Forløsende og fortjent AaB-sejr over Brøndby I.F.

21. august 2022 kl. 19:58 af Rasmus Estrup

AaB vandt søndag aften 2-1 på Aalborg Portland Park over Brøndby I.F. efter en stærk præstation. AaB kom tidligt foran på en scoring af Allan Sousa, og efter pausen udlignede gæsternes Mathias Kvistgaarden, inden Mathias Ross headede sæsonens første sejr hjem til Hele Nordjyllands Hold. 

Foran et veloplagt hjemmepublikum på Aalborg Portland Park var AaB allerede efter 30 sekunder tæt på at bringe sig foran. Andreas Poulsen vandt bolden højt på banen fra Daniel Wass og gav den videre til Allan Sousa. Brasilianeren tog chancen fra distancen og hamrede læderet på stolpen. 

Allan Sousa stod også for kampens andet skudforsøg, men forsøget i det syvende minut gik forbi fjerneste stang. I kampens tiende minut var tredje gang dog lykkens gang for AaB-brasilianeren. 

Et pres fra Louka Prip på midten sikrede en fejlaflevering fra gæsterne. Denne sad lige i støvlerne på Allan Sousa, der kunne drible alene ned mod Brøndby-feltet, udplacere målmand Thomas Mikkelsen og sparke AaB foran med 1-0. 

Inden kampen var 15 minutter gammel havde Allan Sousa også sat Lars Kramer og Louka Prip op til afslutninger, men ingen af disse ramte inden for rammen. 

Første afslutning fra Brøndby I.F. faldt i det 20. minut, da Daniel Wass fra en spids vinkel gik efter nærmeste målhjørne i stedet for indlægget, men Josip Posavec var vaks og tog sig sikkert af forsøget. 

De næste 25 minutter var AaB i fin kontrol uden dog at få skabt flere muligheder, og næste afslutning i opgøret faldt først kort inden pausefløjtet, hvor Louka Prip sendte et langskud lige på Thomas Mikkelsen. 

Louka Prip lagde for land i anden halvleg med et langskud, der gik over, inden Brøndby I.F. var nærgående i to tilfælde i 52. minut. Først fik Lars Kramer blokeret et skud fra tæt hold af Mathias Kvistgaarden, inden returen gik ud til Oscar Schwartau, som sparkede forbi fjerneste målhjørne. 

12 minutter efter pausen kunne gæsterne så udligne til 1-1. Mathias Greve blev på kanten af offside spillet fri på baglinjen. Herfra slog han læderet ind foran mål, hvor Mathias Kvistgaarden var klar til at dirigere udligningen i nettet. 

Efter 64 minutter fik Iver Fossum en god mulighed for påny at bringe AaB i spidsen, men nordmandens afslutning, efter en langt, frit drev med bolden, blev reddet til hjørne af Brøndby-keeperen. Straks efter fulgte AaB-indskiftninger af Jakob Ahlmann og Oliver Ross.

Brøndby I.F. kom i de næste fem minutter til to afslutninger til henholdsvis Mathias Kvistgaarden og Yousef Salech. Førstnævnte sendte sit forsøg i en nordjysk blokade, og Josip Posavec tog sig af afslutningen fra indskiftede Yousef Salech. 

Et kvarter før tid trak Oliver Ross ind i feltet og sparkede over Brøndby-målet, inden Milan Makaric kom på banen for Hele Nordjyllands Hold.

Kort efter sendte også Louka Prip bolden over mål, og det samme gjorde Allan Sousa på et frispark på kanten af feltet ti minutter før tid.

Indskiftede Milan Makaric sled sig efter 82 minutter til en svær afslutning i feltet, men også denne gang endte læderet på Vesttribunen, og i modsatte ende headede Sigurd Rosted et hovedstød forbi AaB-målet.

I opgørets 87. minut kunne AaB så bringe sig foran for anden gang i kampen, da Allan Sousa slog et hjørnespark ind i panden på Mathias Ross, der headede AaB foran med 2-1. 

Herefter fulgte en indskiftning af Daniel Granli, og et Brøndby-pres, inden dommer Peter Kjærsgaard fløjtede kampen af til en nordjysk sejr på 2-1. 

AaB står nu med fem point efter seks spillerunder og spiller sin næste 3F Superligakamp på søndag kl. 14.00 i Randers. 

Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 6. spillerunde

AaB-Brøndby I.F. 2-1 (1-0)
10. min 1-0 Allan Sousa, 58. min 1-1 Mathias Kvistgaarden
Advarsler AaB: Kilian Ludewig (27), Mathias Ross (55), Anosike Ementa (60), Josip Posavec (90)
Advarsler Brøndby I.F.: Ingen
8.754 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Josip Posavec, Kilian Ludewig, Lars Kramer, Mathias Ross, Andreas Poulsen (65: Jakob Ahlmann), Iver Fossum, Pedro Ferreira, Lucas Andersen (65: Oliver Ross), Louka Prip, Anosike Ementa, Allan Sousa (90: Daniel Granli).

Brøndby I.F. (4-4-2): Thomas Mikkelsen, Daniel Wass, Sigurd Rosted, Kevin Tshiembe, Christian Cappis, Mathias Greve (83: Peter Bjur), Josip Radosevic, Joe Bell (90: Frederik Alves Ibsen), Oscar Schwartau (62: Anis Slimane), Marko Divkovic (46: Yousef Salech), Mathias Kvistgaarden.

Dommer: Peter Kjærgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sidste sæsons scoringer mod Brøndby I.F.

21. august 2022 kl. 07:57 af Rasmus Estrup

I aften kl. 18.00 spiller AaB hjemme på Aalborg Portland Park mod Brøndby I.F. Du kan købe billetter til opgøret her. 

Inden aftenens duel kan du i dette tilbageblik få et gensyn med samtlige seks AaB-scoringer mod Brøndby I.F. fra sidste sæson, hvor Louka Prip scorede fire gange, mens Milan Makaric og Jakob Ahlmann begge nettede en gang. 

Dørene til Aalborg Portland Park åbner kl. 16.00, mens der er aktiviteter i fanzonen allerede fra kl. 15.30. 

Tags på denne nyhed

Pallesen og Lucas Andersen returnerer til Brøndby-brag

20. august 2022 kl. 14:06 af Brian Andersen

De to seneste hjemmekampe er endt uafgjort, og AaB hungrer således stadig efter sæsonens første sejr.

Cheftræner Lars Friis har efter lørdagens træningspas udtaget følgende 20 navne til dysten mod Brøndby I.F.:

1 Josip Posavec, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 21 Lars Kramer, 22 Theo Sander, 25 Andreas Poulsen, 31 Anders Noshe, 32 Kilian Ludewig og 38 Oliver Ross.

Eneste ukampdygtige spiller hos AaB er Kasper Høgh.

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2022 går ubeskåret til Safe House – Aalborg, som efter efterårets første tre hjemmekampe allerede er sikret en donation på 43.214 kr. Køb i forsalg billet til opgøret mod Brøndby I.F. her.

Der er kickoff kl. 18.00. Fanzonen åbner kl. 15.30 og indgangene til Aalborg Portland Park kl. 16.00.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Til træning med Sander og Posavec

20. august 2022 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

Tidligere i denne uge fulgte AaB TV en Superliga-målmandstræning for Josip Posavec og Theo Sander under ledelse af målmandstræner Poul Buus. 

I videoen øverst er 45 minutters målmandstræning kogt ned til ca. fire minutter med inspiration til målmandstræningsøvelser. 

AaB's næste kamp i 3F Superligaen spilles søndag kl. 18.00 på Aalborg Portland Park mod Brøndby I.F. Køb billetter til kampen her. 

Tags på denne nyhed

Flere end 9.000 har billet til AaB-Brøndby I.F.

19. august 2022 kl. 12:42 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 18.00 tager AaB imod Brøndby I.F. på Aalborg Portland Park, og flere end 9.000 tilskuere har allerede købt billet til kampen.

Du kan gøre det samme på www.billet.aabsport.dk. 

Husk også, at hvis du som sæsonkortholder er forhindret i at komme på søndag, så kan du sende din billet til en ven, eller frigive din plads. Læs mere om det her. 

4.300 sæsonkortholdere

www.billet.aabsport.dk kan du også tegne et sæsonkortabonnement fra 85 kr. om måneden for voksne og 45 kr. om måneden for børn. Antallet af sæsonkortholdere rundede tidligere i dag 4.300 for første gang nogensinde. 

Kampstart på søndag er kl. 18.00, og fanzonen åbner med aktiviteter kl. 15.30. Kl. 16.00 åbnes dørene til Aalborg Portland Park. 

Bemærk i øvrigt, at tilhængere af Brøndby I.F. skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Tags på denne nyhed
'