Reaktioner fra Brøndby Stadion
Reaktioner efter søndagens 3-2-nederlag på Brøndby Stadion.
Lucas Andersen (bold.dk/Viaplay)
Lucas Andersen, Younes Bakiz og cheftræner Erik Hamrén (TV2 Nord)
Lucas Andersen (bold.dk/Viaplay)
Lucas Andersen, Younes Bakiz og cheftræner Erik Hamrén (TV2 Nord)
En sen Brøndby-scoring kom i vejen for AaB's comebackforsøg søndag aften, hvor AaB tabte 3-2 til Brøndby I.F. på Brøndby Stadion. Hjemmeholdet var foran med 2-0 efter 12 minutter, men to mål af Younes Bakiz bragte AaB på omgangshøjde, inden Oscar Schwartau i tillægstiden scorede til 3-2.
AaB fik ellers den værst tænkelige start på kampen, da Brøndby I.F. allerede efter et minut kom foran med 1-0 ved Jens Martin Gammelby, som headede et hjørnespark i nettet bag Theo Sander.
Den unge AaB-målmand blev testet igen efter fire minutter, da Daniel Wass sparkede et kantfrispark direkte mod mål, men Theo Sander fik reddet skuddet.
Desværre kunne hjemmeholdet fordoble sin føring i kampens blot 12. minut. Et nordjysk boldtab førte til, at Nicolai Vallys med en stikning fandt en helt fri Anis Slimane, der udnyttede sin friløber ved at sparke kuglen i nettet via indersiden af stolpen til 2-0.
Efterfølgende kom AaB bedre med i opgøret, og et par minutter efter 2-0-scoringen fulgte AaB's første forsøg, men afslutningen fra Younes Bakiz sad lige på Mads Hermansen i Brøndby-målet. Efter et godt AaB-opspil i det 20. minut fik Younes Bakiz en ny mulighed, da Andreas Poulsen sendte et indlæg ind til kantspilleren, men Younes Bakiz formåede ikke at styre bolden mod mål.
Midt i første halvleg fik Younes Bakiz dog styret en ny afslutning mod mål i forlængelse af et indlægsfrispark, men den hårde halvflugter sad lige i favnen på Brøndby-keeperen, og en håndfuld minutter senere tog Andreas Poulsen så chancen fra distancen, men denne gang gik læderet over.
Med små ti minutter til pausen kom hjemmeholdet frem til et par blokerede forsøg, inden AaB var lige ved at slå til, da Andreas Poulsen opsnappede en for kort tilbagelægning i Brøndby-feltet og prikkede bolden mod Marco Ramkilde, men Kevin Tshiembe kom i vejen på kanten af det lille felt.
Et par minutter før pausefløjtet var der så endelig gevinst for AaB. Younes Bakiz tog en solotur fra kanten og driblede på tværs af feltet, inden han resolut sparkede læderet hårdt og fladt ind bag Mads Hermansen til pausestillingen 2-1.
AaB fortsatte de positive takter i begyndelsen af anden halvleg, og efter blot fire minutter var Andreas Poulsen tæt på en udligning, men hans forsøg fra kanten af feltet ramte overliggeren og fortsatte ud til et målspark.
Også Marco Ramkilde var syv minutter efter pausen tæt på en scoring, da han og Younes Bakiz kom afsted i en omstilling. Sidstnævnte drev bolden frem og spillede så Marco Ramkilde fri til afslutning, men angriberen fik sit forsøg afværget af Kevin Tshiembe.
Efter 63 minutter blev de gode AaB-takter omdannet til den udlignende 2-2-scoring. Marco Ramkilde sendte en stikning frem til Younes Bakiz, der i første omgang fik sin afslutning reddet af Mads Hermansen, men returbolden var Younes Bakiz hurtigt over, og med sin anden scoring i kampen bragte han balance i stillingen.
Umiddelbart efter var der comeback til Kasper Høgh, som kom på banen i stedet for Marco Ramkilde, og 20 minutter før tid fik AaB sin næste afslutning, da Louka Prip halvflugtede over målet fra kanten af feltet. Samme adresse havde et nyt forsøg fra Louka Prip to minutter senere.
Et kvarter før tid erstattede Lucas Andersen og Allan Sousa målscorer Younes Bakiz samt Louka Prip.
Efter 78 minutter var hjemmeholdet meget tæt på at bringe sig i spids på ny, da Andreas Maxsø steg til vejrs på et farligt frisparksindlæg fra Daniel Wass, men Brøndby-anførerens hovedstød ramte indersiden af bagstolpen og sprang ud i spil igen. Her stod Lars Kramer klar til at cleare.
Efterfølgende havde Kasper Høgh og Kilian Ludewig et par ufarlige forsøg, inden hjemmeholdet seks minutter før tid fik sendt bolden i AaB-målet, men scoringen blev straks annulleret for offside på Ohi Omoijuanfo. Kort efter blev Kristoffer Pallesen skiftet ind i Daniel Granlis sted.
I tillægstiden slog Brøndby I.F. så til med sejrsmålet, da et langt indkast fik lov til at fortsætte over mod bagerste stolpe, hvor Oscar Schwartau fik pladsen til at tordne 3-2-scoringen i mål via undersiden af overliggeren.
Dermed endte det med et 3-2-nederlag, og AaB ligger fortsat på 11. pladsen med 14 point.
AaB's næste kamp i 3F Superligaen venter søndag kl. 14.00 mod Silkeborg I.F. Kampen er årets sidste på Aalborg Portland Park, og du kan gøre ligesom flere end 9.000 andre og købe billet til opgøret her.
Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 15. spillerunde
Brøndby I.F.-AaB 3-2 (2-1)
2. min 1-0 Jens Martin Gammelby, 12. min 2-0 Anis Slimane, 44. min 2-1 Younes Bakiz, 64. min 2-2 Younes Bakiz, 90. min 3-2 Oscar Schwartau
Advarsler Brøndby I.F.: Daniel Wass (69)
Advarsler AaB: Pedro Ferreira (63)
18.667 tilskuere på Brøndby Stadion
Brøndby I.F. (4-3-3): Mads Hermansen, Jens Martin Gammelby, Andreas Maxsø, Kevin Tshiembe, Blas Riveros, Anis Slimane (90: Mathias Kvistgaarden), Daniel Wass, Mathias Greve (70: Christian Cappis), Simon Hedlund (90: Sigurd Rosted), Ohi Omoijuanfo, Nicolai Vallys (70: Oscar Schwartau).
AaB (3-4-3): Theo Sander, Daniel Granli (85: Kristoffer Pallesen), Lars Kramer, Yahya Nadrani, Kilian Ludewig, Iver Fossum, Pedro Ferreira, Andreas Poulsen, Younes Bakiz (76: Lucas Andersen), Marco Ramkilde (65: Kasper Høgh), Louka Prip (76: Allan Sousa).
Dommer: Jakob Kehlet
Erik Hamrén har udtaget følgende 20 navne:
2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Lars Kramer, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 16 Yahya Nadrani, 18 Louka Prip, 22 Theo Sander, 23 Younes Bakiz, 25 Andreas Poulsen, 28 Jeppe Pedersen, 29 Marco Ramkilde, 32 Kilian Ludewig, 38 Oliver Ross, 39 Kasper Høgh og 41 Oscar Linnér.
Aktuelt er eneste skadede spiller i AaB Josip Posavec.
Der er kickoff på Brøndby Stadion kl. 18.00. Kampen kan ligeledes følges på TV3+ fra kl. 17.00 og i Liga på P4.
Det danske U/17-landshold tog i går sin anden sejr ved EM-kvalifikationen i Rumænien, da Estland blev besejret med hele 8-0.
Anders Noshe begyndte opgøret på bænken, men blev skiftet ind i 65. minut ved stillingen 6-0.
Herefter havde AaB-spilleren et forsøg på træværket, inden Danmark kort før tid scorede opgørets sidste to mål til slutresultatet 8-0.
Danmark spiller sin sidste kamp ved EM-kvalifikationen på tirsdag mod Belgien, hvor Anders Noshe med spilletid vil runde 10 ungdomslandskampe.
I morgen aften kl. 18.00 spiller AaB på udebane mod Brøndby I.F., som Hele Nordjyllands Hold har mødt fire gange tidligere i 2022.
De fire kampe har givet tre sejre og et nederlag, og i alt har AaB inden søndagskampen scoret syv mål mod Brøndby I.F. i dette kalenderår.
Louka Prip har således ramt nettet tre gange, mens også Milan Makaric, Jakob Ahlmann, Allan Sousa og Mathias Ross har scoret mod Brøndby I.F.
I videoen øverst kan du gense de syv AaB-kasser, og her kan du læse mere om, hvordan du støtter AaB på i morgen aften.