Reaktioner fra Lyngby Stadion
Reaktioner efter fredagens 2-0-udesejr over Lyngby Boldklub.
Younes Bakiz (bold.dk/TV3 Sport)
Younes Bakiz (bold.dk/TV3 Sport)
Theo Sander holdt nullet for anden gang i træk, og Younes Bakiz scorede sin to første AaB-mål, da AaB fredag aften vandt 2-0 på udebane over Lyngby Boldklub.
Fredagskampen begyndte rodet, og Lyngby Boldklub kom frem til opgørets første muligheder efter et par indkast, som førte til klumpspil med efterfølgende afslutninger midt for mål. Men både Tochi Chukwuani og Marcel Rømer sparkede over Theo Sanders bur.
Efter det første kvarter var det AaB, der overtog den chanceskabende rolle, og AaB's første afslutning stod Louka Prip for efter forarbejde af Younes Bakiz, men langskuddet blev blokeret på sin vej mod målet.
Tre minutter senere havde Lucas Andersen kampens hidtil bedste forsøg, da AaB-anføreren trak ind i feltet fra venstrekanten og sparkede hårdt og kompetent mod fjerneste målhjørne, men en flot redning af målmand Mads Kikkenborg sendte bolden til hjørne. Dette førte til en andenbold, som faldt ned til Daniel Granli, der trykkede på kassen, men igen kom Mads Kikkenborg i vejen.
Midt i første halvleg førte kombinationer mellem Lucas Andersen og Younes Bakiz til en afslutning på kanten af feltet fra Louka Prip, der desværre sendte kuglen lige forbi trekantssammenføjningen.
33 minutter inde i kampen fik Lyngby Boldklub opgørets foreløbigt største tilbud, da en lang Lyngby-bold overlistede Daniel Granli og gav en friløber til Magnus Kaastrup. Alene over for Theo Sander sparkede Lyngby-angriberen dog langt over, og kort efter var Magnus Kaastrup igen i afslutterrollen, da han i AaB-feltet halvflugtede sit forsøg fladt forbi den ene opstander.
Fem minutter senere førte et nordjysk hjørnespark til en god mulighed til Lucas Andersen, der drejede rundt på kanten af det lille målfelt og sparkede fladt mod mål, men igen var Lyngby-keeperen på plads med en stor redning. Det samme var AaB-defensiven efter 40 minutter, da Daniel Granli og Lars Kramer i fællesskab lavede en blokade for en farlig afslutning.
Efter 41 minutter lykkedes det så AaB at bringe sig foran til pausestillingen 1-0. Efter et gennembrud i venstre slog Louka Prip et indlæg ind til Younes Bakiz, der trak tilbage i feltet og sparkede bolden højt i nettet langs den ene stolpe.
Et halvt minut inde i anden halvleg forsøgte Marcel Rømer sig med et straffespark, der dog ramte Lars Kramer i panden, og fem minutter efter pausen sparkede Kristoffer Pallesen på mål i modsatte ende, men afslutningen sad lige på Lyngby-målmanden.
Målscorer Younes Bakiz forsøgte sig også med en afslutning i begyndelsen af anden halvleg, men denne gang gik læderet fladt forbi.
I opgørets 60 minut kunne Younes Bakiz fordoble AaB's føring med sit andet mål i kampen, da Allan Sousa fangede en opspilsfejl, drev bolden frem og lavede en stikning frem til Younes Bakiz, der sparkede bolden ind under Mads Kikkeborg til 2-0.
Herefter fulgte indskiftninger af Andreas Poulsen og Marco Ramkilde, inden Younes Bakiz gik efter et hattrick, men sparkede forbi fra kanten af feltet, og siden sendte Rezan Corlu et langskud i handskerne på Theo Sander i den anden ende.
Netop Theo Sander hev midt i anden halvleg en stærk redning frem på en giftig flugter fra Kasper Jørgensen, og på det følgende hjørnespark måtte Kristoffer Pallesen agere redningsmand på stregen på et hårdt hovedstødsforsøg fra Lucas Hey. Herefter blev AaB's Jeppe Pedersen også sendt i aktion.
Gæsterne pressede på for at komme tilbage i kampen, og ca. et kvarter før tid fik Lyngby Boldklub to gange passeret Theo Sander, men begge mål blev underkendt. Den første for offside og den anden for et frispark mod Kristoffer Pallesen.
I 79. minut brugte AaB sine sidste to udskiftninger, da Oliver Ross og Malthe Højholt blev sendt på grønsværen, og kort efter var det en anden indskifter, Jeppe Pedersen, der fik en god omstillingsmulighed, men sparkede forbi fjerneste stang.
I modsatte målfelt havde hjemmeholdet et ufarligt hovedstødsforsøg, inden Oliver Ross kort efter måtte se sin afslutning blokeret til et hjørnespark.
Hjemmeholdet fortsatte mod slutningen med at trykke på for en reducering. Sævar Atli Magnusson og Rezan Corlu forsøgte sig blandt andet, inden Theo Sander hev en flot redning op på et frispark fra Mathias Kristensen.
Men AaB-defensiven holdt stand i hele kampen, og dermed endte opgøret med en AaB-sejr på 2-0.
Sejren betyder, at AaB står med 14 point, og dermed har et point op til OB, Brøndby I.F. og AC Horsens på pladserne foran inden weekendens øvrige kampe.
AaB's næste kamp er på tirsdag, hvor det gælder en pokalkamp på udebane mod Vanløse I.F. Næste 3F Superligakamp spilles mandag 24. oktober på hjemmebane mod Viborg F.F. Køb billetter til kampen her.
Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 13. spillerunde
Lyngby Boldklub-AaB 0-2 (0-1)
42. min 0-1 Younes Bakiz, 60. min 0-2 Younes Bakiz
Advarsler Lyngby Boldklub: Magnus Westergaard (55), Sævar Atli Magnusson (76), Timo Letschert (78)
Advarsler AaB: Pedro Ferreira (67)
4.079 tilskuere på Lyngby Stadion
Lyngby Boldklub (3-5-2): Mads Kikkenborg, Lucas Hey, Marcel Rømer (85: Rasmus Thellufsen), Pascal Gregor (74: Timo Letschert), Adam Sørensen, Magnus Westergaard (61: Sævar Atli Magnusson), Rezan Corlu, Tochi Chukwuani (61: Casper Winther), Kasper Jørgensen, Magnus Kaastrup, Mathias Kristensen.
AaB (4-2-3-1): Theo Sander, Kristoffer Pallesen, Daniel Granli, Lars Kramer, Jakob Ahlmann (63: Andreas Poulsen), Iver Fossum, Pedro Ferreira (79: Malthe Højholt), Allan Sousa (63: Marco Ramkilde), Lucas Andersen (79: Oliver Ross), Louka Prip (71: Jeppe Pedersen), Younes Bakiz.
Dommer: Jacob Karlsen
AaB-cheftræner Erik Hamrén har udtaget følgende navne til mødet med Lyngby Boldklub:
2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Lars Kramer, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 22 Theo Sander, 23 Younes Bakiz, 25 Andreas Poulsen, 28 Jeppe Pedersen, 29 Marco Ramkilde, 32 Kilian Ludewig, 34 Sebastian Otoa, 38 Oliver Ross og 40 Daniel Veiby Held.
Josip Posavec er skadet, mens Yahya Nadrani efter at have været sygdomsramt og Kasper Høgh efter sin hovedskade heller ikke er kampdygtige i aften.
Der er kickoff i Lyngby kl. 19.00. Kampen kan ligeledes følges på TV3 Sport fra kl. 18.00 og i Liga på P4.
AaB møder i morgen Lyngby Boldklub på udebane i 13. runde af 3F Superligaen, og her kan du se, hvordan du kan støtte Hele Nordjyllands Hold på Lyngby Stadion, hvor der er Oktoberfest for AaB's fans.
Inden kampen i morgen kan du i videoen øverst gense AaB's fem seneste scoringer mod fredagens modstander.
Der er blandt andet pokalscoringer af Iver Fossum og Milan Makaric samt Allan Sousas fuldtræffer fra sæsonens første møde med Lyngby Boldklub.
- at den forestående duel er 3F Superligakamp nummer 60 mellem Lyngby Boldklub og AaB. Statistikken siger 25 sejre til AaB, 17 uafgjorte og 17 nederlag samt en målscore på 96-66 set med AaB’s øjne.
- at det er mere end 18 måneder siden, at AaB senest spillede en 3F Superligakamp på Lyngby Stadion. Dengang – som følge af pandemien – var der ingen tilskuere på stadion, der så de to klubber spille 2-2 efter først en føring til udeholdet, dernæst en føring til hjemmeholdet og slutteligt en udligning i kampens slutning. Mathias Ross og Iver Fossum var målscorere for AaB.
- at ovennævnte opgør fandt sted 12. april 2021, hvor AaB benyttede 16 spillere. Kun fem mand har mulighed for at være gengangere; det gælder Kristoffer Pallesen, Daniel Granli, Jakob Ahlmann, Pedro Ferreira og Iver Fossum.
- at AaB er uden sejr i de tre seneste 3F Superliga-udekampe mod Lyngby Boldklub, der er endt med to uafgjorte og et nederlag. Betragtes AaB’s seks seneste opgør i 3F Superligaen på Lyngby Stadion er det kun blevet til en enkelt sejr samt to uafgjorte og tre nederlag.
- at AaB dog også besøgte Lyngby Stadion 21. september 2021, hvor AaB i Sydbank Pokalens sekstendedelsfinale sejrede 4-0. Iver Fossum, Milan Makaric, Frederik Børsting og Marcus Hannesbo kom på måltavlen.
- at fra den nuværende AaB-trup har udover Iver Fossum (2 mål) også Lucas Andersen (3 mål), Allan Sousa (1) og og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Lyngby Boldklub.
- at AaB og Lyngby Boldklub har spillet uafgjort i de to klubbers to seneste 3F Superligaopgør på Lyngby Stadion. Hvis kampen igen skulle ende uden vinder, vil det være første gang, at de to klubber spiller uafgjort tre gange i træk på Lyngby Stadion.
- at AaB har fået point mod Lyngby Boldklub i de seks seneste indbyrdes opgør i 3F Superligaen, skiftevist fordelt på sejr og uafgjort. Såfremt mønstret for de seks kampe fortsættes, vil det betyde en sejr til AaB, da opgøret for en måneds tid siden i Aalborg endte uafgjort.
- at AaB har fået et point i hver af de to seneste 3F Superligakampe mod henholdsvis OB og AC Horsens. Hvis det for tredje kamp i træk bliver uafgjort, vil det være første gang siden november 2018, at AaB spiller uafgjort i tre 3F Superligakampe i træk.
- at ud af de 59 tidligere 3F Superligakampe mod Lyngby Boldklub har AaB scoret først i 26 tilfælde, hvilket har resulteret i 20 sejre, fire uafgjorte og kun to nederlag. Omvendt har Lyngby Boldklub scoret kampens første mål i 28 tilfælde, hvilket har givet AaB fem sejre, otte uafgjorte og 15 nederlag.
- at der i morgen aften er gode chancer for scoringer til AaB, idet Lyngby Boldklub ikke har formået at holde nullet i en 3F Superligakamp siden det målløse opgør mod Vejle Boldklub i april 2021. Det er dog kun lykkedes AaB at score i én ud af de tre seneste 3F Superligakampe mod Lyngby Boldklub på Lyngby Stadion.
- at AaB senest var i aktion på datoen 14. oktober, da det i 2001 sluttede målløst på Brøndby Stadion. I opgøret blev nuværende administrerende direktør og fungerende sportschef i AaB, Thomas Bælum, i pausen indskiftet til fordel for kamprekordholder Torben Boye.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).