Vidste du om AaB og FC København…

22. juli 2022 kl. 11:41 af Brian Andersen

- at den forestående duel er 3F Superligakamp nummer 94 mellem AaB og FC København. Statistikken siger 20 sejre til AaB, 24 uafgjorte og 49 nederlag samt en målscore på 99-158 set med AaB’s øjne.

- at AaB er uden sejr mod FC København i de seneste fem 3F Superligakampe, der er endt med fire nederlag og en uafgjort. Det er AaB’s længste serie uden tre point mod FC København i 3F Superligaen siden november 2014-april 2018, der bød på syv nederlag og tre uafgjorte.

- at AaB har tabt de fire seneste 3F Superligakampe mod FC København på Aalborg Portland Park med sammenlagt 3-8. Det vil i tilfælde af endnu et nederlag være første gang, at AaB taber fem hjemmekampe i træk mod FC København.

- at AaB’s seneste hjemmesejr mod FC København er dateret 1. september 2019, hvor Kasper Kusks enlige træffer afgjorde affæren.

- at AaB dog også 18. oktober 2020 besejrede FC København, da Iver Fossums to scoringer sørgede for en 2-1 gevinst i Parken.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (3 mål) og Iver Fossum (3) også Louka Prip (2 mål) og Lucas Andersen (2) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod FC København.

- at en 3F Superligakamp mellem AaB og FC København ikke er endt uden scoringer i knap 15 år, dvs. der har været mindst en scoring i hver af de seneste 43 3F Superligakampe mellem de to klubber.

- at ud af de 93 tidligere indbyrdes 3F Superligakampe mod FC København har AaB scoret først i 34 tilfælde, hvilket har resulteret i 17 sejre, 11 uafgjorte og seks nederlag. Omvendt har FC København scoret kampens første mål i 55 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, ni uafgjorte og 43 nederlag.

- at indbyrdes 3F Superligaopgør mellem AaB og FC København indtil videre har budt på 21 straffespark, heraf blot seks til AaB. Men at der ikke er dømt et straffespark siden september 2014 svarende til i de seneste 23 3F Superligakampe mellem de to klubber.

- at dommer Morten Krogh for første gang skal dømme en dyst mellem AaB og FC København.

- at AaB har ikke haft de bedste resultater i 3F Superligaen med Morten Krogh som dommer. I de 14 tidligere kampe er det blot blevet til to sejre for AaB, fem uafgjorte og syv nederlag. På Aalborg Portland Park er det endnu værre med ingen sejre, to uafgjorte og fire nederlag.

- at kampdatoen 24. juli markerer, at det er præcis et år siden, at Anders Hagelskjær og Milan Makaric debuterede for AaB; i det forgangne år er det for Milan Makaric blevet til 35 kampe og 11 scoringer, mens Anders Hagelskjær står noteret for 33 optrædener og tre mål.

- at AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2022 går ubeskåret til Safe House – Aalborg.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Oddset bliver platinpartner i AaB

22. juli 2022 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Fra 2008 til 2020 var Oddset partner i AaB, og efter to års fravær er Oddset nu igen blandt AaB’s samarbejdspartnere med en ny platinpartneraftale. 

- Vi er glade for igen at indgå i et samarbejde med Oddset, der gennem platinpartnerskabet vil være med til at skabe fanengagement med tiltag, der også kommer til at understøtte kampoplevelsen Aalborg Portland Park, fortæller AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.  

Oddset kommer blandt andet til at være partner og afsender diverse quizzer og konkurrencer. 

- Efter nogle års fravær er vi hos Oddset glade for at være tilbage som partner i AaB. AaB er en traditionsrig klub i Danmark med bred opbakning i hele Nordjylland, og det er naturligvis interessant for Oddset. Vi ser frem til at bidrage med underholdning ansvarlig vis for de mange AaB-fans, siger Karsten Fogh Holanng, adm. direktør i Danske Licens Spil.   

Oddset er en del af Danske Spil, som er ejet af den danske stat, Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI).

Tags på denne nyhed

Samarbejdspartnere frigiver billetter til AaB-FCK

21. juli 2022 kl. 15:00 af Rasmus Estrup

På grund af en ekstraordinært stor efterspørgsel på billetter til sæsonens første hjemmekamp er AaBs sæsonkortholdere og samarbejdspartnere blevet opfordret til at frigive deres billetter, hvis de er forhindret i at komme, så Aalborg Portland Par kan blive fyldt mest muligt.  

Der har været stor opbakning til dette hos både de samarbejdspartnere og sæsonkortholdere, der ikke får brugt deres billetter. Derfor er der nu åbnet en ny pulje på ca. 300 ekstra billetter til søndagskampen. Dette inkluderer også pladser med begrænset udsyn på A. Enggaard Tribunen, som frigives på grund af den store efterspørgsel.  

De ca. 300 billetter kan nu hentes gratis via en voucher på www.stadionkaldernuigen.dk efter først-til-mølle-princippet. Når man har fået en voucher, skal denne indløses på www.billet.aabsport.dk. Bemærk at der kan være op til en times ventetid på voucheren.  

Det er Arbejdernes Landsbank, Det Nordjyske Mediehus og Aalborg Portland, der sammen har inviteret alle gratis til fodbold på Aalborg Portland Park under overskriften Stadion kalder nu igen, og på under et døgn blev alle billetter til kampen udsolgt.   

Men nu er der altså kommet en ekstra pulje af billetter til kampen mod FC København, der fløjtes i gang på søndag kl. 18.00 på Aalborg Portland Park.  

Hent din billetvoucher her.

Er der problemer med at aktivere voucheren, skal man kontakte billet@aab-as.dk og ikke gennemføre en betaling af billetterne, da købte billetter ikke refunderes.

Udebaneafsnittet er udsolgt til søndagens opgør. AaB gør i den forbindelse opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende.

 

Stadion kalder nu igen - fanzonen åbner kl. 15.00

21. juli 2022 kl. 13:03 af Rasmus Estrup

Kampinfo
Spillerunde: 2
Spilledato: Søndag 24. juli 2022
Kick-off: Kl. 18.00
Dørene åbner: Kl. 16.00
Fanzonen åbner: Kl. 15.00

Stadion kalder nu igen - alt er udsolgt
Gennem kampagnen "Stadion kalder nu igen" har AaB’s tre partnere Arbejdernes Landsbank, Det Nordjyske Mediehus og Aalborg Portland købt alle billetter, så alle fans har kunne få billet til kampen gratis.

Alle billetter blev revet væk på under et døgn, og der er således udsolgt på hele Aalborg Portland Park, inklusive i udebaneafsnittet.

Såfremt man har billet eller sæsonkort og er forhindret i at komme til kampen, kan man videregive sin billet via www.billet.aabsport. Hvis der videregives billetter, kan der løbende dukke enkelte billetter op på www.billet.aabsport.dk.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Autografskrivning i fanzonen
Fanzonen er åben fra kl. 15.00 på søndag. Her vil der være livemusik fra scenen, en AaB-hoppeborg, en sparkestation og mulighed for ansigtsmaling.

Fra kl. 15.30 til 16.00 vil et par AaB-spillere skrive autografer i fanzonen, og kl. 16.30 er der et interview på scenen med AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

Fodboldidioterne, der er kendt fra YouTube, vil desuden være til stede og skrive autografer i fanzonen.

I fanzonen er der også er en storskærm, der blandt andet viser alle mål fra forrige sæson.

Som altid er det også muligt at købe lækker mad fra Bogø Sandwich, ligesom du kan købe vand og øl i boderne.

Køb AaB’s nye spillertøj i AaB Fanshop
I AaB Fanshop både i foyeren og i fanzonen kan du som altid købe diverse AaB-merchandise.

Her finder du også AaB’s helt nye spillerdragt, der er skabt i samarbejde med Macron og indeholder Aalborg Tårnets benkonstruktion i designet. Trøjerne er lavet i bæredygtigt materiale og kan også købes online på www.aabshoppen.dk

Adgang til boder og toilletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen på søndag. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen på søndag anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Gratis tog- og buskørsel med billet til kampen
Alle med en billet til søndagskampen kan på kampdagen køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab. Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen.

Vær opmærksom på, at der på grund af vejarbejde på Kastetvej er ændrede busruter. Altså skal man stå af ved stoppestedet Suensonsgade, hvis man tager busrute 2. 

Kommer man med busrute 16 skal man stå af ved stoppestedet Anneberghus.  

Indløbsbørn fra AaB Support Club Junior
Det er medlemmer af AaB Support Club Junior, der løber ind på banen med AaB-spillerne på søndag.

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 16.00
Boderne på Aalborg Portland Park åbner på søndag to timer før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Køb pizza i Bod 4 på Complea Tribunen
I Bod 4 på Complea Tribunen er det igen muligt at købe pizza til kampen.

Twitter og Instagram
Det officielle hashtag for kampen er #AaBFCK – følg og benyt dette hashtag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Vær særligt opmærksom på, at Kastetvej er spærret mellem Dannebrogsgade og Haraldslund på grund af vejarbejde. Altså kan man kun tilgå parkeringspladsen på Haraldslund fra den vestlige del af Kastetvej. 

Vær også opmærksom på, at vejarbejdet har indflydelse på busruten, og derfor skal man stå af ved stoppestedet Suensonsgade, hvis man tager busrute 2. 

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Safe House får Hele Nordjyllands Håndsrækning i efteråret 2022

21. juli 2022 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer hvert halvår to kr. pr. fremmødt tilskuer til 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til et godt nordjysk formål gennem Hele Nordjyllands Håndsrækning.  

Prisen blev oprettet i 2015 med én kr. pr. tilskuer, og fra 2017 til og med foråret 2022 støttede Spar Nord Fonden op om prisen, hvorigennem der indtil videre er doneret flere end 1,3 millioner kroner samlet set.  

Nu har Arbejdernes Landsbank overtaget fondens rolle, og efterårets modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning fra AaB og Arbejdernes Landsbank bliver Safe House - Aalborg. Det har AaBs fans via en afstemning på aabsport.dk valgt.  

Forinden havde et udvalg med repræsentanter fra AaB, Arbejdernes Landsbank, AaB Support Club og seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, Carpe Diem, udvalgt tre kandidater, der var med i afstemningen.  

Safe House - Aalborg vandt den tætte afstemning med 43 procent af stemmerne efterfulgt af Min Drømmedag fra Hadsund, der fik 41 procent af stemmerne, og Kom Videre Mand - Aalborg, der modtog 16 procent af stemmerne. 

Øget tryghed i Aalborgs natteliv 

Safe House - Aalborg er en ny, frivillig forening, der åbnede deres lokale for enden af Jomfru Ane Gade 6. maj i år med det formål at øge trygheden for alle, der færdes i det aalborgensiske natteliv.  

Dette sker ved, at Safe House hver weekend har faste folk, der i nattetimerne sidder klar til at tage imod alle dem, der kigger ind og har brug for hjælp, samt ved at have frivillige til at patruljere rundt omkring havnen i Aalborg.  

Midlerne fra Hele Nordjyllands Håndsrækning skal blandt andet gå til at forbedre forholdene i Safe Houses lokaler, så de frivillige har de rette remedier og forudsætninger til at hjælpe de ca. 100-130 ugentlige gæster.   

- Det er fedt, at så mange har ønsket, at vi skal være modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning. Som en helt ny forening prøvede vi bare at søge, og vi havde ikke regnet med hverken at blive nomineret eller nu blive modtager. Så det giver os et kæmpe boost, at vi er blevet valgt, siger Sune Zacho, der er initiativtager og formand for Safe House - Aalborg. 

- Forhåbentlig kan dette være med til, at endnu flere især unge mennesker bliver opmærksomme på, at vi findes, og derved forhåbentlig bliver mere trygge ved at færdes i nattelivet, siger Sune Zacho.  

AaBs administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:  

- Vi er glade for at kunne ønske tillykke til Safe House - Aalborg, der i et stærkt felt med mange gode kandidater er endnu en værdig modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning.   

- Nu håber vi, at vi gennem hele efteråret får fyldt Aalborg Portland Park op med masser af tilskuere, så der foruden en god stemning på Aalborg Portland Park også kommer en stor håndsrækning til Safe House - Aalborg, siger Thomas Bælum.  

Det samlede beløb med to kr. pr. tilskuer til efterårets 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park vil blive doneret, når efterårssæsonen er færdigspillet.  

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning: 
Carpe Diem - forår 2022 - 155.266 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
Idræt for Sindet Hjørring - velgørenhedstrøje 2021 - Endnu ikke afsluttet 
FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel velgørenhedstrøje 2020 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje) 
Gestus Nord velgørenhedstrøje 2019 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje) 
Barnets Blå Hus i Vesthimmerland efterår 2019 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
Skyggebørn forår 2019 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
AaB Support Club og AaB TIFO KAOS velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje) 
Ønskeland efterår 2018 108.652 kr.(2 kr. pr. tilskuer) 
Foreningen Grønlandske Børn forår 2018 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
Børn i sorg Sorggrupperne i Aars efterår 2017 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer) 
Veteran Oasen velgørenhedstrøje 2017 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje) 
Kildehuset Fountainhouse forår 2017 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer) 
Broen Aalborg efterår 2016 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer) 
Hjerterummet og Cykel20 forår 2016 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer) 
The Back To Life Project efterår 2015 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer) 
Headspace Aalborg forår 2015 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer) 

Pr. 30. juni 2022 er der i alt uddelt 1.316.136 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning.

Tags på denne nyhed
'