Akademispiller udtaget til Islands U/15-landshold

13. september 2021 kl. 09:26 af Rasmus Estrup

Islandske Nóel Atli Arnórsson, der spiller venstreback på AaB's U/17 Ligahold, er blevet udtaget til det islandske U/15-landshold. 

Islands U/15-landshold skal her i september spille to venskabskampe på udebane mod Finland. Første kamp spilles 21. september, mens andet opgør følger to dage senere. 

Tre Akademinederlag mod SønderjyskE

13. september 2021 kl. 09:13 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: SønderjyskE-AaB 2-1

AaB tabte lørdag 2-1 på udebane mod SønderjyskE i U/19 Ligaen. De nordjyske gæster dominerede ellers på bolden og kom planmæssigt fra start, da Christoffer Ravn brød igennem over venstresiden og serverede et præcist indlæg til Jakob Gaardsøe, som prikkede 1-0-føringen i mål efter fem minutter.

Efter et kvarter udlignede SønderjyskE til 1-1 efter en dybdebold og noget småspil i AaB-feltet.

Frem mod pausen fortsatte AaB i kontrol, og overtaget blev kun større i anden halvleg, men trods flere gode muligheder førte det ikke yderligere scoringer med sig, og i stedet slog hjemmeholdet til 20 minutter før tid med målet til 2-1.

AaB fortsatte dog med at skabe chancer, og efter 84 minutter blev SønderjyskE med en udvisning reduceret til 10 spillere, men trods overtaget kunne AaB stadig ikke få bolden over stregen, og derfor endte det med et nederlag på 2-1.

Det var egentlig en fin præstation, hvor vi var mest på bolden, skabte en masse muligheder og også burde have været foran med to mål efter kun ti minutter. Men vi manglede kvalitet i den sidste aflevering og afslutning kampen igennem, og i stedet scorede de i vores gode perioder, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Især i anden halvleg havde vi et overtag, og vi skulle også udnytte vores muligheder. Ikke mindst da vi mod slutningen kom i overtal, hvor vi også havde chancer nok til at score, siger U/19 Ligatræneren.

AaB’s U/19 Ligahold ligger på ottendepladsen med fire point efter fire runder, og holdet spiller igen på lørdag på hjemmebane mod FC København.

U/17 Ligaen: SønderjyskE-AaB 4-1

Også i U/17 Ligaen endte AaB med et nederlag trods et tidligt føringsmål.

Efter 17 minutter fandt Anders Noshe nemlig Oscar Meedom med en cutback-aflevering, og Oscar Meedom kunne dermed bringe AaB foran med 1-0.

AaB havde også chancer til mere i første halvleg, men hjemmeholdet fik inden pausen udlignet til 1-1.

I anden halvleg blev AaB først ramt af en omstilling til 2-1, og mod slutningen scorede SønderjyskE yderligere to gange til slutresultatet 4-1.

- Vi spillede en fin første halvleg og burde have ført ved pausen, men i anden halvleg blev vi for passive og overlod for meget spil til SønderjyskE, og efter deres 2-1-scoring mistede vi modet lidt, siger U/17 Ligatræner Jonas Nødbak Petersen.

AaB’s U/17 Ligahold ligger i skrivende stund på 11. pladsen i rækken med tre point efter fire kampe. Sæsonens femte kamp spilles først lørdag 25. september på udebane mod AGF.

U/15 Ligaen: SønderjyskE-AaB 3-2

AaB’s U/15 Ligahold tabte ligeledes weekendens udekamp til SønderjyskE.

Hjemmeholdet kunne med to scoringer omkring halvtimesmærket bringe sig på 2-0, inden AaB’s Christian Tcacenco på oplæg fra Frederik Baandrup reducerede til pausestillingen 2-1.

Fem minutter efter pausen gjorde Christian Tcacenco det også til 2-2 på assisten fra Georg Ejsing, men lige bagefter svarede SønderjyskE tilbage med sejrsmålet til 3-2.

Nederlaget var det første i sæsonen for AaB’s U/15 Ligahold, der indtager fjerdepladsen med seks point efter tre kampe. Næste kamp i U/15 Ligaen spilles lørdag 25. september på udebane mod AGF.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Viborg F.F.-AaB 2-3

13. september 2021 kl. 07:10 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 3-2 på udebane over Viborg F.F., og Hele Nordjyllands Hold ligger nu nummer tre i 3F Superligaen. 

Med flere end 1.000 AaB-fans i ryggen fik AaB en ærgerlig start, da Viborg F.F. i det 10. minut sparkede sig foran, da Mads Lauritsen stod fri på et hjørnespark. 

Fem minutter senere fik AaB en stor tredobbelt chance til Milan Makaric, Louka Prip og Mathias Ross, men ind ville bolden ikke. 

Hjemmeholdet havde efter 28 minutter et stort tilbud for endnu en scoring med et indirekte frispark i AaB-feltet, men her stod AaB-defensiven stærkt imod. 

Kort før pausefløjtet udlignede AaB, da Pedro Ferreira headede et hjørnespark fra Iver Fossum i nettet til 1-1.

Målet var Pedro Ferreiras første officielle mål i karrieren, men allerede syv minutter efter pausen scorede portugiseren også sit andet. Efter et overliggerskud fra Mathias Ross headede Kristoffer Pallesen bolden frem til Pedro Ferreira som tæt under mål brugte undersiden af overliggeren til at bringe AaB foran med 2-1. 

Syv minutter før tid udlignede Viborg F.F. efter endnu et hjørnespark, da Sebastian Grønning pandede 2-2-målet i kassen. 

AaB svarede straks tilbage, da Kasper Kusk med sin første boldberøring i kampen dirigerede et indlæg fra Kristoffer Pallesen i nettet til en nordjysk føring på 3-2. 

Den føring holdt kampen ud takket være en fantomredning af Jacob Rinne få øjeblikke før tid. 

Se et fyldigt sammendrag af kampen i videoen øverst. 

Husk også at du kan opleve Hele Nordjyllands Hold på fredag, når OB gæster Aalborg Portland Park. Køb billet til kampen her. 

Tags på denne nyhed

Støt AaB på fredag mod OB

12. september 2021 kl. 18:18 af Rasmus Estrup

Efter endnu en sejr med fantastisk opbakning ligger AaB på tredjepladsen i 3F Superligaen, og Hele Nordjyllands Hold skal igen i aktion på fredag, hvor det gælder næste hjemmekamp mod OB.

Køb billet til kampen på www.billet.aabsport.dk og vær med til at støtte Hele Nordjyllands Hold.

Stemningen til kampen kan endnu en gang blive elektrisk, for i samarbejde med Faxe Kondi har AaB inviteret 3.000 studerende fra Nordjylland gratis til kampen, og i fanzonen er der et udvidet optaktsarrangement med DJ og livemusik samt studentervenlige priser, så alle fans kan komme i den rette stemning inden kampen mod OB.

Er du studerende kan du tilmelde dig “Students’ Grandstand Party” samt læse mere om programmet for dagen her.

Tags på denne nyhed
'