Ross: Tager mere ansvar

16. marts 2021 kl. 11:55 af Rasmus Estrup

I de to seneste kampe, hvor AaB har snuppet to sejre uden at lukke mål ind, har AaB’s unge forsvarsspiller, Mathias Ross, fået fuld spilletid.

- Vi leverede en helstøbt holdindsats i Vejle. Alle kæmpede og arbejde for hinanden. Defensivt stod vi godt og gav ikke mange chancer væk. Samtidig var det rart at komme foran, score to mål og selvfølgelig holde nullet, siger Mathias Ross.

Den 20-årige forsvarsspiller har efter en periode uden mange Superligaminutter fået fuld spilletid i fire af de seneste fem kampe. Med to clean sheets, to sejre og en scoring til følge.

- Det er ikke nemt at være ude af holdet. Både mentalt, og fordi man mister kamprytmen. Men jeg har fået god opbakning fra holdkammeraterne, og jeg føler også, at jeg har formået at finde det rette spændingsniveau og lægge på fra kamp til kamp.

- Jeg tager mere ansvar kommunikativt. Også i forhold til, hvordan vi står på banen. Jeg føler mig stærk i duellerne, og jeg er ved at ramme det niveau, jeg gerne vil, og som jeg ved, jeg har, siger Mathias Ross, der ser frem til en spændende og afgørende kamp på søndag mod OB.

- Rigtig vigtig kamp i vente

Inden opgøret, der er sidste runde af 3F Superligaens grundspil, ligger AaB på syvendepladsen med 28 point. Og der er tæt kamp om pladserne i top-6, der giver adgang til Mesterskabsslutspillet.

Randers FC indtager femtepladsen med 29 point, mens SønderjyskE er sekser med samme pointantal som AaB, men en bedre målscore. På ottendepladsen sidder FC Nordsjælland med to point færre end AaB.

- Det er en rigtig vigtig kamp, der venter. Men vores to seneste kampe har også været utroligt vigtige, så jeg tror og håber, at vi på søndag kan finde de rette ting frem fra de seneste to kampe, så vi også kan slå OB, siger Mathias Ross, der vurderer, at de to seneste sejre over SønderjyskE og især Vejle Boldklub er kommet efter en stor afklarethed i spillertruppen.

- Vi er alle 100 procent afklaret med, hvad vi skal gøre. Ingen er i tvivl om, hvad vi vil, og hvad vi skal. Så vi er meget afklaret og afstemt, og det skal vi også være på søndag, for det er nu, det gælder.

Kampen på søndag spilles kl. 17.00 på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vejle Boldklub-AaB 0-2

15. marts 2021 kl. 07:07 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 2-0 på udebane over Vejle Boldklub i næstsidste runde af 3F Superligaens grundspil. 

Hele Nordjyllands Hold kom foran i opgørets 12. minut, da Tom van Weert kom flot frem til et indlæg fra Kristoffer Pallesen. 

Senere i første halvleg leverede Jacob Rinne en pragtredning, da han med fingerspidserne viftede en giftig afslutning op på overliggeren. 

Otte minutter inde i anden halvleg scorede Jakob Ahlmann et drømmemål, da han først afdriblede en modstander, for dernæst at kanonere et langskud i Vejle-målet via undersiden af overliggeren. 

AaB fastholdt 2-0-føringen kampen ud, selvom Vejle Boldklub mod slutningen både ramte træværket og tvang Jacob Rinne til endnu en stor redning. 

I videoen øverst kan du se et sammendrag af kampen. 

Tags på denne nyhed

Drømmemål i vigtig sejr over Vejle Boldklub

14. marts 2021 kl. 15:53 af Rasmus Estrup

AaB's 3F Superligakamp nummer 1.000 blev vundet med 2-0 over Vejle Boldklub. Den vigtige sejr blev sikret af et hovedstødsmål af Tom van Weert og et drømmemål af Jakob Ahlmann, og med sejren ligger AaB i skrivende stund på syvendepladsen i 3F Superligaen med samme pointantal som Randers FC og SønderjyskE. 

På en bane med mere jord end græs var det ikke flot fodboldspil, men en masse dueller, der prægede kampens indledning. 12 minutter inde i kampen formåede AaB dog at spille sig frem til et føringsmål. 

Kristoffer Pallesen slog fra sidelinjen bolden ind midt for mål, og et par meter fra målstregen løb Tom van Weert ind i bolden, og smækkede sikkert en nordjysk 1-0-føring i nettet. 

Hjemmeholdets første afslutning faldt en håndfuld minutter senere, da Wahid Faghir sparkede bolden langt op på tribunen fra distancen. Midt i første halvleg havde en afslutning fra Lukas Engel samme adresse. 

Mens AaB efter scoringen kontrollerede spillet uden at spille sig til flere muligheder, var Vejle Boldklub tæt på en udligning små ti minutter før pausen, da Tobias Mølgaard sparkede på mål et par meter uden for feltet. Mathias Ross fik afrettet afslutningen med hovedet, men forsøget havde stadig retning mod AaB-målet, inden Jacob Rinne med en stærk redning viftede læderet op på overliggeren. 

I begyndelsen af anden halvleg fik hjemmeholdet afsluttet udefra i to tilfælde. Første forsøg sparkede Ylber Ramadani over mål, og efterfølgende drillede en flad afslutning fra Saeid Ezatolahi AaB-målmanden Jacob Rinne, der dog fik fat om læderet i sidste ende. 

Otte minutter efter pausen bragede Jakob Ahlmann med et sandt drømmemål AaB foran 2-0, da venstrebacken fra distancen kanonerede kuglen i nettet via undersiden af overliggeren. 

Efter en times spil var AaB igen farlige. Denne gang efter et hjørnespark, der blev headet ud på kanten af feltet til Kristoffer Pallesen, der flugtede forbi Vejle-målet. 

20 minutter før tid kom Vejle Boldklubs Juhani Ojala øverst på en dødbold, men hovedstødsafslutningen voldte ikke store problemer for Jacob Rinne. 

I 83. minut var der comeback på grønsværen til Oscar Hiljemark, der blev skiftet ind til spilletid i 3F Superligaen for første gang siden 22. november.

Vejle Boldklub forsøgte til sidst at jagte et point, og i 90. minut var det lige ved at lykkes, da hjemmeholdet ramte træværket efter en dødbold, inden Jacob Rinne i tillægstiden måtte diske op med endnu en stor redning. Men i mål ville læderet ikke, og dermed vandt AaB med et clean sheet for anden kamp i træk. 

AaB-sejren sender Hele Nordjyllands Hold op på 28 point i 3F Superligaen, hvilket i skrivende stund placerer AaB på en syvendeplads i 3F Superligaen med samme pointantal som SønderjyskE og Randers FC på femte- og sjettepladsen før sidste runde af 3F Superligaens grundspil. 

AaB spiller sidste kamp i 3F Superligaens grundspil søndag 21. marts kl. 17.00 på Aalborg Portland Park mod OB. 

Matchfacts - 3F Superligaen, 21. spillerunde

Vejle Boldklub-AaB 0-2 (0-1)
12. min 0-1 Tom van Weert, 54. min 0-2 Jakob Ahlmann 
Advarsler Vejle Boldklub: Adama Fofana (90)
Advarsler AaB: Mathias Ross (34), Martin Samuelsen (76), Rufo (88)

Vejle Boldklub (4-3-3): Alexander Brunst, Tobias Mølgaard (61: Adama Fofana), Denis Kolinger, Juhani Ojala, Viljormur Davidsen, Ylber Ramadani, Saeid Ezatolahi, Lundrim Hetemi (61: Jacob Schoop), Kevin Yamga, Wahid Faghir (72: German Onugkha), Lukas Engel (72: Hugo Ekitike). 

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Daniel Granli, Mathias Ross, Jakob Ahlmann, Pedro Ferreira (84: Oscar Hiljemark), Malthe Højholt (69: Magnus Christensen), Iver Fossum (84: Tim Prica), Kasper Kusk (69: Frederik Børsting), Tom van Weert (78: Rufo), Martin Samuelsen. 

Dommer: Jakob Alexander Sundberg

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tre seneste mål mod Vejle Boldklub

14. marts 2021 kl. 08:13 af Rasmus Estrup

Se blandt andet Jakob Ahlmanns fornemme assist til Frederik Børstings scoring i den seneste duel mod Vejle Boldklub i dette tilbageblik på AaB's tre seneste scoringer mod dagens modstander. 

Dagens kamp på udebane mod Vejle Boldklub begynder kl. 14.00 og kan ses på TV3 Sport. Optakten til opgøret kører fra kl. 13.30. 

Tags på denne nyhed