Det sluttede målløst, da AaB og SønderjyskE fredag eftermiddag dystede i et begivenhedsfattigt opgør på Aalborg Portland Park.
Chancer var således et fåtal, men det skal med, at det igennem anden halvleg lignede et AaB-mandskab, der styrede begivenhederne, og som mest søgte sejren.
Indledningsvis tog AaB også initiativet i kampen med masser af boldbesiddelse, ligesom der i det første kvarter var lukket af i defensiven.
Efterhånden kom SønderjyskE dog langt bedre med, og knap midtvejs i halvlegen var der nærgående forsøg fra både Emil Kornvig og Emil Berggreen.
SønderjyskE vandt fremdeles duellerne i denne fase, og efter 28 minutter var Emil Kornvig igen tæt på – denne gang med en følt afslutning tæt forbi fjerneste målhjørne.
I slutningen af halvlegen fik AaB kæmpet sig tilbage i opgøret, og først var et indlæg fra Frederik Børsting tæt på at snyde Lawrence Thomas i SønderjyskE-målet, mens den bedste AaB-mulighed i første halvleg i sidste minut tilfaldt Louka Prip, der efter et hjørnespark vippede læderet forbi det ene målhjørne.
I stort set hele anden halvleg var AaB den kontrollerende part, uden at spillet på noget tidspunkt blev prangende.
Frederik Børsting fik en afslutning rettet af til hjørnespark, mens Louka Prip med et glimrende frisparksforsøg fra distancen fik Lawrence Thomas ud i fuld længde.
Det blev dog for aldrig rigtigt farligt, selvom også Kasper Høgh og igen Louka Prip i slutfasen forsøgte sig.
Testkampene er nu overstået for denne gang. Næste søndag er det alvor i 3F Superligaen, hvor førerholdet fra FC Midtjylland er modstanderen i forårspremieren på MCH Arena i Herning.
Matchfacts – testkamp på Aalborg Portland Park
AaB-SønderjyskE 0-0
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (26), Rasmus Thelander (52), Anders Hagelskjær (67).
Advarsel SønderjyskE: Emil Kornvig (55).
AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Mathias Ross (46: Daniel Granli), Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Kristoffer Pallesen (62: Kasper Høgh), Malthe Højholt (89: Anosike Ementa), Magnus Christensen, Louka Prip, Jakob Ahlmann, Iver Fossum, Frederik Børsting (76: Kasper Kusk).
SønderjyskE (3-4-3): Lawrence Thomas, Maxime Soulas, Stefan Gartenmann, Marc Dal Hende, Emil Holm (79: Duplexe Tchamba), Emil Kornvig (76: Rasmus Vinderslev), Nicolaj Thomsen (76: Mads Albæk), Atli Barkarson (76: Robin Schouten), Emil Frederiksen (76: Isak Jensen), Emil Berggreen (54: Kristofer Kristinsson), Peter Christiansen (66: José Gallegos).