Pallesen retur fra karantæne

13. april 2022 kl. 13:24 af Brian Andersen

AaB indtager inden 3F Superligaens 25. spillerunde tredjepladsen i tabellen med fire point op til FC Midtjylland på andenpladsen og et enkelt point foran morgendagens modstander fra Brøndby I.F.

Efter onsdagens træningspas har AaB-cheftræner Lars Friis udtaget følgende 19 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 24 Vladimir Prijovic, 26 Rasmus Thelander, 32 Casper Gedsted, 38 Oliver Ross, 39 Kasper Høgh og 40 Theo Sander.

Magnus Christensen, Pedro Ferreira, Gudmundur Thórarinsson og Rufo er på skadeslisten.

Der er skærtorsdag kickoff på Brøndby Stadion kl. 18.00. Opgøret kan ligeledes følges på TV3+ fra kl. 17.00 og i Liga på P4.

Tags på denne nyhed

Vidste du om Brøndby I.F. og AaB…

13. april 2022 kl. 11:15 af Brian Andersen

- at AaB har vundet fire udekampe i træk i 3F Superligaen. Med en sejr torsdag aften kan klubrekorden i 2001 på fem udesejre i træk tangeres.

- at AaB har mødt Brøndby I.F 97 gange i 3F Superligaen, og at statistikken siger 31 sejre til AaB, 29 uafgjorte og 37 nederlag samt en målscore på 133-138.

- at AaB har mødt Brøndby I.F. 47 gange på udebane i 3F Superligaen, hvilket otte kampe er vundet af AaB, 17 endt uafgjort og 22 vundet af Brøndby I.F.

- at AaB har hentet 16 ud af de seneste 21 mulige point mod Brøndby I.F. i 3F Superligaen (5V-1U-1T).

- at klubberne senest mødte hinanden 20. marts 2022, hvor det på Aalborg Portland Park sluttede 3-0 til AaB efter to scoringer af Louka Prip og et pletskud af Milan Makaric.

- at AaB’s seneste sejr på Brøndby Stadion forekom 19. juli 2020, hvor Tom van Weerts enlige fuldtræffer blev afgørende.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Louka Prip (3 mål) og Milan Makaric (1) også Lucas Andersen (3 mål), Kasper Kusk (2) og Iver Fossum (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Brøndby I.F.

- at AaB har holdt nullet i ti af 24 3F Superligakampe i denne sæson, kun FC København (14) har flere clean sheets end AaB.

- at i 41 af de 97 tidligere 3F Superligaopgør mod Brøndby I.F. er AaB kommet foran 1-0; de 41 opgør er endt med 27 AaB-sejre, ti uafgjorte og fire sejre til Brøndby I.F. AaB er omvendt kommet bagud 1-0 51 gange, her er det fire gange lykkedes at hive en sejr i land, og 14 gange har man fået det ene point. De resterende 33 kampe er tabt.

- at AaB har spillet seks 3F Superligakampe på datoen 14. april. De seks kampe er endt med fire sejre, en uafgjort og et nederlag.

- at for 15 år siden – i 2007 – mødtes AaB og Brøndby I.F. også på datoen 14. april. Dengang bragte Morten Duncan Rasmussen Brøndby I.F. foran 1-0, Rade Prica udlignede, Duncan bragte Brøndby foran 2-1, Rade Prica udlignede, inden AaB’s nuværende assistenttræner Rasmus Würtz til sidst sikrede AaB en 3-2-sejr med en straffesparksscoring en halv time før tid.

- at AaB senest var i aktion på datoen 14. april, da det i 2013 i Odense blev til en 4-3 gevinst over OB; Søren Frederiksen ”den anden” scorede to gange, ligesom også Nicklas Helenius og Kenneth Emil Petersen kom på tavlen for AaB.

- at dommer skærtorsdag er Mikkel Redder, der hidtil har dømt AaB ti gange i 3F Superligaen; AaB har vundet halvdelen af kampene. De resterende fem opgør er endt med tre uafgjorte og to nederlag. Det er første gang, at Mikkel Redder dømmer Brøndby I.F. mod AaB i 3F Superligaen.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB spiller i klubdragten mod Brøndby I.F.

12. april 2022 kl. 09:58 af Rasmus Estrup

Når det er muligt, spiller AaB altid i den rød-hvide klubdragt. Dette gør sig således også gældende skærtorsdag, hvor Hele Nordjyllands Hold kl. 18.00 gæster Brøndby I.F. på Brøndby Stadion i en vigtig kamp i Mesterskabsspillet. 

Du kan købe AaB's klubtrøje på www.aabshoppen.dk, hvor du også kan få fingre i den blå andentrøje og den lyserøde håndsrækningstrøje.  

Som nævnt spiller AaB så vidt muligt i klubdragten og vil derfor i Mesterskabsspillet bære rødt og hvidt i udekampene mod Brøndby I.F., FC Midtjylland og Randers FC. Da klubdragten ikke kan benyttes på udebane mod FC København og Silkeborg I.F., vil AaB i de kampe bære den blå andendragt. 

Kampstart på torsdag er kl. 18.00 på Brøndby Stadion. Du kan købe billet til opgøret her, eller se kampen på TV3+ med optakt fra kl. 17.00. 

Tags på denne nyhed

Nederlag og pointdeling for AaB Akademiet

11. april 2022 kl. 08:08 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Silkeborg I.F.-AaB 6-0

AaB’s U/19 Ligahold led i weekenden sæsonens største nederlag, da holdet gæstede Jysk Park i Silkeborg.

Allerede efter blot ni minutter blev Sebastian Otoa udvist, og AaB var derfor i undertal resten af kampen, og nordjyderne blev presset tilbage på kunstgræsbanen.

Trods et silkeborgensisk pres holdt AaB’s defensiv stand indtil 32. minut, hvor gæsterne scorede første halvlegs eneste mål til 1-0.

Hjemmeholdet kom dog stærkt ud efter pausen mod det decimerede AaB-mandskab, og i løbet af anden halvlegs første 20 minutter havde gæsterne bragt sig på 4-0.

4-0-stillingen holdt længe, men de nordjyske gæster blev mere og mere trætte, som kampen skred frem, og med to scoringer kort kort før slutfløjt endte det med et nederlag på hele 6-0.

AaB’s U/19 Ligahold skal allerede på onsdag forsøge at rejse sig fra nederlaget, når det kl. 13.00 gælder en hjemmekamp mod AGF.

U/17 Ligaen: Silkeborg I.F.-AaB 1-1

AaB’s U/17 Ligahold tog to point med hjem til Hornevej efter lørdagens besøg i Silkeborg.

AaB spillede en god første halvleg og var i flere omgange tæt på et føringsmål, men det var hjemmeholdet, der kunne bringe sig i spidsen med 1-0 ved pausen på en scoring i det 42. minut.

Som anden halvleg skred frem fik AaB bedre og bedre fat i kampen, og Magnus Velling Pedersen fandt - efter en lang dribletur - Nikolai Veilbæk Andersen, som 20 minutter før tid udlignede til slutresultatet 1-1.

Uafgjorte resultater i U/17 Ligaen skal i denne sæson afgøres i en straffesparkskonkurrence, og her trak AaB det længste strå.

Alle fem AaB-sparkere scorede således på sine forsøg, og da målmand Nicolai Schmidt leverede en flot redning på det sidste Silkeborg-spark, snuppede AaB to point med fra kampen, mens hjemmeholdet måtte tage til takke med et enkelt point.

AaB’s næste kamp i U/17 Ligaen spilles ligeledes på hjemmebane på onsdag mod AGF, der kommer på besøg kl. 15.15.

U/15 Ligaen: Silkeborg I.F.-AaB 4-2

I U/15 Ligaen tabte AaB-holdet på udebane til Silkeborg I.F. i en målrig kamp.

De nordjyske gæster kom ellers foran efter blot to minutter, da Marcus Emil Sørensen sendte bolden over stregen.

Blot fire minutter senere udlignede Silkeborg I.F., men Marcus Emil Sørensen kom igen på tavlen ti minutter inde i kampen, med det nordjyske 2-1-mål.

Ti minutter før pausen udlignede hjemmeholdet til pausestillingen 2-2, og med to scoringer i 54. minut og 58. minut vandt Silkeborg I.F. opgøret med 4-2.

U/15 Ligaholdet spiller en pokalkamp i morgen på udebane mod FC Midtjylland, mens næste ligakamp først spilles lørdag 23. april på udebane mod Esbjerg fB.

Tags på denne nyhed

Alle mand til Brøndby og Herning i påsken

10. april 2022 kl. 13:09 af Rasmus Estrup

I påsken venter to spændende kampe på udebane mod henholdsvis Brøndby I.F. og FC Midtjylland i 3F Superligaen. Kampen mod Brøndby I.F. spilles Skærtorsdag, torsdag 14. april, mens kampen mod FC Midtjylland spilles 2. påskedag, mandag 18. april. Begge kamp begynder kl. 18.00. 

Turen til Brøndby

Navn: Brøndby Stadion
Kapacitet: 28.000
Kapacitet udebaneafsnit: 1.400
Placering udebaneafsnit: Stavnskær Elektrik-tribunen - Udebaneafsnit Nedre

Området omkring udebaneafsnittet på Brøndby Stadion blev i 2017 optimeret. Området uden for stadion er blevet asfalteret og vil blive indhegnet, så det skaber en udebanesektor, hvor fans af henholdsvis hjemme- og udehold bliver fuldstændig adskilt.

Billetpriser i forsalg:
u/16 år: 60,-
Voksen: 120,-
Køb din billet her.

Transport til og fra Brøndby

Fælles:
ASC arrangerer bustur til begge kampe til favorable priser. Læs mere og bestil her: https://aabsupportclub.dk/produkt-kategori/busture/

Kør selv:
Adresse:
Brøndby Stadion
Brøndby Stadion 30
2605 Brøndby

Brøndby Stadion er velforbundet med motorvejene omkring Brøndby Stadion, og det er derfor nemt at komme til adressen, som er Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby. Det anbefales, at du ankommer nordfra ved indkørslen til Brøndby Stadion.

Som udebanefan på Brøndby Stadion er der parkering for busser umiddelbart bag udebaneafsnittet i et indelukket område dedikeret til udebanefans. Såfremt der er plads, vil biler også kunne parkere i området. Alternativt anbefales parkering nord/nordvest for Brøndby Stadion.

Offentlig transport:
De nærmeste S-tog-stationer er Glostrup station og Brøndbyøster station. Herfra kan busserne 13, 130, 166 og 500S benyttes til stoppestedet Gilhøj Centeret, der ligger lige ved indgangen til stadionområdet nord fra. Se endvidere rejseplanen for afgangstider og mere info.

Turen til Herning

Navn: MCH Arena
Kapacitet: 11.432
Kapacitet udebaneafsnit: 1.050
Placering udebaneafsnit: ETORO Tribunen

Billetpriser:
Barn (4-13): 50,-
Voksen: 110,-
Køb din billet her.

Transport til og fra Herning

Fælles:
ASC arrangerer bustur til favorable priser. Læs mere og bestil her: https://aabsupportclub.dk/produkt-kategori/busture/

Kør selv: 
Adresse:
MCH Arena
Kaj Zartows Vej 5
7400 Herning

MCH Arena er også velforbundet med motorvejen, og det er derfor nemt at komme til frem til stadion.

Som udebanefan på MCH Arena er der parkering for busser umiddelbart bag udebaneafsnittet i et indelukket område dedikeret til udebanefans. Læs mere info om parkering for udebanefans her.

Offentlig transport:

Tag Bus 6 fra Herning Station og stå af ved stoppestedet ‘’MCH Messecenter’’. Herefter er der en mindre gåtur på 1 km til stadion. Se endvidere rejseplanen for afgangstider og mere info.

 

AaB takker alle for deres opbakning til Hele Nordjyllands Hold på udebane.

'