AaB TV: St. Restrup nomineret til Årets Partnerklub

7. september 2022 kl. 15:55 af Rasmus Estrup

På søndag hylder AaB sine 118 nordjyske partnerklubber til Partnerklubbernes Dag i forbindelse med 3F Superligakampen mod Lyngby Boldklub. I den forbindelse skal Årets Partnerklub også hyldes. 

De tre nominerede til prisen er St. Restrup I.F., Brønderslev Idrætsforening og Vestbjerg I.F. 

I dette indslag fra AaB TV kan du se et interview med børne- og udviklingstræner i St. Restrup I.F., Torben Zefting, der fortæller om, hvilke initiativer, der har gjort, at St. Restrup I.F. er blandt de nominerede til prisen. 

 

AaB og Designa Aalborg overrækker prisen som Årets Partnerklub 2022 i pausen af søndagskampen mod Lyngby Boldklub. 

Du kan købe billetter til søndagskampen på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Noshe udtaget til U/17-landskampe

7. september 2022 kl. 13:24 af Rasmus Estrup

Det danske U/17-landshold med Anders Noshe i truppen skal en tur til Østrig, hvor der venter to venskabskampe. 

Første møde mellem Danmark og Østrig spilles 21. september, inden de to nationer mødes igen 24. september. 

Anders Noshe har tre gange tidligere spillet for U/17-landsholdet. I alt er han noteret for fem ungdomslandskampe og to scoringer. 

Tags på denne nyhed

Sander udtaget til U/18-landsholdet

7. september 2022 kl. 11:22 af Rasmus Estrup

Theo Sander, der for nylig blev den yngste målmand i 3F Superligaens historie, er for første gang udtaget til U/18-landsholdet. 

Det danske U/18-landshold skal således deltage i en miniturnering i Sverige senere i september. Første kamp spilles mod Norge 24. september, og dernæst venter endnu en kamp 27. september mod enten Østrig eller Sverige. 

Den unge AaB-målmand har hidtil spillet 12 ungdomslandskampe for Danmark, men han har endnu ikke optrådt på U/18-landsholdet. 

Tags på denne nyhed

AaB i forhandling om transfer af Mathias Ross

7. september 2022 kl. 09:46 af Brian Andersen

Mathias Ross kom som U/13-spiller til AaB fra partnerklubben Aalborg KFUM.

21-årige Mathias Ross, der har kontrakt med AaB indtil 30. juni 2025, har spillet 104 kampe og scoret seks mål for AaB.

Et eventuelt salg af Mathias Ross forventes umiddelbart at påvirke årets resultat fra en forventning om et resultat i niveauet minus 10 til minus 15 mio. kr. til en forventning i niveauet minus 8 til minus 12 mio. kr.

I ovenstående er indregnet strategiske investeringer i den kommercielle udvikling.

AaB har ikke yderligere kommentarer, mens forhandlingerne om Mathias Ross’ mulige transfer pågår.

Venlig hilsen
Aalborg Boldspilklub A/S
Thomas Bælum
Administrerende direktør

Tags på denne nyhed

AaB Akademiet laver inspirationstræning i partnerklubber

7. september 2022 kl. 08:05 af Rasmus Estrup

Mandag 12. september skifter AaB Akademiets trænere AaB’s anlæg på Hornevej ud med 11 andre adresser rundt omkring i Nordjylland.

AaB Akademiet tager således ud til 11 af AaB’s 118 nordjyske partnerklubber. Her vil AaB Akademiets trænere gennemføre et 75 minutters træningspas for udvalgte hold mellem U/6 og U/12. Efterfølgende vil akademitrænerne holde et oplæg om den gode børnefodbold i de respektive klubhuse.

Formålet er at understøtte og udvikle børnefodbolden i hele Nordjylland.

Inspirationstræningerne er målrettet U/6-U/12-trænere, men alle trænere i AaB’s 118 nordjyske partnerklubber er velkommen, uanset hvilket hold, hvilken årgang eller på hvilket niveau man træner.

Altså er trænere fra eksempelvis Aalborg Chang og Vejgaard Boldspilklub naturligvis velkommen til træningerne i Aalborg KFUM eller Gug Boldklub.

Det er gratis for alle interesserede at deltage.

Alt man skal gøre, er at møde op på en af nedenstående adresser i det pågældende tidsrum.

AaB Akademiet besøger følgende klubber mandag 12. september:
Aalborg KFUM - Under Lien 60, 9000 Aalborg – kl. 17.00-19.00
Aars I.K. – Lyngsøvej 2B, 9600 Aars – kl. 17.15-19.15
Brønderslev I.F. – Gl. Agdrupvej 17, 9700 Brønderslev – kl. 17.30-19.30
Gug Boldklub – Gl. Vissevej 26, 9210 Aalborg SØ – kl. 18.15-20.00
Jetsmark I.F. – Bredgade 140, 9290 Pandrup – kl. 17.30-19.30
Løgstør I.F. – Lanternevej 1, 9670 Løgstør – kl. 17.30-19.30
Nibe Boldklub – Hobrovej 38, 9240 Nibe – kl. 18.00-20.00
Nørresundby F.B. – Lerumbakken 11, 9400 Nørresundby – kl. 17.00-19.00
Skibsby-Højene I.F. – Vellingshøjvej 380, 9800 Hjørring – kl. 17.00-19.00
St. Restrup I.F. – Frejlev Skolevej, 9200 Aalborg – kl. 17.30-19.30
Støvring I.F. – Østergårdsvej 2, 9530 Støvring – kl. 17.30-19.30

Tags på denne nyhed
'