Sejrsstime blev brudt i Brøndby

26. september 2021 kl. 19:56 af Rasmus Estrup

AaB løb ind i sit første nederlag i 10 kampe, da nordjyderne søndag aften gæstede Brøndby I.F. og tabte 2-1. Louka Prip sikrede ellers en nordjysk pauseføring, inden Mikael Uhre scorede to gange efter pausen. 

Næsten 600 AaB-fans bakkede op om Hele Nordjyllands Hold fra udefansafsnittet på Brøndby Stadion, og de kunne se Tim Prica erstatte en skadet Milan Makaric efter kun ni minutter. 

Minuttet senere spillede Brøndby I.F. sig frem til kampens første afslutning, da et indlæg fra højre fandt vej til Simon Hedlund, der midt for mål sparkede lige på Jacob Rinne. 

Hjemmeholdet var mest på kuglen i indledningen, men som første halvleg skred frem overtog AaB mere og mere af spillet, og efter 23 minutter sendte Frederik Børsting AaB's første forsøg afsted, da han fra distancen sparkede over Brøndby-målet. 

Tre minutter senere scorede AaB til 1-0. Frederik Børsting var denne gang i oplæggerens rolle, da han slog et præcist indlæg ind midt i Brøndby-feltet, hvor Louka Prip med stor fart og præcision stangede den nordjyske 1-0-scoring i nettet. 

Efter en halv time sparkede Mikael Uhre en chance forbi AaB-målet efter en stikning, og Brøndby-topscoreren tog sigte igen efter 33 minutter, da han halvflugtede læderet over mål fra udkanten af AaB-feltet. 

Hjemmeholdet fortsatte deres gode periode, og med ti minutter til pausefløjtet serverede Simon Hedlund bolden til bagerste stolpe hos en fri Andreas Bruus, men sidstnævnte headede over Jacob Rinnes bur. 

I tillægstiden til første halvleg prøvede indskiftede Tim Prica sig med en afslutning fra distancen, der gik lige over, og i første halvlegs sidste sekund headede Iver Fossum på kassen på et kantfrispark fra Louka Prip, men Mads Hermansen i målet reddede nordmandens hovedstød. 

Hjemmeholdet kom godt ud til anden halvleg, og tre minutter efter pausen var der udlignet. Anis Slimane slog en perfekt stikning frem mod Mikael Uhre, der udnyttede sin friløber, udplacerede Jacob Rinne og udlignede til 1-1. 

10 minutter senere blev Aleksandar Trajkovski og Anders Hagelskjær sendt på grønsværen, og først midtvejs i anden halvleg kom AaB til sin første afslutning i halvlegen, da Pedro Ferreira fik sit langskud blokeret. 

20 minutter før tid kastede Anders Hagelskjær et langt og nøjagtigt indkast ind i Brøndby-feltet, hvor Rasmus Thelander nåede højest og headede lige over tværribben. 

Få minutter efter var Mikael Uhre tæt på i modsatte ende, da han sendte en afslutning lige forbi den ene opstander. 

Med et kvarter tilbage var Brøndby-topscoreren igen på færde, og denne gang blev han dobbelt målscorer. Jacob Rinne gik forkert af et kantfrispark, som Sigurd Rosted headede på tværs til en fri Mikael Uhre, der med brystet dirigerede hjemmeholdet foran med 2-1. 

Kort efter var Brøndby I.F. tæt på endnu en scoring, da Simon Hedlund løb ned mod AaB-målet og to gange måtte se Jacob Rinne stå i vejen for sine forsøg. 

Mod slutningen kom både Kasper Kusk og Marcus Hannesbo på banen for AaB i jagten på en udligning, men udligningen udeblev. 

Dermed led AaB sit andet nederlag i sæsonen - og det første siden 24. juli. Nederlaget til trods ligger AaB stadig på tredjepladsen i 3F Superligaen med 18 point. 

AaB's næste 3F Superligakamp spilles søndag 3. oktober kl. 14.00 mod SønderjyskE. Køb billet til kampen her. 

Matchfacts - 3F Superliga, 10. spillerunde

Brøndby I.F.-AaB 2-1 (0-1)
27. min 0-1 Louka Prip, 49. min 1-1 Mikael Uhre, 76. min 2-1 Mikael Uhre
Advarsler Brøndby I.F.: Ingen
Advarsler AaB: Pedro Ferreira (54), Mathias Ross (75), Kristoffer Pallesen (90)
18.154 tilskuere på Brøndby Stadion

Brøndby I.F. (3-5-2): Mads Hermansen, Sigurd Rosted, Andreas Maxsø, Kevin Tshiembe, Andreas Bruus, Anis Slimane (73: Christian Cappis), Josip Radosevic, Morten Frendrup (46: Mathias Greve), Kevin Mensah, Mikael Uhre (82: Andrija Pavlovic), Simon Hedlund (82: Jagvir Singh Sidhu). 

AaB (3-5-2): Jacob Rinne, Mathias Ross (84: Marcus Hannesbo), Rasmus Thelander, Daniel Granli (59: Anders Hagelskjær), Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt, Pedro Ferreira, Iver Fossum, Frederik Børsting (84: Kasper Kusk), Milan Makaric (10: Tim Prica), Louka Prip (59: Aleksandar Trajkovski).

Dommer: Sandi Putros

Tags på denne nyhed

AaB TV: Fem ubesejrede kampe mod Brøndby I.F.

26. september 2021 kl. 08:29 af Rasmus Estrup

Inden dagens udekamp mod Brøndby I.F. kan du i dette tilbageblik få et gensyn med AaB's seneste fem kampe mod dagens modstander. 

De fem kampe har ført til fire sejre og en uafgjort, og ni gange er AaB kommet på tavlen. 

Dagens kamp spilles kl. 18.00 på Brøndby Stadion. Kampen kan ses på TV3+ med optakt fra kl. 17.00. 

Tags på denne nyhed

AaB vil fortsætte ubesejret stime

25. september 2021 kl. 16:14 af Brian Andersen

Seneste indbyrdes duel mellem klubberne sluttede i februar 1-1 på Brøndby Stadion.

Efter lørdagens træningspas har Martí Cifuentes udtaget følgende 19 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Aleksandar Trajkovski, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 22 Andreas Hansen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 32 Casper Gedsted og 35 Marcus Hannesbo.

Jakob Ahlmann har karantæne, mens Rufo og Lucas Andersen er på skadeslisten.

Der er kickoff på Brøndby Stadion kl. 18.00.

Tags på denne nyhed

Billetsalg åbent til AaB-Viborg F.F.

25. september 2021 kl. 12:05 af Rasmus Estrup

Mandag 25. oktober kl. 19.00 tager AaB imod Viborg F.F. på Aalborg Portland Park, og der nu åbnet for billetsalget til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

På billetsiden kan du selvfølgelig også købe billet til næste weekends hjemmekamp mod SønderjyskE. Til denne kamp er Complea Tribunen og 3F tribunen allerede tæt på at være fyldte, så skynd dig ind på www.billet.aabsport.dk og få fat i en billet til kampen. 

Billetter til partnere til AaB-Viborg F.F. åbner først op efter SønderjyskE-kampen. Særskilt info om dette udsendes direkte. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om Brøndby I.F. og AaB…

24. september 2021 kl. 12:29 af Brian Andersen

- at AaB inden den forestående duel har mødt Brøndby I.F. 95 gange i 3F Superligaen, og at statistikken siger 30 sejre til AaB, 29 uafgjorte og 36 nederlag samt en målscore på 129-136 set med AaB’s øjne.

- at AaB har fået minimum det ene point i de seneste fem indbyrdes opgør mod Brøndby I.F. i 3F Superligaen. Det seneste opgør endte 1-1 mens de fire foregående kampe alle blev vundet af AaB.

- at skulle AaB få minimum det ene point søndag, vil man altså være ubesejrede i seks 3F Superligakampe i træk mod Brøndby I.F. Det er dog ikke det længste ubesejrede streak mod de blågule i 3F Superligaen, for fra april 2011 til og med april 2014 fik AaB minimum det ene point mod Brøndby I.F. i ti 3F Superligakampe i træk.

- at den seneste indbyrdes duel mellem klubberne fandt sted 7. februar 2021, hvor det sluttede 1-1 på Brøndby Stadion med Marcus Hannesbo som AaB’s målscorer.

- at fra den nuværende trup har udover Marcus Hannesbo (1 mål) også Lucas Andersen (3 mål), Kasper Kusk (2), Iver Fossum (1) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Brøndby I.F.

- at AaB indtil videre har haft 19 spillere i aktion i denne 3F Superligasæson. Til sammenligning kan nævnes, at Brøndby I.F. i de første ni runder har haft 23 spillere i brug.

- at 46 gange har Brøndby I.F. haft hjemmebanefordel mod AaB i 3F Superligaen. 21 af kampene er vundet, 17 endt uafgjort og otte gange har AaB taget alle tre point.

- at tre AaB-spillere er noteret for fuld spilletid i denne sæson. Jacob Rinne, Rasmus Thelander og Ivar Fossum er nemlig alle noteret for de maksimale 810 minutter i de første ni spillerunder. Nummer fire på listen er Kristoffer Pallesen med 764 minutters spilletid.

- at AaB har lukket syv mål ind i 3F Superligaen i denne sæson, og at blot to af målene er scoret efter pausen.

- at klubberne også i 1999 mødtes på datoen 26. september; her sejrede AaB 3-1 i Aalborg efter pletskud af Jozo Matovac og to gange Søren Frederiksen.

- at dommer søndag aften er Michael Tykgaard, der 34 gange tidligere har dømt AaB med 11 AaB-sejre, ni uafgjorte og 14 nederlag som udfald.

- at Michael Tykgaard fire gange tidligere har dømt en 3F Superligakamp mellem AaB og Brøndby I.F., og at AaB efter to uafgjorte og to nederlag i de respektive opgør endnu har sin første sejr til gode.

- at AaB generelt set blot har tabt fire gange i sine seneste 25 betydende kampe, der har resulteret i 14 sejre og syv uafgjorte. I 3F Superligaen har AaB ikke tabt i sine seneste syv kampe, hvoraf fem opgør er vundet.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed