Kramer: Jeg kan ikke vente til søndag
Lars Kramer føler sig velforberedt til sæsonpremieren, hvor han står overfor sin tidligere klub, Viborg F.F.
På søndag indleder AaB den nye sæson i 3F Superligaen, og den nye midtstopper Lars Kramer glæder sig til at komme i gang efter en god opstart med Hele Nordjyllands Hold.
- Selvom jeg har skullet lære nye spillere, en ny taktik og en ny klub at kende, så er jeg hurtigt faldet godt til. Alle i truppen, staben, administrationen og cafeteriet har været meget venlige, så jeg føler mig godt til rette i AaB og er klar til at præstere på banen, siger den 23-årige forsvarsspiller og peger på sidste uges træningslejr i Polen som et vigtigt element i opstartsfasen.
- Når man er sammen konstant, lærer man hinanden at kende på en dybere måde, og det er vigtigt som hold, at man kender hinanden godt. Derudover har vi også kunnet få den nye taktik godt ind under huden, siger Lars Kramer.
For ham bliver sæsonpremieren på søndag særligt speciel. Kampen spilles nemlig på Energi Viborg Arena mod Viborg F.F. Altså på hans tidligere hjemmebane mod hans tidligere holdkammerater.
- Det giver en ekstra motivation, og jeg kan ikke vente til søndag.
- Det er selvfølgelig lidt specielt, at min første AaB-kamp bliver i Viborg, hvor jeg har været i tre år og har mange gode venner. Men i de 90 minutter på søndag er venskabet lagt til side, og så gælder det kun om at vinde. Så kan vi være venner igen, når dommeren har fløjtet af, siger AaB’s nye hollænder, der håber, at AaB’s fans kan skabe samme stemning, som ved sidste besøg i Viborg, hvor det blev til en underholdende 3-2-sejr til Hele Nordjyllands Hold.
- Da AaB vandt i Viborg i sidste sæson, husker jeg, at udebaneafsnittet var helt fyldt, og efter kampen havde fansene en fest på tribunen ovenpå sejren. Begge dele, håber jeg selvfølgelig, gentager sig på søndag, slutter Lars Kramer.
Søndagskampen mod Viborg F.F. fløjtes i gang kl. 14.00.