Lars Friis cheftræner i AaB fra 1. august

25. januar 2022 kl. 10:00 af Brian Andersen

Lars Friis har det seneste år udført et fortræffeligt stykke arbejde for Viborg F.F., hvilket i første omgang førte til en oprykning til 3F Superligaen og i næste ombæring et stærkt efterår inklusive blandt andet en 5-2 sejr på Aalborg Portland Park.

Forud for tiden som cheftræner i Viborg F.F. har Lars Friis i en årrække fungeret som både assistenttræner og talentudvikler i AGF og FC Midtjylland, ligesom et ophold hos engelske Brentford FC også er en del af erfaringen.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Lars Friis er et ønskevalg for os, og derfor er vi også parate til at vente på ham, fordi vi har en stor tro på, at han er den rigtige mand til at forbedre os og føre os videre fra, hvor vi er nu.

- Det var uventet, at vi allerede nu skulle i gang med at finde en ny cheftræner, men vi sporede os relativt hurtigt ind på, hvilke kompetencer vi søgte, og vi er glade for, at flere kvalificerede trænere har vist interesse for jobbet, konstaterer Inge André Olsen.

- Med Lars Friis får vi et stærkt lederskab og en person med gode menneskelige egenskaber og værdier, og så er Lars selvfølgelig fodboldfagligt særdeles kompetent, hvilket blandt andet inkluderer dyb indsigt i talentudvikling og en fodboldfilosofi, der matcher vores, siger Inge André Olsen.

- Vi har stor tillid til vores nuværende stab, og vores assistenttrænere Rasmus Würtz og Oscar Hiljemark vil i den kommende tid fortsætte med at stå i spidsen for truppen, men vi vil ikke afvise, at vi skal have fundet en midlertidig løsning til at varetage cheftrænerrollen, indtil Lars Friis tiltræder, slutter Inge André Olsen.

Lars Friis har UEFA Pro-licens, hvilket er den højeste trænerlicens i europæisk fodbold.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Spartak Trnava-AaB 1-1

25. januar 2022 kl. 07:28 af Rasmus Estrup

Mandag spillede AaB sin tredje og sidste kamp ved Tipsport Malta Cup, da det slovakiske tophold Spartak Trnava var modstander. 

Slovakkerne bragte sig tidligt foran ved Alex Ivan, men AaB kom frem til flere store chancer, og små fem minutter før pausen udlignede Milan Makaric på et flot hovedstød på Kristoffer Pallesens indlæg. 

Trods flere gode muligheder i anden halvleg bød opgøret ikke på flere mål. 

Se sammendraget af kampen i videoen øverst og hør fra assistenttræner Oscar Hiljemark, der sætter ord på både kampen og træningslejren. 

Cifuentes forlader AaB nu

24. januar 2022 kl. 22:07 af Brian Andersen

Spanske Martí Cifuentes blev hentet til Aalborg for godt et år siden, og i sine 37 Superligakampe som cheftræner for AaB blev det til et pointsnit på 1,51 pr. kamp, og inden de afsluttende spillerunder i grundspillet er AaB placeret på en fjerdeplads i 3F Superligaen.

- Vi er tilfredse med, at der er fundet en løsning mellem alle tre parter, og vi ønsker Martí alt det bedste i sit nye job, lyder det fra AaB’s sportschef Inge André Olsen.

Martí Cifuentes nåede at stå i spidsen for AaB i 40 officielle kampe.

Tags på denne nyhed

U/19 snuppede testsejr på 4-1

24. januar 2022 kl. 19:18 af Rasmus Estrup

AaB Akademiets U/19 Ligahold har ligesom 3F Superligamandskabet været på træningslejr på Malta den seneste halvanden uge, og her til eftermiddag spillede U/19-drengene opholdets anden og sidste testkamp. 

Seniorholdet Marsaxlokk, der spiller i Maltas næstbedste række, var modstanderen, og AaB's U/19 Ligahold, der havde syv U/17-spillere i startopstillingen, vandt opgøret med 4-1. 

Oscar Meedom scorede det eneste mål før pausen, da han sendte en returbold i kassen, og i anden halvleg udbyggede Oliver Ross til 2-0 på et godt indlæg til forreste stolpe. 

Marsaxlokk reducerede herefter på et langskud, før Oliver Ross headede 3-1-målet i nettet på endnu et indlæg. 

Kampen blev lukket med Jeppe Røges omstillingsmål til slutresultatet 4-1. 

- Første halvleg var rodet med en sløset boldomgang og forkert positionering fra vores side, men vi fik rettet godt op på det og kørte dem over i anden halvleg, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen, der er godt tilfreds med træningslejrens udbytte. 

- Vi har haft nogle fine træningskampe, hvor vi fik arbejdet med det, vi ville. Derudover har vi haft nogle gode træninger, hvor vi har haft mulighed for at gå i dybden med nogle detaljer, og endelig har turen været god socialt. Drengene er kommet tættere på hinanden. Ikke mindst de spillere, der kom til klubben i sommer, og de U/17-spillere, der har været med på turen, er faldet godt til på holdet, siger Kim Leth Andersen.  

Tags på denne nyhed

Makaric igen på tavlen for AaB

24. januar 2022 kl. 17:03 af Brian Andersen

Slovakkerne er i den hjemlige liga placeret på en andenplads efter 19 spillerunder, men i denne sidste spillerunde ved Tipsport Malta Cup 2022 blev de domineret stort af AaB.

Fra første minut så man således et målrettet AaB-mandskab på grønsværen, men to hurtige omstilliger fra slovakkerne i henholdsvis det fjerde og det sjette minut spolerede umiddelbart førsteindtrykket.

Således blev AaB overspillet i sin venstreside, hvilket gav en kæmpe chance til Bamidele Yusuf tæt under mål, men afslutningen blev sendt forbi målrammen.

Blot to minutter senere benyttede Spartak Trnava nøjagtig samme opskrift, men denne gang sprang Bamidele Yusuf over bolden, så den havnede helt modsat hos Alex Ivan, der fra få meter satte læderet i netmaskerne uden chance for AaB-målmand Jacob Rinne.

Anført i defensiven af 37-årige Martin Skrtel med flere end 300 kampe for Liverpool FC stod Spartak Trnava kompakt, og fra dette udgangspunkt søgte man at slå kontra.

AaB’s første gode mulighed opstod til Milan Makaric efter 20 minutter, og på det efterfølgende hjørnespark blev Magnus Christensens hovedstødsforsøg reddet på selve mållinjen.

Godt en halv time var spillet, da keeper Dobrivoj Rusov med en fodparade forhindrede Iver Fossum i at komme på måltavlen, mens Spartak Trnava sjældent udfordrede på AaB’s banehalvdel.

Milosz Kozak forsøgte sig dog efter endnu et kontrastød, men fire minutter før pausen fik AaB omsider velfortjent udlignet, da Milan Makaric smukt headede en præcis bold fra Kristoffer Pallesen i nettet, og efter et AaB-angreb der i første omgang var drevet frem af Iver Fossum.

Kristoffer Pallesen fik et mål annulleret umiddelbart før pausen, og straks fra anden halvlegs begyndelse testede Louka Prip fra distancen den bageste, slovakiske skanse.

Spartak Trnava var tæt på efter 50 minutter, hvor Cabral Saymon afsluttede forbi den fjerneste stang, og selvom slovakkerne spillemæssigt havde indledt bedre i anden halvdel af kampen, så satte AaB sig herfra kun tungere og tungere på dysten.

Frederik Børsting truede for AaB, inden Kasper Høgh efter godt en time fandt Iver Fossum, hvis skudchance gik snert forbi stolpen, og senere stod Kasper Kusk for et smart oplæg til Kasper Høgh, der blev tacklet i skudøjeblikket.

Men selvom modstanderen resten af duellen var trykket helt i bund, så kom sejrsmålet desværre aldrig.

Opgøret var AaB’s sidste opgør ved Tipssport Malta Cup 2022, og i morgen er der hjemrejse til Danmark efter 11 dages træningslejr.

Herefter venter et par fridage, før der igen tages hul på forberdelserne til forårspremieren i 3F Superligaen. Den kommende weekend er uden testkamp på programmet.

Testkamp på National Stadium Ta'Qali, Tipsport Malta Cup 2022, 3. spillerunde
Spartak Trnava-AaB  1-1 (1-1)
6. min 1-0 Alex Ivan, 41. min 1-1 Milan Makaric.

AaB (3-5-2): Jacob Rinne (38: Andreas Hansen), Daniel Granli (62: Kasper Kusk), Mathias Ross, Anders Hagelskjær, Kristoffer Pallesen (79: Casper Gedsted), Malthe Højholt (62: Pedro Ferreira), Magnus Christensen, Iver Fossum, Frederik Børsting (79: Marcus Hannesbo), Aleksandar Trajkovski (46: Louka Prip), Milan Makaric (46: Kasper Høgh).

'