AaB slutter året foran 10.254 tilskuere på Aalborg Portland Park med et nederlag på 3-1 til FC København. Dermed overvintrer AaB på fjerdepladsen.
Foran 10.254 tilskuere på Aalborg Portland Park tabte AaB årets sidste kamp med 3-1 til FC København. Louka Prip kom på tavlen for AaB, der med nederlaget overvintrer på fjerdepladsen i 3F Superligaen.
I den flotte kulisse var det gæsterne, der kom til første afslutning, da unge Roony Bardgghji afsluttede lige på Jacob Rinne fra distancen.
Udeholdet kom generelt bedst fra start, og Jacob Rinne havde også en god fodparade på et forsøg fra William Bøving.
Efter 14 minutter lykkedes det så FC København at bringe sig foran. På et indlæg mod bagerste område fra Peter Ankersen steg Lukas Lerager til vejrs og headede bolden ind ved fjerneste opstander til en FCK-føring på 1-0.
AaB svarede dog straks tilbage. Minuttet senere slap Kasper Kusk nemlig igennem på venstresiden. Hans afslutning sad lige på Kamil Grabara, som gav en returbold. Denne var Louka Prip lynhurtigt over, og tæt under mål sparkede Louka Prip udligningen i nettet.
Efter 30 minutter passerede FC København dog endnu en gang Jacob Rinne. 16-årige Roony Bardghji modtog bolden midt på AaB's banehalvdel, og efter to træk frem i banen slyngede han et hårdt og fladt langskud ind ved den ene stolperod, og så stod der 2-1 til gæsterne.
Fem minutter senere var AaB nærgående efter et godt angreb, men Kasper Kusks indlæg fik Victor Kristiansen dirigeret til hjørne, inden Milan Makaric kunne nå frem til kuglen.
En håndfuld minutter før pausefløjtet fik FC København i stedet udbygget deres føring. Gæsterne brød igennem over højrekanten og sendte et indlæg ind midt for mål, hvor en fri William Bøving uden problemer sparkede 3-1-scoringen i nettet.
Fra anden halvlegs start blev Magnus Christensen skiftet ind i stedet for Pedro Ferreira.
Otte minutter efter pausen stod FC København for halvlegens første afslutning, da Jacob Rinne reddede et forsøg fra Roony Bardghji. Kort efter havde også Jonas Wind en afslutning på AaB-målmanden.
Midt i anden halvleg erstattede Rufo og Marcus Hannesbo så Mathias Ross og Jakob Ahlmann. Minuttet senere havde Louka Prip et giftigt langskud, som tvang Kamil Grabara til en god redning.
To minutter senere spillede AaB sig frem til et hovedstød fra Magnus Christensen, der dog ikke voldte stort besvær for FCK-målmanden, og 20 minutter før tid blev Tim Prica så sendt på grønsværen i stedet for Milan Makaric.
Efter 77 minutter blev bolden lagt til rette på kanten af FCK-feltet, men afslutningen fra indskiftede Rufo endte på Vesttribunen, og fem minutter senere blev Anosike Ementa indskiftet i stedet for Kasper Kusk.
Selvom AaB forsøgte at lægge pres på FCK-feltet til sidst, formåede hjemmeholdet ikke at skabe muligheder for at reducere, og dermed sluttede kampen med et nederlag på 3-1.
Nederlaget betyder, at AaB indtil forårspremieren indtager fjerdepladsen i 3F Superligaen med 28 point efter 17 runder.
AaB indleder forårssæsonen i 3F Superligaen på udebane mod FC Midtjylland i midten af februar.
Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 17. spillerunde
AaB-FC København 1-3 (1-3)
15. min 0-1 Lukas Lerager, 16. min 1-1 Louka Prip, 31. min 1-2 Roony Bardghji, 41. min 1-3 William Bøving
Advarsler AaB: Pedro Ferreira (45), Mathias Ross (49), Kristoffer Pallesen (87)
Advarsler FC København: Pep Biel (17), Lukas Lerager (30), Davit Khocholava (63), Victor Kristiansen (85), Kamil Grabara (87)
10.254 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Mathias Ross (66: Rufo), Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Kristoffer Pallesen, Pedro Ferreira (46: Magnus Christensen), Malthe Højholt, Jakob Ahlmann (66: Marcus Hannesbo), Louka Prip, Milan Makaric (72: Tim Prica), Kasper Kusk (82: Anosike Ementa).
FC København (4-5-1): Kamil Grabara, Peter Ankersen, Davit Khocholava, Nicolai Boilesen, Victor Kristiansen, Roony Bardghji (80: Isak Bergmann Jóhannesson), Pep Biel (72: Hákon Arnar Haraldsson), Jens Stage, Lukas Lerager, William Bøving (90: Marios Oikonomou), Jonas Wind.
Dommer: Jakob Kehlet