AaB TV: AaB's tre seneste mål på MCH Arena

20. februar 2022 kl. 07:53 af Rasmus Estrup

I dette tilbageblik på AaB's seneste tre mål i Herning, kan du blandt andet se Louka Prips sene udligning fra AaB's Sydbank Pokalkamp mod FC Midtjylland i efteråret. 

Dagens kamp mod FC Midtjylland spilles kl. 14.00 på MCH Arena. Køb billet til kampen her, eller følg kampen på TV3 Sport, der viser optakt til kampen fra kl. 13.00. 

Tags på denne nyhed

Noshe og Høgh udtaget til AaB-trup

19. februar 2022 kl. 17:58 af Brian Andersen

AaB er efter 17 spillerunder af grundspillet placeret på en fjerdeplads, og de to seneste udekampe har givet sejre hos henholdsvis SønderjyskE og FC Nordsjælland.

Ligeledes er det i Superligasammenhæng ikke blevet til nederlag ved de to seneste besøg på MCH Arena i Herning.

Efter lørdagens træningspas har fungerende AaB-cheftræner Oscar Hiljemark udtaget følgende 18 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 31 Anders Noshe, 39 Kasper Høgh og 40 Theo Sander.

Pedro Ferreira har karantæne, mens Rufo og Lucas Andersen er tilbage i træning, men endnu er ukampdygtige.

Der er kickoff på MCH Arena kl. 14.00.

Tags på denne nyhed

AaB i klubdragten på søndag

18. februar 2022 kl. 14:17 af Rasmus Estrup

Søndag spiller AaB i den rød-hvide klubdragt fra Macron, når Hele Nordjyllands Hold gæster FC Midtjylland på MCH Arena i Herning.

Du kan købe trøjen på www.aabshoppen.dk, hvor du selvfølgelig også kan få fingrene i den blå andentrøje og den lyserøde håndsrækningstrøje. 

Kampstart på søndag er kl. 14.00, og du kan se opgøret på TV3 Sport med optakt fra kl. 13.00, eller købe billet til opgøret her. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om FC Midtjylland og AaB…

18. februar 2022 kl. 13:23 af Brian Andersen

- at AaB og FC Midtjylland i 3F Superligaen har mødtes 63 gange tidligere; statistikken siger 23 sejre til AaB, ni uafgjorte og 31 nederlag samt en målscore på 74-91 set med AaB’s øjne.

- at 27 gange har AaB mødt FC Midtjylland på udebane i 3F Superligaen, AaB har vundet syv af kampene, 17 kampe er endt med FCM-sejr og de resterende tre opgør er endt uafgjort. 0-0 er kun forekommet en enkelt gang, det var til gengæld de to klubbers seneste opgør i Herning.

- at AaB har vundet sine seneste to udekampe (mod SønderjyskE og FC Nordsjælland) i 3F Superligaen, og skulle det ende med en sejr på søndag, har AaB for første gang siden efteråret 2017 vundet tre udekampe i træk i 3F Superligaen.

- at AaB har henholdsvis spillet uafgjort (november 2020) og vundet (juli 2020) ved de to seneste besøg i Herning i 3F Superligaen.

- at AaB har scoret i sine seneste fem 3F Superligakampe – og at FC Midtjylland har lukket minimum et mål ind i deres seneste seks 3F Superligakampe.

- at fra den nuværende AaB-trup har kun Kasper Kusk (3 mål) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i et 3F Superligaopgør mod FC Midtjylland.

- at ud af de 63 tidligere indbyrdes 3F Superligakampe mod FC Midtjylland har AaB scoret kampens første mål i 24 tilfælde, hvilket har givet 18 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. Modsat har FC Midtjylland scoret først i 37 tilfælde, hvilket har givet AaB fem sejre, fire uafgjorte og 28 nederlag.

- at seks gange i denne sæson har AaB holdt nullet, hvilket dog er to clean sheets færre end FC Midtjylland, der med otte nuller topper listen over flest clean sheets i denne 3F Superligasæson.

- at skulle der søndag dømt et straffespark, vil det være det tiende straffespark i en 3F Superligakamp mellem AaB og FC Midtjylland. AaB har scoret på fire ud af fem forsøg, mens uldjyderne har scoret på tre ud af fire forsøg.

- at det søndag eftermiddag er Morten Krogh, der skal lede slagets gang mellem FC Midtjylland og AaB. Morten Krogh har tidligere dømt AaB 12 gange i 3F Superligaen, og her er blot et enkelt opgør endt med AaB-sejr, fem er endt uden vinder og seks gange har modstanderne taget alle tre point.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

Afstemning blandt tre finalister til Hele Nordjyllands Håndsrækning

17. februar 2022 kl. 15:15 af Rasmus Estrup

AaB og Spar Nord Fonden donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til klubbens 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park til et godt formål i Region Nordjylland gennem AaB’s pris Hele Nordjyllands Håndsrækning, som har været uddelt halvårligt siden 2015. Siden efteråret 2017 har Spar Nord Fonden valgt at bakke op om initiativet, så parterne sammen donerer to kroner pr. tilskuer.

I et stærkt og bredt repræsenteret ansøgerfelt har et udvalg bestående af repræsentanter fra AaB, Spar Nord Fonden, AaB Support Club og seneste modtager af håndsrækningen, FrivilligAalborg, valgt tre mulige kandidater, hvoriblandt den endelige modtager skal findes gennem en afstemning blandt AaB’s fans.

Du kan stemme her.

Afstemningen løber frem til tirsdag 22. februar kl. 12.00. 

Kandidaterne for foråret 2022
De tre kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2022 er:

Børns Voksenvenner - Nordjylland

Børns Voksenvenner skaber venskaber mellem børn, der savner en ekstra fortrolig voksen og rollemodel, og frivillige voksne, der ønsker at gøre en forskel for et barn.

Børnenes udfordringer kan eksempelvis være ensomhed, mobning og mistrivsel som følge af omstændigheder i familien såsom skilsmisse, dødsfald, sygdom og fravær af et voksennetværk. Her hjælper Børns Voksenvenner med en frivillig voksenven, familieven, storebror eller -søster, som barnet mødes med en gang om ugen eller hveranden uge for at styrke barnets trivsel og udvikling.

Såfremt Børns Voksenvenner bliver modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2022, skal midlerne gå til rekruttering af flere frivillige, etablering af flere venskaber og til aktiviteter for børn og deres voksenvenner.

WeCare - Aalborg

WeCare arbejder med udsatte unge, som har behov for hjælp og støtte i hverdagen. Eksempelvis igennem fysiske aktiviteter, som kan styrke de unges mentale og fysiske sundhed.

Mange unge i WeCare kan ikke deltage i almindelige sportsaktiviteter, og derfor ønsker WeCare at oprette “Projekt Stærk”, som er et gratis forløb over to måneder med to ugentlige træningsdage. På den måde kan de unge blive en del af et fællesskab med ligesindede, samtidig med at de får øget deres fysiske aktivitet og styrket deres mentale sundhed.

Skulle WeCare modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning, vil donationen gå til, at 20 udsatte unge kan deltage i “Projekt Stærk”. Pengene går således til adgang til træningsfaciliteter, sportsudstyr, kostplan og mental træning.

Carpe Diem - Aalestrup

Carpe Diem hjælper kræftramte og socialt udsatte børn og deres familier. Det kan blandt andet være børn og forældre på børneafdelingen i Aalborg, som måske mangler overskud til oplevelser og aktiviteter eller penge til en barnepige, hvis et andet barn skal på sygehuset.

Udsatte familier og socialt udsatte får støtte af Carpe Diem til eksempelvis weekendophold, tøj og mad samt økonomiske bidrag til mad, konfirmationer, sommerlejre og lignende.

Hvis Carpe Diem modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning skal midlerne bruges på fortsat at støtte kræftramte og udsatte familier med aktiviteter, oplevelser og økonomiske bidrag.  

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:

- Håndsrækningstrøje 2021/2022 (opgøres 30/9-22) – Idræt For Sindet, Hjørring - 

- 2021 og 2020 – FrivilligAalborg – 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

- Håndsrækningstrøje 2020 – Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

- Håndsrækningstrøje 2019 – Gestus Nord – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)

- Efterår 2019 – Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

- Forår 2019 – Skyggebørn – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

- Håndsrækningstrøje 2018 – AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

- Efterår 2018 – Ønskeland – 108.652 kr.  (2 kr. pr. tilskuer)

- Forår 2018 – Foreningen Grønlandske Børn – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

- Efterår 2017 – Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

- Håndsrækningstrøje 2017 – Veteran Oasen – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

- Forår 2017 – Kildehuset Fountainhouse – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

- Efterår 2016 – Broen Aalborg – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

- Forår 2016 – Hjerterummet og Cykel20 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

- Efterår 2015 – The Back To Life Project – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

- Forår 2015 – Headspace Aalborg – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Pr. 1. januar 2022 er der i alt uddelt 1.160.870 kr. via Hele Nordjyllands Håndsrækning

Tags på denne nyhed
'