Sen scoring sikrer målrig sejr i Viborg

12. september 2021 kl. 15:53 af Rasmus Estrup

AaB ligger i skrivende stund på tredjepladsen i 3F Superligaen, da det her til eftermiddag blev til en udesejr på 3-2 over Viborg F.F. efter to scoringer af Pedro Ferreira og et sent sejrsmål af Kasper Kusk. 

Med solid opbakning fra flere end 1.000 medrejsende fans indledte AaB søndagens udekamp i Viborg F.F. mest på kuglen. Alligevel kom hjemmeholdet til den første afslutning i kampen, da en fejlpasning i AaB-defensiven endte hos Sebastian Grønning, som fra distancen sparkede forbi et tomt AaB-mål. 

I modsatte ende blev en afslutning fra Pedro Ferreira blokeret, inden Viborg F.F. i to omgange var farlige modsat. Først reddede Jacob Rinne et kompetent langskud fra Tobias Bech, og minuttet senere blev et saksespark fra Sebastian Grønning blokeret til et hjørnespark. 

Dette blev slået fladt ind i midten af AaB-feltet, hvor Mads Lauritsen stod uden opdækning og sparkede kuglen i nettet til en viborgensisk 1-0-føring efter 10 minutter. 

Et kvarter inde i kampen var AaB tæt på at udligne i hele tre tilfælde efter et hjørnespark. Først reddede Lucas Lund et hovedstød fra Milan Makaric. Returen kastede Louka Prip sig ind i, men også hans afslutning kom målmanden i vejen for, inden den anden returbold faldt ned til Mathias Ross, som høvlede bolden over mål. 

Kort efter var hjemmeholdet igen i offensiven, men Tobias Bechs afslutning i AaB-feltet gik over mål. 

Samme adresse havde en afslutning fra Jakob Ahlmann i det 20. minut, da han fra kanten af feltet forsøgte sig, efter at Kristoffer Pallesen havde fået sin afslutning blokeret. 

Efter 28 minutter fik Viborg F.F. en stor chance med et indirekte frispark i AaB-feltet, men AaB afværgede forsøget på stregen. 

Ti minutter senere driblede Jakob Ahlmann frem mod Viborg-feltet og sparkede fladt forbi fjerneste stang, og et par minutter før pausefløjtet var Jakob Ahlmann igen i afslutterrollen, da han på en nedfaldsbold i Viborg-feltet fik sin hårde afslutning blokeret til et hjørnespark. 

Dette gav gevinst for AaB, for hjørnesparket fra Iver Fossum headede Pedro Ferreira i nettet til 1-1. 

Tidligt i anden halvleg havde Viborg-angriber Sebastian Grønning en stor chance efter et indkast, men han missede sin afslutning.

I stedet kunne AaB slå til syv minutter efter pausen. 

Et hjørnespark førte til en afslutning fra Mathias Ross, som ramte overliggeren. Returbolden endte hos Pedro Ferreira som via undersiden af overliggeren sendte AaB foran med 2-1 med sin anden scoring i AaB-trøjen.

Efter en times spil blev Frederik Børsting sendt på banen i stedet for Jakob Ahlmann, og midt i anden halvleg havde Louka Prip en afslutning, som Lucas Lund uden besvær tog sig af. 

I midten af anden halvleg havde Viborg F.F. et par forbigående langskud, inden Sebastian Grønning midt i AaB-feltet sparkede en stor mulighed over Jacob Rinnes bur.  

Viborg-presset fortsatte, og efter 72 minutter måtte Rasmus Thelander så agere redningsmand for AaB, da han med en stærk glidende tackling kom i vejen for Justin Lonwijks afslutning i AaB-feltet. 

Fem minutter senere blev Anders Hagelskjær og AaB-debutant Aleksandar Trajkovski sendt i aktion i stedet for Mathias Ross og Milan Makaric. 

Otte minutter før tid lykkedes hjemmeholdet med at få gavn af sit pres, da Sebastian Grønning dirigerede den udlignende 2-2-scoring i nettet. 

Straks efter skiftede AaB Kasper Kusk ind i stedet for Malthe Højholt, og i 86. minut slog Kasper Kusk til på en assist fra Kristoffer Pallesen, da han sikkert sparkede AaB på 3-2 tæt under mål. 

AaB kæmpede til det sidste 3-2-sejren hjem med hjælp fra en klasseredning fra Jacob Rinne, og Hele Nordjyllands Hold ligger derfor på en øjeblikkelig tredjeplads i 3F Superligaen med 15 point. 

AaB's næste kamp spilles på fredag, hvor Hele Nordjyllands Hold tager imod OB på Aalborg Portland Park. Køb billet til fredagskampen her. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Grundspil, 8. spillerunde

Viborg F.F.-AaB 2-3 (1-1)
10. min 1-0 Mads Lauritsen, 44. min 1-1 Pedro Ferreira, 53. min 1-2 Pedro Ferreira, 83. min 2-2 Sebastian Grønning, 86. min 2-3 Kasper Kusk
Advarsler Viborg F.F.: Jeppe Grønning (31), Jakob Bonde (64)
Advarsler AaB: Milan Makaric (60)
6.014 tilskuere på Energi Viborg Arena

Viborg F.F. (4-3-3): Lucas Lund, Daniel Anyembe (85: Frans Putros), Lars Kramer, Mads Lauritsen (52: Kellian van der Kaap), Christian Sørensen, Justin Lonwijk, Jeppe Grønning, Jakob Bonde (85: Clint Leemans), Tobias Bech (77: Sofus Berger), Sebastian Grønning, Jay-Roy Grot (77: Ibrahim Said). 

AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Mathias Ross (77: Anders Hagelskjær), Rasmus Thelander, Daniel Granli, Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt (85: Kasper Kusk), Pedro Ferreira, Iver Fossum, Jakob Ahlmann (61: Frederik Børsting), Louka Prip, Milan Makaric (77: Aleksandar Trajkovski).

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fem mål fra seneste Viborg-besøg

12. september 2021 kl. 08:26 af Rasmus Estrup

Det er fire år siden, at AaB senest besøgte Viborg F.F. på Energi Viborg Arena. Dengang var det i Sydbank Pokalen, hvor AaB efter forlænget spilletid vandt med 5-1. 

Det lignede ellers avancement for hjemmeholdet, men få sekunder før den ordinære tids udløb sparkede Yann Rolim et frispark direkte i nettet til 1-1. 

Det sendte kampen ud i forlænget spilletid, og her var der ingen tvivl. 

Med scoringer af Jannik Pohl, Frederik Børsting, Pavol Safranko og Kasper Risgård vandt AaB kampen med 5-1. 

Se alle fem AaB-scoringer i dette tilbageblik. 

Dagens kamp i Viborg spilles kl. 14.00. Flere end 1.000 AaB-fans har allerede billet til kamp. Du kan købe billet til kampen her eller se opgøret på Eurosport 2 med optakt fra kl. 13.00. 

Tags på denne nyhed

Trajkovski foran AaB-debut

11. september 2021 kl. 17:43 af Brian Andersen

Morgendagens modstander fra Viborg F.F. har dog imponeret siden sin tilbagevenden til landets bedste fodboldrække, og i den seneste hjemmekamp formåede viborgenserne at sende AGF hjem med et klart nederlag.

Efter lørdagens træningspas har AaB-cheftræner Martí Cifuentes udtaget følgende 19 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Aleksandar Trajkovski, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 22 Andreas Hansen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 35 Marcus Hannesbo og U/19 Ligaspiller Oliver Ross.

Tim Prica og Vladimir Prijovic er ude med influenza, mens Rufo og Lucas Andersen er på skadeslisten.

Der forventes minimum 1.000 AaB-fans på plads på Nordtribunen i Viborg, og der kan stadig købes billet hertil. Der er kampstart på Energi Viborg Arena kl. 14.00.

Tags på denne nyhed

Næsten 800 AaB-fans har billet til søndag

10. september 2021 kl. 18:07 af Rasmus Estrup

Til AaB's seneste udekamp i 3F Superligaen blev udebaneafsnittet i Randers udsolgt, og til søndagskampen i Viborg har 781 AaB-fans allerede sikret sig en plads. 

Vil du også støtte op om Hele Nordjyllands Hold på søndag, kan du købe billet til Energi Viborg Arena her. 

Der er i alt plads til 1.342 AaB-fans på Nord Tribunen i Viborg. 

Kampstart på søndag er kl. 14.00. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om Viborg F.F. og AaB…

10. september 2021 kl. 14:11 af Brian Andersen

- at AaB tidligere har mødt Viborg F.F. 48 gange i 3F Superligaen, hvor statistikken hedder 28 sejre til AaB, syv uafgjorte og 13 nederlag samt en målscore på 90-58 i AaB’s favør.

- at det er AaB’s første kamp mod Viborg F.F. i Superligaen siden april 2017, hvor det på Energi Viborg Arena blev til uafgjort 1-1 efter en AaB-scoring af Frederik Børsting.

- at AaB’s seneste opgør mod Viborg F.F. var dog i september 2017, hvor det samme sted blev til en pokalsejr på 5-1 efter 1-1 i ordinær spilletid. Her scorede Yann Rolim, Jannik Pohl, Frederik Børsting, Pavol Safranko og Kasper Risgård.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Frederik Børsting (1 mål) også Kasper Kusk (2 mål) og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Viborg F.F.

- at ud af de 48 tidligere 3F Superligakampe mod Viborg F.F. har AaB scoret først i 30 tilfælde, hvilket har resulteret i 25 sejre, fire uafgjorte og et nederlag. Omvendt har Viborg F.F. scoret kampens første mål i 17 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, to uafgjorte og 12 nederlag.

- at hvis AaB scorer først mod Viborg F.F. i en 3F Superligakamp på Energi Viborg Arena, har det historisk betydet point til AaB. Og som oftest tre point, idet 11 ud af de 12 tidligere tilfælde med indledende AaB-scoring er endt med sejr til AaB.

- at AaB er indehaver af sæsonens bedste forsvar, sammen med FC København og FC Midtjylland, der i de syv spillede kampe kun har lukket fem mål ind. Fire af de fem scorede mål mod AaB er faldet i 1. halvleg, og der er således fortsat ikke scoret mod AaB i kampens sidste halve time.

- at AaB er ubesejret i de seneste fem 3F Superligakampe, hvor det er blevet til tre sejre og to uafgjorte. Hvis det bliver til point mod Viborg F.F., vil det være første gang siden februar-marts 2018, at AaB får point i seks 3F Superligakampe i træk.

- at 3F Superligakampe på udebane i september ikke ligefrem har været favoritspilletidspunktet for AaB de seneste sæsoner. Kun én ud af de seneste 13 udekampe i september er endt med sejr til AaB, 5-0 mod Hobro I.K. i 2018, hvorimod de resterende kampe er endt med ni nederlag og tre uafgjorte.

- at AaB er uden sejr i de tre seneste 3F Superligakampe mod Viborg F.F. Hvis kampen søndag ikke ender med sejr til AaB, vil være første gang, at AaB spiller fire 3F Superligakampe i træk mod Viborg F.F. uden en sejr.

- at den seneste 3F Superligakamp mellem Viborg F.F. og AaB endte uafgjort, men at der forinden var spillet 15 kampe mellem de to klubber, der var endt med enten en sejr til Viborg F.F. eller AaB. Senest de to klubber spillede uafgjort i to 3F Superligakampe i træk var i marts-maj 1999.

- at en Superligakamp mellem Viborg F.F. og AaB kun én gang er endt uden scoringer. Ofte er kampene ret målrige, idet der i de 48 tidligere kampe er scoret ikke færre end 148 mål svarende til 3,08 mål pr. kamp.

- at Viborg F.F. foreløbig er sæsonens hårdest spillende klub med 134 strafpoint efter 27 advarsler i de syv kampe. AaB ligger i midterfeltet, på en syvendeplads, med 68 strafpoint for 15 advarsler.

- at dommer søndag bliver Peter Kjærsgaard, der tidligere har dømt AaB 25 gange i 3F Superligaen, hvilket har resulteret i blot fem AaB-sejre, otte uafgjorte og 12 nederlag.

- at den forestående duel er første gang, Peter Kjærsgaard skal dømme en indbyrdes kamp mellem de to klubber.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed
'