AaB Akademiets fysiske sektor står for den fysiske træning, dataanalyse og langsigtede fysiske periodisering på klubbens ungdomshold fra U/13 til U/19. Til at bidrage med at løse disse opgaver, søger AaB Akademiet ambitiøse og læringsparate kandidatstuderende i idræt til 2022/2023-sæsonen.
Den studerende vil fast blive koblet på klubbens U/15, U/17 eller U/19-hold og vil komme til at varetage arbejdsopgaver i relation til den fysiske sektors forpligtigelser på det respektive hold.
Dette indebærer:
- Planlægning af træningsøvelser i tæt samarbejde med cheftræneren og den øvrige stab på det respektive hold
- Deltagelse i holdtræning med udgangspunkt i at bringe klubbens fysiske periodisering fra kontoret og ud på fodboldbanen
- Ansvar for daglig evaluering af den fysiske load på træningerne – med afsæt i klubbens GPS-system
- Deltagelse på holdets træningssessioner i styrkelokalet
- Ansvar for sessioner med fokus på skadesforebyggende træning, preaktivering og recovery på det respektive hold
- Ansvar for evaluering af wellness og RPE, med henblik på at vejlede cheftræneren
Den studerende kan forvente at blive støttet og vejledt omkring arbejdsopgaverne gennem interne møder, oplæg og videreuddannelse sammen med den resterende del af den fysiske stab. Alle arbejdsopgaver forventes varetaget med udgangspunkt i AaB Akademiets etablerede struktur for fysisk træning, dataanalyse og langsigtet atletisk udvikling. Den studerende vil i de første uger af samarbejdet blive grundigt introduceret til denne struktur.
Udover de daglige arbejdsopgaver har AaB Akademiet en række projekter, den studerende vil kunne tage udgangspunkt i forbindelse med et evt. speciale:
Udbygning af database med ”AaB-øvelser” – Hvilke træningsøvelser skaber et fysisk overload af kampintensiteten i en fodboldkontekst?
Udbygning af database med data relateret til vækststatus – Sammenhængen mellem PHV-status og fysisk kapacitet, fysisk output i kampene eller skadesrisiko
Registrering af ugentlig GPS load sammenlignet med kampbelastning – Betydning for den fysiske præstationsevne og/eller skadesincidensen
Stillingen aflønnes med godtgørelse efter nærmere aftale.
Ansøgning samt eventuelle spørgsmål til stillingen bedes rettes til AaB Akademiets fysiske træner Mads Lerche på mlk@aab-as.dk.