Høgh ude på ubestemt tid

22. august 2022 kl. 13:44 af Brian Andersen

Den 21-årige angriber har i privat sammenhæng været ude for en ulykke, hvor hovedskaden er sket.

- Vi er ærgerlige over at måtte undvære Kasper Høghs bidrag til truppen, men allervigtigst er naturligvis Kaspers helbred og velbefindende, hvorfor et comeback ikke bliver forhastet, siger AaB’s sportschef Inge André Olsen.

Kasper Høgh står indtil videre noteret for tre scoringer i 17 officielle kampe for AaB.

Tags på denne nyhed

U/19 Ligasejr over AC Horsens

22. august 2022 kl. 08:42 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-AC Horsens 3-0

AaB’s U/19 Ligamandskab tog sæsonens første sejr i weekenden, da holdet kunne tage en 3-0-triumf med hjem fra et besøg i Horsens.

Efter en begyndelse på AC Horsens’ præmisser fik AaB bedre fat i spillet, som første halvleg skred frem, og efter 27 minutter sparkede Sebastian Stahlfest AaB i front. Målet kom efter et godt sammenspil mellem Gustav Dahl og Sebastian Stahlfest, der fik tacklet sig vej til en friløber og en pauseføring, der godt kunne have været større end 1-0.

AaB fortsatte med at sidde på spillet i resten af opgøret, og i 83. minut udbyggede Remy Osagie Rasmussen til 2-0, da et godt AaB-opspil efter et indkast førte til en en-mod-en-situation for Remy Osagie Rasmussen, der vandt sin duel og sparkede bolden solidt ind ved nærmeste opstander.

I tillægstiden lukkede Donovan Bagou kampen, da han i kølvandet på et hjørnespark headede en sukkerbold fra Annas Al Hardan i kassen til slutresultatet 3-0.

- Indledningsvis foregik spillet på AC Horsens’ præmisser, men efter et kvarter fik vi greb om kampen og ro på spillet. Vi fik brugt banens bredde godt og skabt de overtalssituationer, vi ønskede, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.

- Helhedsindtrykket var rigtig godt. Både fordi vi fulgte gameplanen, scorede tre mål og ikke mindst holdt nullet, hvilket var vigtigt ovenpå sidste uges nederlag, siger U/19 Ligatræneren.

AaB’s U/19 Ligahold spiller sæsonens tredje U/19 Ligakamp på lørdag på udebane mod FC Nordsjælland.

U/17 Ligaen: AC Horsens-AaB 3-2

U/17 Ligaholdet kunne ikke gøre U/19 Ligaholdet kunsten efter, da lørdagens udekamp i Horsens endte med et nederlag på 3-2.

Selvom AaB var i fin kontrol i første halvleg, kunne AC Horsens bringe sig foran med 1-0 efter sløset opdækning i AaB-defensiven. AaB fortsatte herefter med at være spilstyrende, men lige inden pausen blev det endda også 2-0 til hjemmeholdet på en omstilling.

AaB-spillerne kom stærkt ud til anden halvleg, og kort efter pausen headede Malthe Kjølby et hjørnespark fra Nikolai Veilbæk Andersen i nettet til 2-1.

AaB kontrollerede opgøret fuldstændig efter pausen, og et kvarter før tid fik nordjyderne også udlignet til 2-2, da Adam Rasheed headede et nyt hjørnespark i kassen. Denne gang fra Valdemar Damgaard.

Trods et par store AaB-chancer, som burde have sikret en nordjysk sejr, lykkedes det ikke at få point med hjem til Hornevej. For fem minutter før tid sparkede hjemmeholdet et straffespark i kassen til en AC Horsens-sejr på 3-2.

- I første halvleg var vi egentlig i god kontrol, men fik ikke rigtig skabt nogle chancer, og i stedet slog de til to gange, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

- Anden halvleg var sindssygt opløftende. Vi sad fuldstændig på kampen og kom frem til mange chancer, og vi skal vinde sådan en kamp. Men det var desværre stolpe ud, siger Theis Larsen.

Næste kamp i U/17 Ligaen spilles ligeledes på udebane mod FC Nordsjælland på lørdag.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Brøndby I.F. 2-1

22. august 2022 kl. 06:55 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 2-1 på Aalborg Portland Park over Brøndby I.F. I videoen øverst finder du et fyldigt sammendrag af kampen. 

Hjemmeholdet begyndte opgøret godt, og Allan Sousa havde et hug på træværket efter blot 30 sekunder. 

I opgørets tiende minut kunne Allan Sousa også åbne målscoringen, da han udnyttede en friløber med målet til 1-0. 

AaB leverede generelt en god indsats, men 12 minutter efter pausen udlignede Mathias Kvistgaarden for Brøndby I.F. 

Herefter overtog AaB igen initiativet, og efter flere gode muligheder kunne Mathias Ross i kampens 87. minut heade sejrsmålet i nettet til 2-1 på et hjørnespark fra Allan Sousa. 

AaB's næste kamp spilles på søndag på udebane mod Randers FC. 

Tags på denne nyhed

Forløsende og fortjent AaB-sejr over Brøndby I.F.

21. august 2022 kl. 19:58 af Rasmus Estrup

AaB vandt søndag aften 2-1 på Aalborg Portland Park over Brøndby I.F. efter en stærk præstation. AaB kom tidligt foran på en scoring af Allan Sousa, og efter pausen udlignede gæsternes Mathias Kvistgaarden, inden Mathias Ross headede sæsonens første sejr hjem til Hele Nordjyllands Hold. 

Foran et veloplagt hjemmepublikum på Aalborg Portland Park var AaB allerede efter 30 sekunder tæt på at bringe sig foran. Andreas Poulsen vandt bolden højt på banen fra Daniel Wass og gav den videre til Allan Sousa. Brasilianeren tog chancen fra distancen og hamrede læderet på stolpen. 

Allan Sousa stod også for kampens andet skudforsøg, men forsøget i det syvende minut gik forbi fjerneste stang. I kampens tiende minut var tredje gang dog lykkens gang for AaB-brasilianeren. 

Et pres fra Louka Prip på midten sikrede en fejlaflevering fra gæsterne. Denne sad lige i støvlerne på Allan Sousa, der kunne drible alene ned mod Brøndby-feltet, udplacere målmand Thomas Mikkelsen og sparke AaB foran med 1-0. 

Inden kampen var 15 minutter gammel havde Allan Sousa også sat Lars Kramer og Louka Prip op til afslutninger, men ingen af disse ramte inden for rammen. 

Første afslutning fra Brøndby I.F. faldt i det 20. minut, da Daniel Wass fra en spids vinkel gik efter nærmeste målhjørne i stedet for indlægget, men Josip Posavec var vaks og tog sig sikkert af forsøget. 

De næste 25 minutter var AaB i fin kontrol uden dog at få skabt flere muligheder, og næste afslutning i opgøret faldt først kort inden pausefløjtet, hvor Louka Prip sendte et langskud lige på Thomas Mikkelsen. 

Louka Prip lagde for land i anden halvleg med et langskud, der gik over, inden Brøndby I.F. var nærgående i to tilfælde i 52. minut. Først fik Lars Kramer blokeret et skud fra tæt hold af Mathias Kvistgaarden, inden returen gik ud til Oscar Schwartau, som sparkede forbi fjerneste målhjørne. 

12 minutter efter pausen kunne gæsterne så udligne til 1-1. Mathias Greve blev på kanten af offside spillet fri på baglinjen. Herfra slog han læderet ind foran mål, hvor Mathias Kvistgaarden var klar til at dirigere udligningen i nettet. 

Efter 64 minutter fik Iver Fossum en god mulighed for påny at bringe AaB i spidsen, men nordmandens afslutning, efter en langt, frit drev med bolden, blev reddet til hjørne af Brøndby-keeperen. Straks efter fulgte AaB-indskiftninger af Jakob Ahlmann og Oliver Ross.

Brøndby I.F. kom i de næste fem minutter til to afslutninger til henholdsvis Mathias Kvistgaarden og Yousef Salech. Førstnævnte sendte sit forsøg i en nordjysk blokade, og Josip Posavec tog sig af afslutningen fra indskiftede Yousef Salech. 

Et kvarter før tid trak Oliver Ross ind i feltet og sparkede over Brøndby-målet, inden Milan Makaric kom på banen for Hele Nordjyllands Hold.

Kort efter sendte også Louka Prip bolden over mål, og det samme gjorde Allan Sousa på et frispark på kanten af feltet ti minutter før tid.

Indskiftede Milan Makaric sled sig efter 82 minutter til en svær afslutning i feltet, men også denne gang endte læderet på Vesttribunen, og i modsatte ende headede Sigurd Rosted et hovedstød forbi AaB-målet.

I opgørets 87. minut kunne AaB så bringe sig foran for anden gang i kampen, da Allan Sousa slog et hjørnespark ind i panden på Mathias Ross, der headede AaB foran med 2-1. 

Herefter fulgte en indskiftning af Daniel Granli, og et Brøndby-pres, inden dommer Peter Kjærsgaard fløjtede kampen af til en nordjysk sejr på 2-1. 

AaB står nu med fem point efter seks spillerunder og spiller sin næste 3F Superligakamp på søndag kl. 14.00 i Randers. 

Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 6. spillerunde

AaB-Brøndby I.F. 2-1 (1-0)
10. min 1-0 Allan Sousa, 58. min 1-1 Mathias Kvistgaarden
Advarsler AaB: Kilian Ludewig (27), Mathias Ross (55), Anosike Ementa (60), Josip Posavec (90)
Advarsler Brøndby I.F.: Ingen
8.754 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Josip Posavec, Kilian Ludewig, Lars Kramer, Mathias Ross, Andreas Poulsen (65: Jakob Ahlmann), Iver Fossum, Pedro Ferreira, Lucas Andersen (65: Oliver Ross), Louka Prip, Anosike Ementa, Allan Sousa (90: Daniel Granli).

Brøndby I.F. (4-4-2): Thomas Mikkelsen, Daniel Wass, Sigurd Rosted, Kevin Tshiembe, Christian Cappis, Mathias Greve (83: Peter Bjur), Josip Radosevic, Joe Bell (90: Frederik Alves Ibsen), Oscar Schwartau (62: Anis Slimane), Marko Divkovic (46: Yousef Salech), Mathias Kvistgaarden.

Dommer: Peter Kjærgaard

Tags på denne nyhed
'