AaB TV: Superligatræning for ASC Junior

20. oktober 2022 kl. 08:58 af Rasmus Estrup

AaB Support Clubs juniormedlemmer fik en særlig efterårsferieoplevelse i går.

I forlængelse af AaB’s 3F Superligatræning onsdag eftermiddag kunne medlemmer af AaB Support Clubs juniorafdeling, ASC Junior, nemlig få lov til at træne sammen med AaB’s 3F Superligaspillere.

Læs mere og tilmeld dig ASC Junior her. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vanløse I.F.-AaB 1-3

19. oktober 2022 kl. 07:06 af Rasmus Estrup

Efter 120 minutters fordbold vandt AaB i går 3-1 på udebane over 3. divisionsklubben Vanløse I.F. i tredje runde af Pokalen. 

Hjemmeholdet kom foran midt i første halvleg, da en redning fra Theo Sander blev prikket lige akkurat over målstregen af Vanløse I.F.'s Rasmus Lytsen. 

AaB havde vanskeligt ved at få gang i spillet i første halvleg, men kom dog til en stor chance til Younes Bakiz og et overliggerskud af Kilian Ludewig inden pausen. 

Anden halvleg bød på rigtig mange chancer, og både Theo Sander i AaB-målet og hjemmeholdet keeper Lasse Krogh tog godt fra. 

Sidstnævnte tog endda også et straffespark, som Allan Sousa misbrugte, efter at det var blevet bedgået mod Marco Ramkilde otte minutter efter pausen. 

Et kvarter før tid fik Allan Sousa dog chancen fra 11-meterpletten igen, da han selv blev nedlagt, og denne gang udlignede brasilianeren til 1-1. Dette blev også resultatet efter 90 minutter, og derfor skulle kampen ud i forlænget spilletid. 

Her scorede Marco Ramkilde på et kantfrispark fra Lucas Andersen kort inden pausen, og i det 113. minut fik AaB sit tredje straffespark i kampen, da Anosike Ementa blev nedlagt af Vanløse I.F.'s målmand, der samtidig blev vist ud med sin anden advarsel. 

Fra straffesparkspletten lukkede Allan Sousa elegant kampen med et lille vip og scoringen til slutresultatet 3-1. Et resultat der sender AaB videre i pokalturneringen. 

I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af tirsdagens chancerige pokalkamp. 

Tags på denne nyhed

AaB slider sig videre i Pokalen

18. oktober 2022 kl. 20:31 af Rasmus Estrup

AaB måtte ud i 120 minutters pokalfodbold mod 3. divisionsklubben Vanløse I.F., før en 3-1-sejr efter to straffesparksscoringer af Allan Sousa og et mål af Marco Ramkilde kunne sende AaB videre til næste runde af pokalturneringen. 

Efter en indledning, hvor AaB var meget på bolden, men leverede mange boldtab, fik 3. divisionsklubben kampens første chance efter knap et kvarter. Et indlæg fra Giran Pyne-Cole gik ind mod forreste område til Simon Pedersen, der dirigerede kuglen lige forbi nærmeste opstander. 

AaB havde generelt svært ved at få spillet til at flyde, og efter 25 minutter kunne Vanløse I.F. så gøre det til 1-0. Et indlægsfrispark førte til en afslutning af Daniel Nielsen, som Theo Sander fik blokeret, men returbolden fik Rasmus Lytsen prikket til for næsen af Kristoffer Pallesen. Bolden nåede angiveligt lige akkurat at passere mållinjen, før Kilian Ludewig fik sparket væk, og dermed var hjemmeholdet i front. 

AaB var tæt på et hurtigt modsvar, men Andreas Poulsens præcise indlæg til kanten af det lille felt sendte Younes Bakiz over Vanløse-målet. 

Selvom AaB havde stor boldbesiddelse, kunne nordjyderne i lange perioder ikke spille sig igennem Vanløse-defensiven, men med fem minutter tilbage af første halvleg sendte Louka Prip et par blokerede skud afsted, og det sidste sneg sig lige forbi målet. 

Tættest på en udligning inden pausen var Kilian Ludewig, som tog sigte fra distancen og hamrede et tordenhug mod overliggeren. Dermed måtte AaB gå til pause bagud med 1-0 efter en dårlig første halvleg.  

Til anden halvlegs start blev Iver Fossum og Marco Ramkilde sendt på banen i stedet for Sebastian Otoa og Oliver Ross, og to minutter efter pausen var AaB tæt på en udligning med et farligt langskud fra Younes Bakiz, men målmand Lasse Krogh reddede flot. 

I modsatte ende havde Vanløse I.F. et par langskud, inden Marco Ramkilde kæmpede sig til et straffespark i Vanløse-feltet. Allan Sousa tog sig af sparket, men blev læst af Lasse Krogh, som også selv fangede returbolden. 

Det brændte straffespark blev startskuddet til flere store omstillingschancer til Vanløse I.F. og især indskiftede William Arnesen, men heldigvis for AaB-mandskabet tog Theo Sander godt fra i målet. Blandt andet med en flot dobbeltredning i 59. minut. 

Minuttet senere fik Younes Bakiz en afslutning reddet, og ca. midt i anden halvleg var Marco Ramkilde tæt på at udligne på et giftigt kantfrispark fra Allan Sousa, men den indskiftede angriber headede over fra tæt hold. 

Med lidt mere end 20 minutter igen blev Anosike Ementa sendt i spil i Louka Prips sted, og kort efter var AaB farlige igen. Denne gang igen ved Marco Ramkilde, der igen headede over.  

Efter 73 minutter blev Allan Sousa nedlagt i feltet, og dermed fik AaB tilkendt sit andet straffespark i kampen. Allan Sousa tog denne gang revanche for den tidligere misser, da han sikkert sparkede AaB på 1-1. 

I modsatte ende måtte Theo Sander igen levere en redning, inden også Pedro Ferreira overtog Jeppe Pedersens plads på banen. 

Selvom AaB resten af den ordinære tid pressede på for endnu en scoring med det ene indlæg efter det andet, var Vanløse I.F. tæt på at slå til på en omstilling, men Kilian Ludewig kom i vejen, og dermed blev kampen sendt ud i forlænget spilletid efter 1-1 ved ordinær tid. 

I den forlængelse spilletid kom Lucas Andersen på banen i stedet for Younes Bakiz, og en anden indskifter, Anosike Ementa, var første mand med en afslutning, men hans forsøg i feltet sad lige på målmand Lasse Krogh. Efter 99 minutter kom også Jakob Ahlmann ind i stedet for Andreas Poulsen. 

12 minutter inde i den forlængede spilletid slog Lucas Andersen et godt kantfrispark tæt ind under mål, og her kastede Marco Ramkilde sig frem og prikkede bolden over stregen til en AaB-føring på 2-1. 

Tidligt i anden halvleg af den forlængede spilletid måtte Theo Sander diske op med endnu en redning på et forsøg fra William Arnesen, men 10 minutter før tid fik AaB så et nyt straffespark, da Lasse Krogh nedlagde Anosike Ementa og samtidig modtog sin anden advarsel og dermed en udvisning. 

Med en panenka gjorde Allan Sousa det til 3-1 for AaB med sit andet straffesparksmål. 

3-1-føringen holdt kampen ud, og dermed er AaB videre til ottendedelsfinalen i Pokalen. Lodtrækningen til næste runde foretages senere i denne uge. 

AaB's næste kamp venter på mandag, hvor Hele Nordjyllands Hold møder Viborg F.F. på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen her. 

Matchfacts - Pokalen, tredje runde

Vanløse I.F.-AaB 1-3 (1-1) (1-0)
26. min 1-0 Rasmus Lytsen, 75. min 1-1 Allan Sousa (str.), 103. min 1-2 Marco Ramkilde, 113. min 1-3 Allan Sousa (str.)
Advarsler Vanløse I.F.: Marius Qvarnstrøm (21), Lasse Krogh (103)
Udvisning Vanløse I.F.: Lasse Krogh (111)
Advarsler AaB: Sebastian Otoa (25), Pedro Ferreira (97)
3.154 tilskuere på Vanløse Idrætspark

Vanløse I.F. (4-3-3): Lasse Krogh, Marius Qvarnstrøm (William Hendriksen), Magnus Højland, Nicolai Vestergaard Johansen, Daniel Nielsen (112: Albert Gaub-Jakobsen), Kasper Sindahl, Andreas Stær (39: William Arnesen), Karim el Haddouchi, Simon Pederen, Rasmus Lytsen (65: Christian Thorup), Giran Pyne-Cole (74: Daniel Dara).

AaB (4-2-3-1): Theo Sander, Kilian Ludewig, Kristoffer Pallesen, Sebastian Otoa (46: Iver Fossum), Andreas Poulsen (99: Jakob Ahlmann), Jeppe Pedersen (79: Pedro Ferreira), Malthe Højholt, Allan Sousa, Oliver Ross (46: Marco Ramkilde), Louka Prip (69: Anosike Ementa), Younes Bakiz (92: Lucas Andersen). 

Dommer: Jonas Hansen

Tags på denne nyhed

Trup til sekstendedelsfinale udtaget

18. oktober 2022 kl. 12:44 af Brian Andersen

Modstanderen fra Vanløse I.F. er placeret på en tredjeplads i 3. division, mens AaB i aften skal forsøge at sejre og samtidig opnå den fjerde betydende kamp i træk uden nederlag.

Erik Hamrén har udtaget følgende 19 navne:

2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 22 Theo Sander, 23 Younes Bakiz, 25 Andreas Poulsen, 28 Jeppe Pedersen, 29 Marco Ramkilde, 32 Kilian Ludewig, 33 Emil Nymann, 34 Sebastian Otoa, 38 Oliver Ross og 41 Oscar Linnér.

Josip Posavec, Lars Kramer, Daniel Granli, Yahya Nadrani og Kasper Høgh er ukampdygtige.

Der er kickoff i Vanløse kl. 18.00. Kampen kan ligeledes følges på TV3 Sport fra kl. 17.55 og i Liga på P4.

Tags på denne nyhed
'