AaB TV: Årets Partnerklub - St. Restrup I.F.

12. september 2022 kl. 15:26 af Rasmus Estrup

AaB hyldede i går alle sine partnerklubber ved Partnerklubbernes Dag. En dag, der var arrangeret i samarbejde med Macron, Goal Station og Unisport, som inviterede flere end 3.000 medlemmer af partnerklubberne på Aalborg Portland Park. 

I pausen overrakte AaB og Designa Aalborg blandt andet prisen for Årets Partnerklub 2022, og hæderen gik til St. Restrup I.F., der fik et gavekort på 20.000 kr. til sportsudstyr fra Macron.

I indslaget øverst fra AaB TV kan du høre fra Torben Zefting, der er børne- og udviklingstræner i St. Restrup I.F. samt AaB Akademiets ansvarlige for partnerklubsamarbejdet, Andreas Moe Rasmussen. 

Du kan også ser mere om, hvorfor St. Restrup I.F. var indstillet til prisen her. 

Tags på denne nyhed

Kramer overtager firtallet i AaB

12. september 2022 kl. 12:25 af Brian Andersen

Trøjenummeret er blevet ledigt efter Mathias Ross’ nylige skifte til Galatasaray SK.

23-årige Lars Kramer har gjort en strålende figur i sine ni første officielle kampe for AaB. Dog måtte han, efter fuld spilletid i de første otte kampe, i går lade sig udskifte efter 29 minutter efter et sammenstød.

Lars Kramer forventes dog igen at være til rådighed, når AaB lørdag gæster Aarhus til den jyske klassiker mod AGF.

Tags på denne nyhed

Nederlag til U/19 og U/17 - sejr til U/15

12. september 2022 kl. 09:59 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Silkeborg I.F.-AaB 3-0

AaB’s U/19 Ligamandskab tabte weekendens udekamp mod Silkeborg I.F. med 3-0.

I en tempofyldt indledning havde AaB’erne ellers to friløbere, som desværre blev misset, og i stedet kunne Silkeborg I.F udnytte et nordjysk boldtab og gøre det til 1-0 kort før pausen.

Otte minutter efter pausen udbyggede Silkeborg I.F. til 2-0, og 12 minutter før tid lukkede hjemmeholdet kampen med scoringen til 3-0.

- Selvom vi faktisk havde bolden mest og kunne have været foran ved pausen, så var det kampen igennem Silkeborg I.F., der skabte de fleste chancer. Så vi skal være bedre til at forvalte vores tid på bolden, bryde modstanderne ned og udnytte vores chancer, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.

- Vi må også rose Silkeborg I.F. for at spille godt, og de lykkedes med at spille sig igennem vores defensiv, hvor vi ikke var så kompakte, som vi gerne ville. Og så var de effektive foran mål, siger Lars Noer Madsen.

AaB’s næste U/19 Ligakamp spilles på Hornevej på fredag kl. 17.30 mod FC Midtjylland. Inden fredagskampen ligger AaB på 10. pladsen i U/19 Ligaen med seks point.

U/17 Ligaen: Silkeborg I.F.-AaB 6-2

Heller ikke i U/17 Ligaen lykkedes det AaB at tage point med fra lørdagsbesøget i Silkeborg.

AaB havde i begyndelse af kampen optræk til chancer, men et effektivt Silkeborg-mandskab bragte sig i front efter 11 minutter, og herfra sad hjemmeholdet på det hele. Midt i første halvleg blev føringen fordoblet på et straffespark og lige inden pausen scorede hjemmeholdets Sebastian Biller Mikkelsen endda også sit tredje mål i kampen, da han på direkte frispark gjorde det til pausestillingen 3-0.

Lige efter pausen jagtede AaB en reducering i håb om at få spænding tilbage i opgøret, men inden for anden halvlegs ti første minutter havde Silkeborg I.F. scoret yderligere to gange - en gang mere ved Sebastian Biller Mikkelsen - og efter 62 minutter blev det også 6-0 til hjemmeholdet.

I de døende minutter reducerede AaB’s Bertram Peter Skovgaard først til 6-1 på et straffespark, inden Albert Heyde på oplæg fra Malthe Holt Nielsen pyntede på resultatet med reduceringen til slutresultatet 6-2.

- Havde vi truffet nogle bedre beslutninger, da vi i det første kvarter havde flere god optræk til muligheder, kunne vi have fået en god start. I stedet tog Silkeborg I.F. over, og de var bedre end os på alle parametre resten af kampen, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

- Vi spillede ikke en god kamp, og vores forsvar af eget felt, som ellers har været fint i de tidligere kampe, var under niveau, ligesom at vi heller ikke fik skabt nær så meget offensivt som dem, selvom boldbesiddelsen var jævnbyrdig, siger U/17 Ligatræneren.

AaB’s U/17 Ligahold har fortsat sæsonens første sejr til gode og står med to point efter fem kampe. Næste U/17 Ligakamp spilles også på fredag kl. 17.30 mod FC Midtjylland på AaB’s anlæg på Hormevej.

U/15 Ligaen: Silkeborg I.F.-AaB 1-4

AaB’s U/15 Ligahold kunne som det eneste af de tre AaB Akademihold i Silkeborg tage retur til Aalborg med en sejr.

Efter en fin indledning på kampen kunne Valdemar Rubæk Vestergaard midt i første halvleg gøre det til 1-0 efter oplæg fra Malthe Egebæk Mortensen.

26 minutter inde i kampen lagde Christian Eriksen op til Johan Hvistendahl, som fordoblede AaB’s føring, og tre minutter før pausen eksekverede Valdemar Rubæk Vestergaard et straffespark til pauseføringen 3-0.

Midt i anden halvleg reducerede Silkeborg I.F. til 3-1, men i sidste minut lukkede Valdemar Rubæk Vestergaard kampen, da han efter en assist fra Christoffer Donslund sendte sit tredje mål i kassen til slutresultatet 4-1.

AaB’s U/15 Ligahold indtager tredjepladsen i U/15 Ligaen med otte point efter fire kampe. Næste kamp spilles lørdag kl. 13.00 på Hornevej mod FC Midtjylland.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Lyngby Boldklub 1-1

12. september 2022 kl. 07:02 af Rasmus Estrup

AaB og Lyngby Boldklub spillede søndag 1-1, da de to hold mødtes på Aalborg Portland Park i niende runde af 3F Superligasæsonen. 

Trods en fin AaB-indledning kunne Lyngby Boldklub bringe sig foran med 1-0 kort inden pausefløjtet, da Kasper Jørgensen stod fri på et indlæg og sparkede bolden i nettet. 

Tidligt i anden halvleg udlignede Allan Sousa, da Milan Makaric pressede Lyngby-keeperen til en fejlaflevering, der sad lige i sokkerne på AaB's brasilianer. Allan Sousa trak herefter ind i feltet og sparkede flot læderet i nettet ved bagerste stolpe. 

Mod slutningen var gæsterne tættest på, men yderligere scoringer udeblev, og opgøret endte 1-1. 

I videoen øverst kan du se et sammendrag af opgøret. 

Tags på denne nyhed
'