AaB’s U/19 Ligahold og U/17 Ligahold tabte sæsonpremiererne mod Lyngby Boldklub, mens det blev til en storsejr for U/15 Ligaholdet.
U/19 Ligaen: Lyngby Boldklub-AaB 5-0
AaB’s U/19 Ligahold åbnede den nye sæson på udebane mod Lyngby Boldklub, og sæsonpremieren fik en jævnbyrdig indledning på kampen.
Midt i første halvleg fik Patrick Allentoft også bolden over stregen for AaB, men der blev vinket for offside i situationen, og de hold kunne gå målløse til pause.
Efter pausen fik AaB skabt et par fine chancer, inden Lyngby Boldklub et kvarter før tid slog til på en omstilling efter et AaB-hjørnespark og gjorde det til 1-0.
Herfra gik det stærkt, og hjemmeholdet scorede yderligere fire gange inden slutfløjt, hvorfor opgøret endte med et nordjysk nederlag på 5-0.
- Kampen kan deles op i to dele, for de første 70 minutter var vi godt med, og tingene kunne være faldet ud til fordel for os. Der var også perioder, hvor vi ramte det topniveau, vi ville kunne forvente at se på nuværende tidspunkt, men i de sidste 20 minutter ramte vi til gengæld et bundniveau, som vi skal arbejde med, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.
- Vi gav dem nogle nemme mål til sidst, og det er ærgerligt, at vi på den måde knækkede efter 70 minutter ovenpå en langt hen ad vejen god præstation og en god opstart, siger Lars Noer Madsen.
U/19 Ligaholdets næste kamp spilles på lørdag på udebane mod AC Horsens.
U/17 Ligaen: Lyngby Boldklub-AaB 1-0
Også i U/17 Ligaen indledte AaB sæsonen med et nederlag efter en ellers jævnbyrdig kamp.
Lyngby Boldklub kom bedst ud til opgøret, og efter 13 minutter bragte hjemmeholdet sig foran efter et hjørnespark.
I anden halvleg havde AaB tre gode mulighede for at udligne, men chancerne blev ikke udnyttet. Da AaB mod slutningen satsede lidt mere i spillet for en udligning, gav det muligheder i modsatte ende, men opgøret bød ikke på flere scoringer og endte derfor med en hjemmesejr på 1-0.
- Vi kom lidt skidt ud til kampen og var lidt for passive i vores pres, men vi fik justeret til i pausen og kom frem til tre gode chancer i anden halvleg, men desværre fik vi ikke puttet den ind, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.
- Overordnet set var det en lige kamp, og vi gjorde også flere ting rigtigt, og derfor er det ærgerligt, at det var dem og ikke os, der fik scoret, siger U/17 Ligatræneren.
Lørdag skal U/17 Ligaholdet en tur til Horsens i næste U/17 Ligakamp.
U/15 Ligaen: Lyngby Boldklub-AaB 0-5
I U/15 Ligaen tog AaB en storsejr over Lyngby Boldklub med samme cifre som i U/19 Ligaen - bare med modsat vinder.
AaB’s Valdemar Rubæk Vestergaard bragte de nordjyske gæster foran med 1-0 på et straffespark midt i første halvleg, og ca. midtvejs i anden halvleg slog han til yderligere to gange, hvilket sikrede ham et hattrick og AaB en føring på 3-0.
Fem minutter før tid udbyggede Georg Ejsing til 4-0, og i opgørets sidste minut lukkede Alvar August Jensen målkontoen med 5-0-målet.
Næste U/15 Ligakamp spilles først lørdag 27. august på udebane mod Farum Boldklub.