Pokalottendedelsfinale 9. november

25. oktober 2022 kl. 14:52 af Brian Andersen

Forinden gælder det dog i 3F Superligaen mod både Brøndby I.F. og Silkeborg I.F.

Det resterende kampprogram for AaB er som følger:

3F Superligaen, 15. spillerunde – Søndag 30. oktober kl. 18.00 – Brøndby I.F.-AaB

16. runde – Søndag 6. november kl. 14.00 – AaB-Silkeborg I.F.

Pokalen, ottendedelsfinale – Onsdag 9. november kl. 13.30 – Middelfart Boldklub-AaB  

3F Superligaen – 17. spillerunde – Søndag 13. november kl. 18.00 – FC Nordsjælland-AaB

18. runde – 17., 18., 19. eller 20. februar 2023 – AaB-AGF

19. runde – 24., 25., 26. eller 27. februar – FC København-AaB

20. runde – 3., 4., 5. eller 6. marts – AaB-FC Midtjylland

21. runde – 10., 11., 12. eller 13. marts – OB-AaB

22. runde – 17., 18., 19. eller 20. marts – AaB-Randers FC

De seks bedst placerede klubber i 3F Superligaen går herefter i Mesterskabsslutspillet, mens de seks efterfølgende hold spiller om europæisk kvalifikation og om at undgå de to nedrykningspladser.

Tags på denne nyhed

Alle mand til Brøndby!

25. oktober 2022 kl. 11:11 af Rasmus Estrup

Navn: Brøndby Stadion 
Kapacitet: 28.000 
Kapacitet udebaneafsnit: 1.400 
Placering udebaneafsnit: Stavnskær Elektrik-tribunen - Udebaneafsnit Nedre 

Området omkring udebaneafsnittet på Brøndby Stadion blev i 2017 optimeret. Området uden for stadion er blevet asfalteret og vil blive indhegnet, så det skaber en udebanesektor, hvor fans af henholdsvis hjemme- og udehold bliver 100% adskilt.  

Billetpriser i forsalg:  
u/16 år: 40,- 
Voksen: 120,- 
Køb din billet på https://billet.brondby.com/Stadium/Index?eventId=851 

Det er muligt at scanne dine billetter på mobiltelefonen. Vær opmærksom på, at du skal bruge originalfilen tilsendt til din mail eller hentet i Billettos app. Billeder af printede billetter virker ikke. 

Transport til og fra Brøndby 

Fælles:  
ASC arrangerer bustur for både medlemmer og ikke-medlemmer. Læs mere og bestil her.

Kør selv: 
Adresse: 
Brøndby Stadion 
Brøndby Stadion 30  
2605 Brøndby  

Brøndby Stadion er velforbundet med motorvejene omkring Brøndby Stadion, og det er derfor nemt at komme til adressen, som er Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby. Det anbefales, at du ankommer nordfra ved indkørslen til Brøndby Stadion. 

Som udebanefan på Brøndby Stadion er der parkering for busser umiddelbart bag udebaneafsnittet i et indelukket område dedikeret til udebanefans. Såfremt der er plads, vil biler også kunne parkere i området. Alternativt anbefales parkering nord/nordvest for Brøndby Stadion. 

Offentlig transport:  
De nærmeste S-togs-stationer er Glostrup station og Brøndbyøster station. Herfra kan busserne 13,130, 166 og 500S benyttes til stoppestedet Gilhøj Centeret, der ligger lige ved indgangen til stadionområdet nord fra. Se endvidere rejseplanen for afgangstider og mere info. 

Fanremedier: 
På Brøndby Stadion skelnes der ikke mellem udeholdets afsnit og Sydsiden, når det kommer til muligheder for positiv fankultur. Derfor har udeholdet de samme rammer, når det kommer til fan-materialer på udebaneafsnittet og der kræves derfor ikke forudgående tilladelse ift. at medbringe nedenstående remedier:  

- Små flag- Megasize (3x3 meter og opefter) 
- Trommer 
- Megafoner 
- Bannere – gruppebannere, tribunebannere mv. i 1,5 meters højde 
- Creperuller 
- Balloner  
- Papirark: A4, A3, A2, A1, A0 
- Derudover er ekstra remedier naturlige. Det gælder strips, gaffatape, malertape, ekstra batterier mv. 

Mad & drikke: 

Priserne på udebaneafsnittet er som følger: 
- Øl (0,5 liter) 50 kr. 6 for 240 kr. 
- Sodavand (0,5 liter) 30 kr. 
- Kaffe/Kakao (0,4 liter) 25 kr. 
- Fransk Hotdog 30 kr. 
- Grillpølse 30 kr.  

Derudover vil der være assorteret slik til salg i boden. 

AaB takker alle for den fantastiske støtte til holdet på udebane. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Viborg F.F. 1-3

25. oktober 2022 kl. 07:01 af Rasmus Estrup

AaB tabte mandag aften 3-1 på hjemmebane til Viborg F.F., og i videoen øverst kan du se et sammendrag af kampen. 

Hjemmeholdet kom ellers godt for land med et par chancer, inden Marco Ramkilde flot headede et præcist indlæg fra Allan Sousa i nettet til 1-0 i 15. minut. 

Midt i første halvleg udlignede gæsternes Jay-Roy Grot efter et indlæg tæt under mål. Selve chancen opstod efter et nordjysk boldtab lige foran eget felt. 

Efter 68 minutter sparkede Clint Leemans Viborg F.F. på 2-1, da Theo Sander i AaB-målet kiksede sit forsøg på at reddede Viborg-spillerens langskud. 

Et nyt langskud fra Jakob Bonde udbyggede gæsternes føring til slutresultatet 3-1 i 79. minut. 

Tags på denne nyhed

Nederlag mod Viborg F.F. trods tidlig føring

24. oktober 2022 kl. 20:54 af Rasmus Estrup

AaB led mandag aften et 3-1-nederlag på hjemmebane mod Viborg F.F. Marco Ramkilde bragte ellers AaB foran efter et kvarter, men Jay-Roy Grot udlignede midt i første halvleg, og i anden halvleg scorede Clint Leemans og Jakob Bonde på to langskud. 

AaB, der gik på banen til synet af en flot 20-års jubilæumstifo fra AaB Tifo Kaos, fik i det tredje minut kampens første mulighed, da Younes Bakiz løb i ryggen på Viborg-defensiven på en lang bold. Den tidligere Viborg-spiller nåede først på kuglen på kanten af feltet og fik sendt en afslutning afsted, men gæsternes målmand Lucas Lund kom i vejen. 

I tiende minut af opgøret lykkedes hjemmeholdet med et højt pres fra Lucas Andersen og Marco Ramkilde. Sidstnævnte erobrede bolden lige uden for feltet og afsluttede resolut mod bagerste stang, men læderet strøg lige forbi. 

Efter 14 minutter var Marco Ramkilde igen på spil - og denne gang med gevinst. Et præcist indlæg fra Allan Sousa sad lige omkring kanten af det lille målfelt, hvor Marco Ramkilde steg til vejrs og stangede AaB foran med 1-0. 

De følgende par minutter satte gæsterne sig på spillet og kom også til et par hovedstødsmuligheder, men mens det første gik over AaB-målet, kunne Theo Sander sikkert redde det følgende forsøg fra Jay-Roy Grot. 

Jay-Roy Grot fik midt i første halvleg en ny mulighed for at passere Theo Sander, og denne udnyttede han, da han fik serveret et fladt indlæg tæt under mål, som han sendte i nettet til 1-1. 

I 30. minut sparkede gæsternes Clint Leemans et langskud over mål, og et par minutter senere slog Lucas Andersen et farligt kantfrispark ind i Viborg-feltet, men Daniel Granli kunne lige akkurat ikke nå frem til kuglen og få et ordentlig træf på. 

Også Allan Sousa kom i første halvleg til en fin afslutning, da han overtog bolden fra Iver Fossums høje erobring. Brasilianerens langskud gik dog lige forbi, og forbi gik også en afslutning fra Ibrahim Said efter et hjørnespark samt en halvflugter fra Jay-Roy Grot lige inden pausefløjtet. 

Til anden halvlegs start skiftede AaB både Malthe Højholt og Louka Prip ind i stedet for Iver Fossum og målscorer Marco Ramkilde. Første afslutning efter pausen stod opgørets anden målscorer, Jay-Roy Grot for, men hans forsøg på en nedfaldsbold tog Theo Sander sig af uden besvær.

Midt i anden halvleg foretog AaB sin tredje indskiftning, da Andreas Poulsen blev sendt på grønsværen, og få sekunder senere slog netop indskiftede Andreas Poulsen et giftigt indlæg skråt tilbage til Allan Sousa i Viborg-feltet. Allan Sousas forsøg blev dog blokeret. 

Et par minutter senere slog gæsterne til i modsatte ende, da Clint Leemans tog chancen fra distancen. Theo Sander nåede ud til skuddet og fik handsken på, men målmanden fik ikke styret bolden nok ud til siden, og i stedet sprang kuglen over målstregen til 2-1 via indersiden af stolpen. 

Med lidt over et kvarter igen kom Anosike Ementa på banen for Hele Nordjyllands Hold, og kort efter fulgte nordjydernes sidste indskiftning ved Oliver Ross. 

11 minutter før tid lykkedes det så Viborg F.F. at bringe sig foran med 3-1. Indskiftede Nils Mortimer lagde med hælen bolden til rette til et langskud for Jakob Bonde, der sparkede kuglen mod det øvre målhjørne og i nettet til en to-måls-føring. 

Efterfølgende headede Lars Kramer et kantfrispark fra Allan Sousa forbi, men AaB formåede mod slutningen ikke at true Lucas Lund i målet, og derfor sluttede det med et nederlag på 3-1. 

Nederlaget betyder, at AaB fortsat ligger på 11. pladsen i 3F Superligaen med tre point op til Brøndby I.F. på 10. pladsen.

AaB spiller igen på søndag kl. 18.00 på udebane mod netop Brøndby I.F. Næste hjemmekamp venter søndag 6. november kl. 14.00. Køb billetter til opgøret her. 

Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 14. spillerunde

AaB-Viborg F.F. 1-3 (1-1)
15. min 1-0 Marco Ramkilde, 23. min 1-1 Jay-Roy Grot, 69. min 1-2 Clint Leemans, 79. min 1-3 Jakob Bonde
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (65), Andreas Poulsen (75)
Advarsler Viborg F.F.: Clint Leemans (20), Jeppe Grønning (82)
6.521 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-2-3-1): Theo Sander, Kristoffer Pallesen, Daniel Granli, Lars Kramer, Jakob Ahlmann (66: Andreas Poulsen), Iver Fossum (46: Malthe Højholt), Pedro Ferreira, Allan Sousa, Lucas Andersen, Younes Bakiz (78: Oliver Ross), Marco Ramkilde (46: Louka Prip).

Viborg F.F. (4-3-3): Lucas Lund, Anton Gaaei, Nicolas Bürgy, Zan Zalatel, Oliver Bundgaard (90: Martin Agnarsson), Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Clint Leemans (83: Mads Søndergaard), Jan Zamburek (70: Nils Mortimer), Jay-Roy Grot (90: Alassana Jatta), Ibrahim Said (70: Elias Achouri).

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed
'