver Ross startede inde som spidsangriber og fik fuldt spilletid i U/19-landsholdets EM-kvalifikationskamp mod Georgien, og det var med en scoring til følge i sejren på 3-1.

Kampen blev spillet i Hjørring, og med et godt hovedstød headede AaB-spilleren Danmark foran med 1-0 efter 36 minutter. Inden pausen udbyggede Filip Bundgaard til 2-0, og midt i anden halvleg gjorde Gustav Christensen det til 3-0 for danskerne. Georgien reducerede til slutresultatet 3-1 i 87. minut.

Kampen var Oliver Ross’ første U/19-landskamp, men 11. ungdomslandskamp i alt. Scoringen var hans tredje i nationaldragten.

U/19-landsholdet spiller igen på lørdag kl. 18.00, når det på DS Arena i Hobro gælder EM-kvalifikationskampen mod Montenegro.

Noshe med startplads i 4-2-sejr

Anders Noshe var også i aktion i går, da U/17-landsholdet på udebane vandt en venskabskamp med 4-2 over Østrig.

Victor Froholdt, Oscar Schwartau og Tobias Lund Jensen sikrede Danmark en pauseføring på 3-0, og efter to østrigske reduceringer var Tobias Lund Jensen igen i målscorerens rolle med 4-2-målet efter 73 minutter.

Anders Noshe, der startede inde og fik 81 minutters spilletid, har nu spillet seks ungdomslandskampe og scoret to mål.

Fire af kampene har været for U/17-landsholdet, der møder Østrig igen på lørdag i en ny venskabskamp.

Tags på denne nyhed

AaB og Inge André Olsen stopper i gensidig forståelse samarbejdet

21. september 2022 kl. 09:16 af Brian Andersen

AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler: 

- Som med alt andet i AaB-regi evaluerer vi løbende, og her er vi sammen med Inge blevet enige om, at det er rettidigt for begge parter at lade vores veje skilles nu.

- I en vanskelig periode og med tiltrædelse nærmest samtidig med at Covid-19 gjorde sit indtog, har vi sat pris på det store stykke arbejde, som Inge har udført for klubben i to et halvt år, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger Thomas Bælum.

Inge André Olsen supplerer:

- Der er ingen tvivl om, at vi i en turbulent tid har kæmpet med at få tingene forløst såvel på som uden for banen, men jeg er glad for at aflevere klubben i trygge hænder, selvom der venter alle et stort arbejde i fortsættelsen.

- Rent sportsligt ærgrer jeg mig mest over, at vi i min tid i AaB ved alle tre sæsonafslutninger med henholdsvis en tabt pokalfinale og to tabte Europa Playoff-finaler kiksede kvalifikationen til europæisk fodbold, hvilket har været en stor skuffelse for alle, men jeg har nydt min tid i klubben og vil gerne takke alle i AaB for vores samarbejde, slutter Inge André Olsen.

Thomas Bælum vil i den kommende tid fungere som midlertidig sportslig ansvarlig.

AaB vil bruge efteråret på en dybdegående evaluering, og når den igangværende strategiproces er færdig, vil det blive præsenteret, hvordan organisationen kommer til at se ud fremover.

Tags på denne nyhed

AaB vinder 2-1 over FCM i Future Cup

20. september 2022 kl. 15:34 af Rasmus Estrup

Ligesom AaB’s første kamp i Future Cup endte også dagens Future Cup-kamp med en 2-1 sejr til AaB, der i dag fik besøg af FC Midtjylland på Hornevej.

Gæsterne indledte opgøret bedst og spillede sig blandt andet frem til en stor chance til Andreas Nibe, der dog sparkede sit frie forsøg over AaB-målet.

Efter ti minutter kom AaB bedre med i opgøret, og i det 20. minut kunne Anosike Ementa have bragt AaB foran på et indlæg fra Fisnik Isaki, men FCM-keeper Mark Ugboh fik reddet bolden.

I stedet kunne FC Midtjylland efter 33 minutter bringe sig foran, da AaB-defensiven ikke fik clearet en løs bold i feltet. Bolden blev samlet op af Valdemar Byskov, der vendte rundt og sparkede bolden ind bag Theo Sander til 1-0.

Umiddelbart efter havde gæsterne alletiders mulighed for at fordoble føringen, men Jakob Ahlmann reddede afslutningen på stregen, og kort før pausen slog AaB så til med udligningen til 1-1, da Fisnik Isakis afslutning fra yderkanten af feltet blev afrettet i nettet.

Anden halvleg begyndte godt for AaB, og få minutter efter pausen sparkede Milan Makaric 2-1-målet i kassen efter et godt oplæg af Fisnik Isaki, der brød igennem på højrekanten.

Et par minutter efter kom Emil Nymann så i vejen for en stor mulighed til gæsternes Oliver Sørensen i modsatte ende.

Herfra havde AaB fin kontrol på kampen frem mod de sidste minutter, hvor FC Midtjylland pressede på i flere omgange for en udligning. Det blev da også til et nærgående skud, der snittede oversiden af overliggeren, inden Jakob Gaardsøe var nærgående i modsatte ende, hvor AaB-spillerne appellerede for et straffespark. Men dommerens fløjte forblev tavs indtil slutfløjtet, hvor AaB’s sejr på 2-1 således blev sikret.

- Det var en god kamp og en god sejr at få efter en rigtig fin præstation mod en god modstander, siger AaB’s assistenttræner Oscar Hiljemark. 

- De første fem-ti minutter var de farlige på deres omstillinger, men resten af første halvleg var det os, der kom frem til mest. Det første kvarter af anden halvleg var også godt for vores side, hvorefter der kom en mellemperiode, hvor vi ikke lykkedes med så meget. Men overordnet var det en rigtig fin kamp, siger Oscar Hiljemark, der sammen med den øvrige trænerstab havde valgt følgende startopstilling:

Theo Sander
Emil Nymann, Sebastian Otoa, Noah Holmstrøm, Jakob Ahlmann
Jeppe Pedersen, Anosike Ementa, Sebastian Stahlfest
Fisnik Isaki, Milan Makaric, Oscar Meedom

Efter 59 minutter kom Yahya Nadrani og Jakob Gaardsøe på banen for AaB, inden en indskiftning af Kasper Davidsen fulgte ca. ti minutter før tid.

AaB har nu seks point efter to kampe i Future Cup og spiller sin næste Future Cup-kamp mandag 31. oktober på hjemmebane mod AC Horsens.

Future Cap har erstattet Reserveligaen, og hver klub må maksimalt anvende fem spillere over 21 år i en Future Cup-kamp. 

Tags på denne nyhed

Future Cup-kamp mod FC Midtjylland kl. 13.00

20. september 2022 kl. 08:30 af Rasmus Estrup

AaB spiller i dag anden kamp i den nye reserveholdsturnering, Future Cup, når FC Midtjylland kl. 13.00 gæster AaB's anlæg på Hornevej. 

AaB vandt 2-1 på udebane over Randers FC i første runde af Future Cup, hvor hvert hold maksimalt må anvende fem spillere ældre end 25 år.

AaB's trænerstab har udtaget følgende mandskab til dagens kamp:

3 Jakob Ahlmann, 9 Milan Makaric, 16 Yahya Nadrani, 19 Anosike Ementa, 22 Theo Sander, 28 Jeppe Pedersen og AaB Akademispillerne Sebastian Otoa, Oscar Meedom, Fisnik Isaki, Emil Nymann, Sebastian Stahlfest, Noah Holmstrøm, Malthe Gyldenløve-Lyebalk, Kasper Davidsen, Donavan Bagou, Jakob Gaardsøe og Daniel Veiby Held. 

Det er gratis at overvære kampen, som spilles på opvisningsbanen på Hornevej, ligesom kampen kan følges via livestream på nordjyske.dk.

Tags på denne nyhed

Auktion med AaB's trøjer fra Veteran Match

19. september 2022 kl. 10:40 af Rasmus Estrup

På Odendo.dk kan du gennem en auktion byde på AaB's kampbrugte trøjer fra AaB's seneste hjemmekamp mod Lyngby Boldklub 11. september. 

AaB afholdt til opgøret Veteran Match med fokus på danske krigsveteraner. I den forbindelse spillede AaB-spillerne i en speciallavet Veteran Match-trøje, som nu altså kan blive din gennem auktionen på Odendo.dk.

Overskuddet fra auktionen går direkte til foreningsaktiviteter under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt, der arbejder for idrætstilbud til skadede veteraner ude i foreningslivet. 

Auktionen løber ind til i morgen, tirsdag. Find auktionen her. 

Tags på denne nyhed