AaB’s 118 partnerklubber hyldes søndag 3. oktober mod SønderjyskE, hvor AaB i fællesskab med Macron, Goal Station og Unisport holder Partnerklubbernes Dag på Aalborg Portland Park.
AaB’s 118 partnerklubber kommer i fokus til hjemmekampen mod SønderjyskE 3. oktober. I samarbejde med Macron, Goal Station og Unisport inviterer AaB således til Partnerklubbernes Dag, hvor de tre førnævnte partnere har købt billetter, som udleveres gratis til AaB’s nordjyske partnerklubber efter først-til-mølle-princippet.
Fanzonen vil på kampdagen være udvidet med boder fra Macron og Unisport, hoppeborge til de mindste og en Goal Station Focus 360, og ungdomsspillere fra partnerklubberne vil blive involveret i forbindelse med AaB’s indløb og pauseunderholdningen, hvor alle klubber har mulighed for at vinde en præmie.
Endvidere vil to repræsentanter fra hver partnerklub blive inviteret til et VIP-arrangement før kampen.
- Vores 118 partnerklubber er essentielle for os. AaB er en klub, der lever af at have nordjyske spillere på vores Superligahold og af at udvikle nordjyske talenter til et endnu højere niveau. Og udviklingen af de næste Superligaspillere starter i partnerklubberne. Derfor glæder vi os til at hylde alle vores nordjyske partnerklubber til Partnerklubbernes Dag, fortæller administrerende direktør Thomas Bælum.
- Samtidig ser vi frem til at præsentere to nye priser for at hædre det store frivillige arbejde, der bliver gjort i de lokale klubber rundt omkring i Nordjylland, siger Thomas Bælum.
Årets Frivillig og Årets Partnerklub
Som noget nyt introducerer AaB således to nye, årlige priser, der vil blive overrakt til Partnerklubbernes Dag.
AaB’s hovedpartner Spar Nord vil sammen med AaB overrække prisen til Årets Frivillig. Til denne pris har hver klub mulighed for at nominere én frivillig pr. klub.
Alle indstillede kandidater inviteres til en VIP-oplevelse på Aalborg Portland Park, og en jury bestående af AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum, AaB’s akademichef Anders Damgaard og tre repræsentanter fra AaB’s partnerklubber udvælger en vinder blandt de nominerede.
Juryen er også med til at kåre og udvælge kandidaterne til den anden nye pris: Årets Partnerklub, som præsenteres i samarbejde med Designa Aalborg.
Denne pris går til en partnerklub, der i løbet af året har gjort noget ekstraordinært i forhold til for eksempel talentudvikling, breddefodbolden eller noget helt tredje.
Vinderne af de respektive priser vil blive hyldet i pausen af AaB-SønderjyskE.
Repræsentanter fra alle AaB’s 118 partnerklub vil i denne uge modtage en mail med nærmere information om, hvordan man indstiller kandidater til Årets Frivillig, og hvordan man tilmelder sig til Partnerklubbernes Dag.