
Rosfjord Strandhotell bliver guldpartner i AaB
Det norske hotel Rosfjord Strandhotell, der også ejer Lindesnes Havhotell, undervandsrestauranten Under og Lomsesanden Opplevelser, bliver ny guldpartner i AaB.
AaB har indgået et toårigt guldpartnerskab med det norske hotel Rosfjord Strandhotell, der ligger mindre end halvanden times kørsel fra Kristiansand og ejer både Lomsesanden Opplevelser, Lindesnes Havhotell og Michelin-restauranten Under, der er verdens største undervandsrestaurant.
- Vi er særdeles glade for, at en udenlandsk hotelvirksomhed som Rosfjord Strandhotell har set muligheder i et guldpartnerskab med os, og vi ser frem til gennem dette samarbejde at få mulighed for at skabe unikke Executive-arrangementer for vores største partnere, siger AaB’s salgschef Morten Brinkmann.
Håvard Kleven, der er salgsdirektør for hotellerne, restauranten og Lomsesanden Opplevelser, udtaler:
- Vi ser et stort potentiale i Nordjylland, fordi mange nordjyder besøger vores region, og vi ved, at AaB er et samlingspunkt for nordjyder. Efter et meget professionelt møde med klubben er vi blevet bekræftet i, at AaB er en spændende klub med masser af interessante muligheder, og det vil vi gerne være en del af gennem dette samarbejde.
- Vi håber, at vi med dette partnerskab kan få spredt viden om os blandt klubbens fans, følgere og samarbejdspartnere, så flere af dem forhåbentlig har os i tankerne, næste gang de skal kigge på rejsedestinationer, oplevelser og konferencemuligheder, siger Håvard Kleven.
Ligesom Rosfjord Strandhotell ligger også Lindesnes Havhotell og restaurant Under mindre end halvanden times kørsel fra Kristiansand. Kristiansand kan med hurtigfærgen nås på 2 timer og 15 minutter fra Hirtshals.