- Den måske bedste opbakning nogensinde

28. december 2022 kl. 11:47 af Rasmus Estrup

Aalborg Portland Park har i 2022 været prydet af den ene store tifo efter den anden, og gennem året har der i tre tilfælde været flere end 10.000 tilskuere på lægterne, mens der i efterårssæsonen har været flere end 8.000 tilskuere til fire af hjemmekampene.

- Opbakningen har været fantastisk. Både på hjemmebane og udebane har stemningen måske været den bedste nogensinde, tror jeg, siger AaB’s anfører Lucas Andersen.

- Det virker som om, at der er flere fans, der går op i det og investerer endnu mere tid, flere kræfter og flere følelser i det at være fan. Det er fedt, siger AaB-anføreren.

Tilskuersnittet er det bedste på Aalborg Portland Park siden The Double-sæsonen i 2014, og på udebane har der i år været i gennemsnit flere end 500 AaB-fans til hver udekamp.    

- Noget af det, man spiller fodbold for, er at få fansene op ad stolene og mærke suset fra tilskuerne ved en scoring. Den energi, der kommer fra tilskuerpladserne, når vi kommer foran - uanset om vi er på hjemmebane eller udebane - den lægger altid et tryk på modstanderne og er med til at booste os frem. Det giver nogle ekstra kræfter, og vi skal bruge al den energi, vi kan få fra tilskuerne i foråret, siger Lucas Andersen.

- Vi skal ud at jagte sejre, og vi håber, at fansene vil stå 100 procent bag os hele foråret igennem. Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi overhovedet kan på træningsbanen og på kampdagen, og er fansene der 100 procent, så bærer vi sammen klubben frem, siger AaB’s kaptajn.

AaB indleder forårssæsonen på hjemmebane mod AGF fredag 17. februar. Første træning i 2023 er onsdag 4. januar.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fraklip fra 2022

26. december 2022 kl. 10:20 af Rasmus Estrup

Det går ikke altid efter planen, når AaB TV's kamera ruller.

Det kan du se ved selvsyn i denne syv minutter lange fraklipsvideo med klip fra hele året. 

Tags på denne nyhed

Læs AaB's årbog 2022

25. december 2022 kl. 10:17 af Rasmus Estrup

Hvert år i december publiceres AaB's årbog for det pågældende år, og du kan læse årbogen for 2022 gratis og online her.

I 2022-udgaven af AaB Årbog, der består af 172 sider, finder du som sædvanlig årsberetninger for alle hold i samtlige sportsgrene i moderklubben AaB af 1885. 

3F Superligaholdets holdfoto finder man blandt andet også i bogen, ligesom administrerende direktør Thomas Bælum gør status over året i sin beretning. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB ønsker alle en glædelig jul

24. december 2022 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

Lucas Andersen, jakob Ahlmann, Malthe Højholt og Theo Sander vil med denne video gerne bringe alle fans i det bedste julehumør med oplæsning fra Peters Jul af forfatter J. Krohn. 

AaB ønsker alle med AaB i hjertet en rigtig glædelig jul. 

Tags på denne nyhed

Buus på inspirationstur

23. december 2022 kl. 08:07 af Rasmus Estrup

- Det giver et kæmpe boost at være afsted, og nu vil jeg bare gerne i gang igen. Hurtigst muligt.

Sådan lyder det fra Poul Buus, der i sidste uge var på inspirationstur sammen med sin faste rejsemakker, målmandstrænerkollega Nikolai Pold fra AGF.

Denne gang gik turen til Tyskland, og fra en base i Düsseldorf drog de to målmandstrænere ud til tre forskellige klubber: Bayer Leverkusen, Borussia Mönchengladbach og 1. FC Køln.

- Det har virkelig været givende, og faciliteterne i klubber som eksempelvis Bayer Leverkusen og Borussia Mönchengladbach er vanvittigt gode med flotte, nye træningsanlæg, som ligger tæt på deres stadion. Og så er de utrolig åbne og villig til at øse ud af deres tanker og idéer, når vi kommer derned, siger Poul Buus.

Først besøgte Poul Buus og Nikolai Pold Bayer Leverkusen, hvor Keld Bordinggaard er Head of Coaching. Foruden overværelse af førsteholdets træning, blev det til møder med Keld Bordinggaard, akademiets Head of Goalkeeping, Jan Conradi, og førsteholdets målmandstræner, David Thiel.

Utraditionel målmandstræning

Den følgende dag gik turen til Borussia Mönchengladbach efter en aftale med Uwe Kamps, der er Head of Goalkeeping i klubben. Uwe Kamps var målmand i Borussia Mönchengladbach fra 1982 til 2004. Siden har han været målmandstræner og nu altså Head of Goalkeeping.

- Jeg var også i Borussia Mönchengladbach i 1990’erne, men der er sket meget siden dengang. Dengang var Uwe Kamps målmand i klubben, og med mere end 40 år i samme klub er han en legende i tysk fodbold, fortæller Poul Buus, der sammen med Nikolai Pold begyndte dagen i klubben med et møde med netop Uwe Kamps samt tre af akademiets målmandstrænere.

Her blev der igen talt strategi, træningsmetodik, scouting af unge målmænd, opbygningen af målmandstræning og sammenspillet mellem akademiet og førsteholdet.

Dernæst fulgte observation af førsteholdets målmandstræning, som blev ledet af målmandstræner Fabian Otte, der efterfølgende holdt et længere oplæg for de to danske målmandstrænere.

- Fabian Otte tænker meget anderledes en mig. Han har en doktorgrad fra universitetet, og al hans forberedelse er meget struktureret og bundet op på data. Selve træningen er bygget op omkring kaos, hvor der er gang i en helt masse ting på samme tid. Træningen er meget utraditionel, og han bruger et hav af remedier. Det er alt fra medicinbolde, briller der skærer vinkler væk, lys-udstyr til reflekser og meget mere. Det var virkelig interessant at se, forklarer Poul Buus.

- Ny inspiration

Inden turen gik hjem igen blev det til overværelse af førsteholdstræningen i 1. FC Køln efterfulgt af en samtale med førsteholdets målmandstræner Uwe Gospodarek samt endnu en overværelse af førsteholdstræningen i Bayer Leverkusen.

- Turen har givet ny inspiration, og det handler ikke kun om målmandstræningen, for jeg har igennem mine mange år som målmandstræner mange øvelser i bogen. Men det er især spændende at diskutere strategier, koncepter, strukturering og sammenkobling mellem akademi og førstehold med store klubber i andre lande.

- Samtidig er det også vigtigt, jo ældre man bliver, at holde sig på tæerne og se på udviklingen og tendenserne rundt omkring. Det giver en ny energi, og så må vi kigge på, hvor meget af det vi kan bruge hos os. For man kommer helt sikkert hjem med en lyst til at arbejde med nogle af de ting, man ser, siger Poul Buus, der får mulighed for at prøve idéerne af fra 4. januar, hvor træningen genoptages på Hornevej.

Tags på denne nyhed
'