AaB møder Viborg F.F. i pokalkvartfinalerne

10. november 2022 kl. 22:09 af Brian Andersen

Kvartfinalerne afvikles over to kampe med det første opgør planlagt til i begyndelsen af marts og returmødet i begyndelsen af april.

Lodtrækningen til kvartfinalerne blev som følger:

AaB-Viborg F.F.
FC København-Vejle Boldklub
Sønderjyske-Silkeborg I.F.
Aarhus Fremad-FC Nordsjælland

Tags på denne nyhed

AaB slutter året i andendragten

10. november 2022 kl. 13:44 af Rasmus Estrup

Så vidt det er muligt optræder AaB i den rød-hvide klubdragt, men det kan ikke lade sig gøre på Right to Dream Park i Farum på søndag, hvor AaB møder FC Nordsjælland i årets sidste 3F Superligakamp. 

Derfor vil AaB i stedet bære den blå andendragt, der ligesom klubdragten er en del af Nordens Paris-kollektionen fra Macron og bærer Aalborg Tårnets benkonstruktion i designet. 

Andentrøjen er skabt i et miljøvenligt materiale, og i et tæt samarbejde mellem AaB og Macron. Du kan naturligvis købe trøjen på www.aabshoppen.dk, hvor du også finder både klubtrøjen og håndsrækningstrøjen. 

Kampen på søndag spilles kl. 18.00, og her kan du se, hvordan du kan støtte AaB i årets sidste kamp. Har du ikke mulighed for at overvære kampen i Farum, kan opgøret ses på TV3 Sport og Viaplay med optakt fra kl. 17.30. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Middelfart Boldklub-AaB 1-2

10. november 2022 kl. 07:03 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 2-1 på udebane over Middelfart Boldklub, og Hele Nordjyllands Hold er dermed videre til kvartfinalerne i Pokalen.

Hjemmeholdet havde kampens første afslutning inden for det første minut, mens AaB’s første store tilbud kom midt i første halvleg, da Kasper Høgh sparkede forbi fra tæt hold efter et indlæg fra Andreas Poulsen.

Efter pausen havde AaB et par langskud, inden Allan Sousa udnyttede en friløber og sparkede AaB foran i 53. minut.

I 86. minut udbyggede Louka Prip til 2-0, da han fulgte op på en retur efter et godt forsøg fra Jeppe Pedersen.

I tillægstiden reducerede Middelfart Boldklub til slutresultatet, da Marcus De Claville sparkede et frispark flot i nærmeste målhjørne.

Der er lodtrækning til Pokalens kvartfinaler i aften.

Tags på denne nyhed

AaB er kvartfinaleklar

9. november 2022 kl. 15:44 af Brian Andersen

Via en kontrolleret anden halvleg fik AaB bragt sig i vinderposition, inden fynboerne i tillægstiden fik reduceret på et direkte frispark.

I forhold til AaB’s seneste kamp i søndags i 3F Superligaen mod Silkeborg I.F. havde AaB fire gengangere i form af Daniel Granli, Lars Kramer, Andreas Poulsen og Younes Bakiz.

Således var Kristoffer Pallesen, Jeppe Pedersen, Malthe Højholt, Oliver Ross, Allan Sousa, Kasper Høgh og debutanten i målet Oscar Linnér med fra start på bekostning af Yahya Nadrani, Kilian Ludewig, Pedro Ferreira, Iver Fossum, Louka Prip, Marco Ramkilde og Theo Sander.

I øvrigt var Kristoffer Pallesen eneste AaB’er, der også var på banen, da klubberne mødtes i Pokalens sekstendedelsfinaler i efteråret 2017.

Værterne på det naturskønne stadion i Middelfart viste straks tænder og var nærgående efter blot 40 sekunder, hvor AaB-defensiven måtte afværge til hjørnespark.

AaB havde mange unødvendige boldtab og havde vanskeligt ved at skabe tempo i kampen, men da det omsider skete efter 24 minutter med to kvikke og præcise pasninger fra indskiftede Louka Prip og Andreas Poulsen producerede det øjeblikkeligt en stor chance ved den bageste stolpe til Kasper Høgh, hvis afslutning dog gik i sidenettet.

To minutter senere sendte hjemmeholdets Peter Dahl Kristensen en kvalificeret afslutning snert over tværribben, og generelt formede kampbilledet sig ganske jævnbyrdigt.

AaB’s anden store mulighed kom otte minutter før pausen, da en hjørnesparksbold fra Allan Sousa blev headet på tværs af Lars Kramer til en helt fri Daniel Granli, som desværre ikke fik kontakt til den gunstige hovedstødschance fra tæt hold.

Fem minutter senere sendte Allan Sousa et skudforsøg over mål, og mere blev det ikke til i første halvleg.

Fra anden halvlegs begyndelse fik AaB sat sig mere i kontrolsædet, og Oliver Ross testede tidligt Middelfart-målmand Casper Radza.

Efter 54 minutter kom også føringsmålet, da Andreas Poulsen frispillede Allan Sousa, som i to forsøg fik passeret Casper Radza.

AaB søgte i fortsættelsen at fordoble føringen, mens hjemmeholdet primært levede af sporadiske forsøg fra distancen.

Knap midtvejs i halvlegen sørgede Allan Sousa med sit oplæg for et stort tilbud til Kasper Høgh, der sendte sin afslutning forbi målrammen.

Også Iver Fossum forsøgte sig, men 2-0 træfferen lod vente på sig indtil tre minutter før tid, hvor Jeppe Pedersens skudforsøg blev pareret af Radza, hvorefter Louka Prip var hurtigst over returbolden og fik scoret sæsonens første mål.

Dermed syntes opgøret lukket, men Marcus De Claville fik med en flot frisparkstræffer i tillægstiden pyntet på resultatet.

Lodtrækning til kvartfinalerne foregår torsdag aften, men herudover har AaB nu fokus på årets sidste opgave for, som er udekampen søndag aften i Farum mod 3F Superligaens øjeblikkelige tophold FC Nordsjælland.

Matchfacts – ottendedelsfinale, Pokalen
Middelfart Boldklub-AaB  1-2 (0-0)
54. min 0-1 Allan Sousa, 87. min 0-2 Louka Prip, 90. min 1-2 Marcus De Claville.
Advarsel Middelfart Boldklub: Peter Dahl Kristensen (63).
Advarsler AaB: Kasper Høgh (62), Allan Sousa (66), Iver Fossum (78).
1.328 tilskuere på Middelfart Stadion.

Middelfart Boldklub (3-4-3): Casper Radza, Mathias Høgsholt, Lasse Thomsen, Mathias Madsen (79: Jonathan Kjær), Jacob Linnet (69: Mathias Jacobsen), Robert Kakeeto (59: Jonas Villemoes), Benjamin Zjajo, Andreas Eriksen, Peter Dahl Kristensen (79: Marcus De Claville), Malthe Boesen, Denis Fazlagic (69: William Akpan).

AaB (3-4-3): Oscar Linnér, Daniel Granli, Lars Kramer, Kristoffer Pallesen, Jeppe Pedersen, Malthe Højholt, Oliver Ross (60: Iver Fossum), Andreas Poulsen (60: Kilian Ludewig), Allan Sousa, Kasper Høgh (83: Anosike Ementa), Younes Bakiz (20: Louka Prip).

Dommer: Jacob Karlsen.

Tags på denne nyhed
'