Storsejr sender AaB videre i Sydbank Pokalen

21. september 2021 kl. 20:23 af Rasmus Estrup

AaB spillede sig tirsdag aften videre i Sydbank Pokalen efter en udesejr på 4-0 over NordicBet Ligaholdet Lyngby Boldklub. Iver Fossum og Milan Makaric sikrede en pauseføringen på 2-0, inden Frederik Børsting tidligt i anden halvleg udbyggede til 3-0 og Marcus Hannesbo headede 4-0-scoringen ind kort før tid. Sejren var den femte i træk for Hele Nordjyllands Hold, der også er ubesejret i sine seneste ni kampe. 

Kort inden kampen måtte Mathias Ross udgå af opvarmningen med ubehag, og det betød, at Malthe Højholt gled ind på midtbanen, og Magnus Christensen overtog Mathias Ross' plads i tre-mands-forsvaret. 

Det blåklædte hjemmehold var først med en afslutning efter kun et minut, men Andreas Hansen var på plads i målet, og som kampen skred frem overtog AaB mere og mere af spillet. 

Trods spilovertaget havde AaB i indledningen svært ved at bryde igennem hjemmeholdets defensiv, og først efter 16 minutter kom AaB til en mulighed. Milan Makaric headede et indlæg på tværs til angrebskollega Aleksandar Trajkovski, som fra en spids vinkel fik sin afslutning reddet til hjørne. 

Hjørnesparket blev slået fladt til netop Aleksandar Trajkovski, der denne gang fik sin bold blokeret videre til Pedro Ferreira, som ligeledes ramte en Lyngby-blokade.

Efter 21 minutter lykkedes det AaB at bringe sig fortjent foran. Aleksandar Trajkovski slog et præcist indlæg ind i Lyngby-feltet, hvor Iver Fossum var løbet i position, og nordmanden headede flot 1-0-scoringen forbi en fremadstormende Frederik Schram i Lyngby-målet. 

Det blev også 2-0 til nordjyderne efter en halv time. Denne gang var Iver Fossum assistmager, da han med en flad stikning fandt en helt fri Milan Makaric, som fra kanten af feltet sikkert sparkede bolden fladt ind ved stolperoden. 

AaB kontrollerede spillet halvlegen ud, og foruden Lyngby-afslutningen i det første minut blev det også kun til et ufarligt hovedstød for hjemmeholdet kort før pausen. 

Fra anden halvlegs start kom Tim Prica og Frederik Børsting på grønsværen, og sidstnævnte satte hurtigt sit aftryk. Et minut efter pausen flugtede Frederik Børsting lige på Lyngby-keeperen, og minuttet senere straffede han en blunder i Lyngby-forsvaret, driblede rundt om målmanden og trillede bolden sikkert over stregen ind til 3-0.

Efter en lille times tid var der også spilletid til Louka Prip og Marcus Hannesbo, og straks efter fik en anden indskifter, Tim Prica, en fri hovedstødsmulighed midt for mål, som blev headet forbi. 

Den unge svenske AaB-angriber opsnappede 20 minutter efter pausen bolden fra Frederik Schram i venstre side af banen, men Tim Pricas tværbold mod Aleksandar Trajkovski manglede fart og blev afværget. 

Aleksandar Trajkovski kom dog til en afslutning to minutter senere, men den nordmakedonske landsholdsspiller måtte se Frederik Schram redde forsøget. 

Midt i anden halvleg sparkede hjemmeholdet et frispark langt over, og kort efter blev også Kasper Kusk skiftet ind for Hele Nordjyllands Hold. 

AaB fortsatte med at søge mulighederne, og 11 minutter før tid steg Tim Prica endnu en gang til vejrs og headede mod mål. Denne gang sad læderet i handskerne på målmanden. 

Med otte minutter tilbage sparkede Petur Knudsen Lyngby Boldklubs bedste forsøg forbi nærmeste opstander fra kanten af feltet, og kort efter gjorde AaB det til 4-0. 

Frederik Børsting samlede bolden op ved hjørneflaget og fandt Kasper Kusk, som fra højre side af feltet fandt Marcus Hannesbo, der ved bagerste stolpe headede 4-0-målet i kassen. 

4-0 blev også kampens resultat, og dermed er AaB videre til Sydbank Pokalens ottendedelsfinaler, der spilles i slutningen af oktober. 

Allerede på søndag kl. 18.00 jagter AaB sin sjette sejr på stribe, når det gælder en udekamp i 3F Superligaen mod Brøndby I.F. 

Matchfacts - Sydbank Pokalen, sekstendedelsfinale

Lyngby Boldklub-AaB 0-4 (0-2)
22. min 0-1 Iver Fossum, 31. min 0-2 Milan Makaric, 48. min 0-3 Frederik Børsting, 84. min 0-4 Marcus Hannesbo
Advarsler Lyngby Boldklub: Abdul-Halik Hudu (26), Sævar Magnússon (74), Magnus Kaastrup (86)
Advarsler AaB: Iver Fossum (40), Frederik Børsting (81)
2.361 tilskuere på Lyngby Stadion

Lyngby Boldklub (3-4-3): Frederik Schram, Pascal Gregor, Kristian Riis (81: Thor Høholt), Kasper Jørgensen, Svenn Crone (70: Adam Sørensen), Gustav Mortensen, Marcel Rømer (57: Rasmus Thellufsen), Abdul-Halik Hudu (57: Sanders Ngabo), Magnus Westergaard (70: Magnus Kaastrup), Petur Knudsen, Sævar Magnússon. 

AaB (3-5-2): Andreas Hansen, Magnus Christensen, Anders Hagelskjær, Daniel Granli, Kristoffer Pallesen (46: Kristoffer Pallesen), Malthe Højholt (70: Kasper Kusk), Pedro Ferreira (57: Marcus Hannesbo), Iver Fossum (57: Louka Prip), Jakob Ahlmann, Milan Makaric (46: Tim Prica), Aleksandar Trajkovski.

Dommer: Jakob A. Sundberg.

Tags på denne nyhed

Få pladser tilbage på Complea og 3F Tribunen

21. september 2021 kl. 11:10 af Rasmus Estrup

Søndag 3. oktober holder AaB Partnerklubbernes Dag i samarbejde med Macron, Goal Station og Unisport, når AaB tager imod SønderjyskE i 3F Superligaen, og både Complea Tribunen og 3F Tribunen er tæt på at være fyldt til kampen. 

Således er der kun ca. 300 ledige siddepladser på Complea Tribunen og 400 pladser tilbage på 3F Tribunen med næsten to uger til kampen. Så hop ind på www.billet.aabsport.dk og få fat i dine billetter til kampen med det samme. 

Til Partnerklubbernes Dag bliver AaB’s 118 nordjyske partnerklubber hyldet, og Macron, Goal Station og Unisport har sørget for, at flere end 2.500 medlemmer af partnerklubberne kan komme gratis ind til kampen.   

Billetterne til partnerklubberne er blevet flået væk, og i sidste uge blev der lukket for tilmelding for partnerklubberne.   

Til Partnerklubbernes Dag vil fanzonen være udvidet med boder fra Macron og Unisport, hoppeborge for de mindste og en Goal Station Focus 360. Derudover vil ungdomsspillere fra partnerklubberne blive involveret i AaB’s indløb og pauseunderholdningen.

AaB TV: Gensyn med 4-0-sejr over Lyngby Boldklub

21. september 2021 kl. 08:17 af Rasmus Estrup

I aften kl. 18.30 møder vi Lyngby Boldklub på udebane i Sydbank Pokalen. 

Inden opgøret, som sendes på Viaplay, kan du gense de fire mål fra vores seneste kamp mod Lyngby Boldklub, der blev vundet med 4-0 på Aalborg Portland Park i foråret. 

I det opgør scorede Tim Prica to gange, mens også Lucas Andersen og Tom van Weert kom på tavlen. 

Tags på denne nyhed

AaB-truppen til pokaldyst i Lyngby

20. september 2021 kl. 15:38 af Rasmus Estrup

Efter en 13-0-sejr over serie 1-klubben FIUK Odense i anden runde af Sydbank Pokalen skal AaB i morgen op imod 1. divisionsklubben Lyngby Boldklub i sekstendedelsesfinalen. 

Lyngby Boldklub rykkede i den forgangne sæson ud af 3F Superligaen, og efter otte kampe i denne sæson har holdet 17 point, hvilket rækker til en fjerdeplads med en kamp færre end de tre klubber, der ligger foran i tabellen. 

I Sydbank Pokalen har Lyngby Boldklub besejret Østerbro I.F. med 9-0 og Tårnby F.F. med 5-1 på vej til sekstendedelsfinalen. 

Efter dagens træningspas har cheftræner  Martí Cifuentes udtaget følgende 20 spillere: 

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Aleksandar Trajkovski, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 22 Andreas Hansen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 32 Casper Gedsted og 35 Marcus Hannesbo. 

Skadeslisten omfatter Rufo og Lucas Andersen. 

Der er kampstart kl. 18.30 i morgen, og kampen vises på Viaplay. Ønsker du at se kampen på Lyngby Stadion, kan der købes billet her. 

Tags på denne nyhed

U/19-holdet i snævert nederlag til FCK

20. september 2021 kl. 09:21 af Rasmus Estrup

AaB’s U/19 Ligahold stod foran en vanskelig opgave i lørdags, da ubesejrede FC København gæstede Hornevej. Lørdagens udehold havde inden kampen vundet sæsonens fire første kampe med en målscore på 22-4, og det lykkedes desværre heller ikke for AaB-holdet at tage point fra FC København, som vandt 1-0.

AaB stod lidt lavere end normalt, og når nordjyderne havde fat i kuglen, gjorde spillerne det også vanskeligt for FC København at erobre bolden.

Men det var gæsterne, der gjorde det bedst og skabte mest, og otte minutter efter pausen scorede FC København kampens eneste mål efter kombinationsspil og en cutback-aflevering.

- FCK er det bedste U/19-hold, jeg har set i Danamrk. De er bare gode, og de var også bedst i lørdags og vandt fortjent. Men jeg synes, vi leverede en hæderlig indsats, og de havde sværere ved at erobre bolden fra os, end de har haft hele sæsonen, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- På bolden var vi stabile, men i vores offensive gennembrudsspil tog vi de forkerte beslutninger, og vi fik derfor ikke skabt så mange chancer. I modsatte kom FCK frem til en del afslutninger, men ofte var det fra spidse vinkler eller med gode defensive blokeringer foran sig. Og så må vi også sige, at Theo (Sander, red.) stod en rigtig god kamp, siger Kim Leth Andersen.

AaB’s næste kamp i U/19 Ligaen spilles på lørdag på udebane mod AGF.

Tags på denne nyhed