Noshe startede inde i ny U/17-sejr

7. august 2022 kl. 07:52 af Rasmus Estrup

Det danske U/17-landshold med Anders Noshe i startopstillingen vandt også andet opgør ved den internordiske turnering i Norge, da Danmark i går vandt 4-1 over Finland. 

Danskerne kunne gå til pause foran med 3-0, og netop 3-0-målet var Anders Noshe stærkt involveret i, da han stjal en tilbagelægning fra den finske målmand, hvorefter Silkeborg I.F.'s Sebastian Biller sparkede på stolpen, inden Jonathan Lindekilde fra FC Midtjylland kunne sende riposten i mål. 

Anders Noshe fik 60 minutter på banen og blev udskiftet ved stillingen 3-0. Opgøret sluttede 4-1. 

Det danske U/17-landshold spiller tredje kamp ved turneringen onsdag 10. august mod Norge. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om Silkeborg I.F. og AaB?

6. august 2022 kl. 13:07 af Rasmus Estrup

- Det er 79. 3F Superligakamp mellem Silkeborg I.F. og AaB? Statistikken siger 27 sejre til AaB, 25 uafgjorte og 26 nederlag samt en målscore på 110-106 set med AaB’s øjne.

- af de 37 3F Superligakampe mellem Silkeborg I.F. og AaB afviklet i Silkeborg har de seks været målløse opgør? De 31 resterende kampe har budt på 110 scoringer, eller gennemsnitligt 3,55 mål pr. kamp, ofte med nogle usædvanlige resultater såsom 5-3, 4-3 og 4-6.

- AaB siden 2016 har spillet 22 august-kampe i 3F Superligaen, hvilket har ført til 10 sejre, ni uafgjorte og kun tre nederlag samt ikke mindre end 11 clean sheets?

- hvis AaB leverer et clean sheet mod Silkeborg I.F., vil det være første gang siden april 2022, at AaB præsterer back-to-back clean sheets?

- AaB har tabt de to seneste 3F Superliga-udekampe mod henholdsvis FC København og Viborg F.F.? Hvis det bliver til nederlag på Jysk Park mod Silkeborg I.F., vil det være første gang siden maj-august 2019, at AaB taber tre udekampe i træk i Superligaen.

- ud af de 78 tidligere 3F Superligakampe har AaB scoret først i 35 tilfælde, hvilket har resulteret i 21 sejre, 11 uafgjorte og kun tre nederlag? Omvendt har Silkeborg I.F. scoret kampens første mål i 33 tilfælde, hvilket har givet AaB seks sejre, fire uafgjorte og 23 nederlag.

- Louka Prip (2 mål), Kasper Kusk (2) og Kasper Høgh (1) er de tre spillere fra AaB’s nuværende 3F Superligatrup, der tidligere har scoret 3F Superligamål i indbyrdes kampe mod Silkeborg I.F.?

- AaB har tabt de tre seneste 3F Superligakampe mod Silkeborg I.F. med samlet 4-10, og det blev til blot et point i de fire indbyrdes opgør i sidste sæson? Hvis det lykkes AaB at holde Silkeborg I.F. fra at score, vil det samtidig forhindre Silkeborg I.F. i at tangere sin egen klubrekord på 14 3F Superligakampe i træk med scoring.

- AaB sidste år vandt 2-0 over AGF efter scoringer af Iver Fossum og Mathias Ross på datoen 8. august?

- AaB’s seneste mandags-udekamp i 3F Superligaen var i begyndelsen af maj 2022, hvor modstanderen også var Silkeborg I.F.? De to klubber har mødt hinanden i syv mandagskampe i Silkeborg, hvilket har budt på gennemsnitligt knap fem mål pr. kamp.

- Allan Sousa - på linje med Pep Biel - med 10 skabte chancer har kreeret flest chancer af alle i denne 3F Superligasæson?

- Allan Sousa også er den første spiller i indeværende sæson, som risikerer at få karantæne i tilfælde af næste gule kort? Han får karantæne, hvis han får et gult kort for en forseelse til seks karantænepoint.

- kampens dommer er Jakob Kehlet, der er den mest rutinerede blandt de aktive 3F Superligadommere med 262 kampe inden mandagens opgør? Han overgås blandt 3F Superligadommere kun af Claus Bo Larsen, der nåede at dømme ikke færre end 328 kampe i 3F Superligaen.

- Jakob Kehlet for kun anden gang i 2022 dømmer en 3F Superligakamp med deltagelse af AaB? Det er hans sjette 3F Superligakamp mellem Silkeborg I.F. og AaB, men det er knap seks år siden, at han senest stod med fløjten mellem de to klubber.

Kilde: danskfodbold.com, OPTA og aabsport.dk

Tags på denne nyhed

AaB bærer andendragten i Silkeborg

5. august 2022 kl. 10:13 af Rasmus Estrup

AaB bærer så vidt muligt altid den rød-hvide klubdragt, men dette er ikke muligt på mandag, hvor AaB møder Silkeborg I.F. på udebane.

Derfor er AaB på mandag iklædt den nye blå andendragt, der ligesom med klubdragten bærer Aalborg Tårnets benkontruktion i designet.

Andentrøjen, der også er fra kollektionen Nordens Paris, er skabt i et bæredygtigt materiale efter et tæt samarbejde mellem AaB og Macron, og kan købes på www.aabshoppen.dk

Kampstart på mandag er kl. 19.00. Se her, hvordan du støtter AaB i Silkeborg, og har du ikke mulighed for det, kan opgøret følges på TV3 Sport og Viaplay med optakt fra kl. 18.00.

Tags på denne nyhed

Noshe-scoring i 12-0-sejr over Nordirland

5. august 2022 kl. 07:57 af Rasmus Estrup

Danmarks U/17-landshold vandt i går hele 12-0 over Nordirland, da de to nationer mødtes i første kamp ved en internordisk turnering i Norge. 

AaB's Anders Noshe startede inde på højrefløjen og leverede assisten til det danske 1-0-mål.

Den hurtige AaB-spiller var også involveret i opspillene til 3-0- og 4-0-scoringerne, inden han selv stjal bolden fra Nordirlands forsvar og udplacerede målmanden ved målet til 5-0, der også var kampens pausestillingen. 

Anders Noshe blev skiftet ud ved pausen. Herefter fortsatte danskerne de gode takter og vandt kampen med 12-0. 

Kampen i går var Anders Noshes første U/17-landskamp, men tredje ungdomslandskamp i alt med to scoringer til følge. 

U/17-landsholdet spiller sin næste kamp ved turneringen lørdag mod Finland. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-besøg hos FrivilligAalborg

4. august 2022 kl. 12:40 af Rasmus Estrup

FrivilligAalborg, der var modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning i 2020 og 2021, havde tirsdag besøg af Anosike Ementa og Oliver Ross til FrivilligAalborgs sommerfest for flygtninge og indvandrere i Aalborg kommune. 

FrivilligAalborg modtog gennem AaB's pris Hele Nordjyllands Håndsrækning 172.138 kr. fra AaB og Spar Nord Fonden, da FrivilligAalborg i hele 2020 og 2021 var modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning. 

Men på grund af Covvid-19 har AaB-spillerne ikke kunnet deltage i foreningens aktiviteter tidligere. 

Men tirsdag aften var Oliver Ross og Anosike Ementa dommere til sommerfesten Olympiske Lege, ligesom de skrev autografer til de fremmødte børn. 

Se et indslag fra arrangementet øverst. 

I efteråret 2022 er Safe House - Aalborg modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, hvorigennem AaB og Arbejdernes Landsbank giver 2 kr. pr. tilskuer til AaB's 3F Superligakampe til et godt, nordjysk formål. 

Tags på denne nyhed
'