Remis mod østrigere
Det sluttede 2-2, da AaB fredag eftermiddag mødte SWG Tirol i den anden kamp ved Tipsport Malta Cup 2022. Iver Fossum og Milan Makaric på måltavlen.
Det uafgjorte resultat var med AaB-briller en anelse unødvendigt, da et ellers sikkert greb om kampen blev sluppet og vendt på hovedet med to hurtige østrigske scoringer i anden halvleg.
Allerede efter få sekunder viste AaB farlighed med et velgennemført angreb, men første reelle mulighed kom i det sjette minut, hvor Anders Hagelskjær med en velkendt pasning frem i banen fandt Louka Prip, hvis tæmning gled væk, men i stedet havnede hos Kasper Høgh, der fra en lidt spids vinkel sparkede bolden i sidenettet med venstrebenet.
I modsatte ende fik den tidligere AGF’er Bror Blume et forsøg blokeret, og de efterfølgende minutter foregik med et mindre østrigs overtag – primært fordi AaB’erne lavede for mange uprovokerede fejl.
Bror Blume forsøgte sig igen, inden AaB tog føringen i det 21. minut, hvor Louka Prip og Kristoffer Pallesen stod for forarbejdet, da indlægget fra sidstnævnte gav en returbold tæt under mål, hvilket Iver Fossum udnyttede til at passere Benjamin Ozegovic i målet.
Herfra var AaB bedst, selvom Bror Blume forsøgte sig nok engang uden held, og AaB fik efter 29 minutter en god chance for at fordoble føringen, men Kasper Høghs flugter på Kristoffer Pallesens indlæg gik forbi stolpen.
AaB-defensiven var stærkt styret af Rasmus Thelander, men efter fem ud- og indskiftninger i pausen kom der efter efter 49 minutter en forskrækkelse, da Giacomo Vrioni slap fri og sendte et drøn på roden af den ene opstander.
Straks efter stod Kasper Kusk for oplægget til Iver Fossum, der flugtede over mål, og øjeblikket senere var der så fare på færde i den modsatte ende, da AaB-målmand Andreas Hansen flot reddede en friløber til Giacomo Vrioni.
I det 55. minut fulgte et mønsterangreb fra AaB’s side med Frederik Børsting og Kasper Kusk involveret, før en perfekt, flad tværbold fra Kristoffer Pallesen endte hos Iver Fossum, men Benjamin Ozegovic kom i vejen for afslutningen.
For WSG Tirol afsluttede Renny Smith forbi mål, mens chancehavet fortsatte, da Rufo efter en times spil ikke fik udnyttet et godt tilbud skabt af Kasper Kusk.
Især fra midtvejs i anden halvleg dominerede AaB stort, og derfor virkede det tåbeligt, at Markus Wallner – ganske vist i offside-position, viste TV-billederne – kunne skubbe læderet over stregen til 1-1 med et kvarter igen.
Med seks minutter igen blev ondt værre for AaB, da Mathias Ross begik et ærgerligt straffespark, som Giacomo Vrioni sikkert eksekverede.
Heldigvis nåede AaB dog fortjent at fremtvinge en udligning, da Milan Makaric i 88. minut headede Aleksandar Trajkovskis perfekte, indadskruede frisparksbold i netmaskerne.
AaB’s sidste kamp ved Tipsport Malta Cup 2022 spilles på mandag mod slovakiske Spartak Trnava.
Testkamp på National Stadium Ta'Qali, Tipsport Malta Cup 2022, 2. spillerunde
WSG Tirol-AaB 2-2 (0-1)
21. min 0-1 Iver Fossum, 75. min 1-1 Markus Wallner, 85. min 2-1 Giacomo Vrioni, 88. min 2-2 Milan Makaric.
AaB (3-5-2): Andreas Hansen, Daniel Granli (46: Mathias Ross), Rasmus Thelander (61: Pedro Ferreira), Anders Hagelskjær (61: Vladimir Prijovic), Kristoffer Pallesen (61: Marcus Hannesbo), Iver Fossum (61: Aleksandar Trajkovski), Malthe Højholt (46: Magnus Christensen), Louka Prip (46: Rufo), Jakob Ahlmann (46: Frederik Børsting), Kasper Kusk (61: Milan Makaric), Kasper Høgh (46: Tim Prica (74: Anosike Ementa)).