I weekenden vandt et forstærket U/19-mandskab over Skövde AIK, U/15 Ligaholdet tog tredje sejr i træk, mens AaB i U/17 Ligaen tabte.
U/19-testkamp: AaB-Skövde AIK 1-0
Et forstærket U/19 Ligahold med seks spillere fra AaB’s 3F Superligatrup vandt lørdag over svenske Skövde AIK’s førstehold, der ligger på femtepladsen i den næstbedste svenske række, Superettan.
Efter en god kamp, hvor AaB-holdet præsterede godt og fik god matchning og Theo Sander leverede flere store redninger i AaB-målet var det et velspillet angreb, der sikrede AaB en sejr på 1-0.
Anosike Ementa tog en lang bold ned og sendte kuglen modsat til Jeppe Pedersen, der fandt Oliver Klitten, som stod for indlægget, der ved bagerste stolpe blev sat i nettet af U/19 Ligaspiller Donavan Bagou.
AaB's 3F Superligatrup spiller sæsonens første testkamp på lørdag kl. 14.00 på udebane mod AGF.
U/17 Ligaen: FC København-AaB 7-0
AaB’s U/17 Ligahold sluttede sæsonen af med et stort nederlag på udebane til U/17 Ligamestrene fra FC København.
Med tre scoringer fra 19. minut til 28. minut og endnu et mål kort inden pausefløjtet sikrede hjemmeholdet sig en pauseføring på 4-0.
Inden for anden halvlegs fem første minutter blev føringen udbygget til først 5-0 og siden 6-0, og opgørets sidste scoring faldt 12 minutter før tid.
AaB’s U/17 Ligahold slutter dermed sæsonen på 11. pladsen i U/17 Ligaen med 27 point efter 26 kampe.
U/15 Ligaen: FC København-AaB 1-3
I U/15 Ligaen snuppede AaB tredje sejr i træk, da sæsonens sidste kamp blev vundet med 3-1 på udebane mod FC København.
Det var ellers hjemmeholdet, der midt i første halvleg åbnede målkontoen, men ca. fem minutter før pausen udlignede Emil Borup til 1-1.
Tidligt i anden halvleg bragte Christian Tcacenco AaB foran med 2-1, og efter en times spil lukkede Viktor Fjeldgaard kampen med 3-1-scoringen.
AaB ender sæsonen i U/15 Ligaen på 12. pladsen med 29 point efter 26 kampe.