Nederlag efterlader AaB i Kvalifikationsspillet

21. marts 2021 kl. 18:55 af Rasmus Estrup

AaB tabte søndag 2-0 på Aalborg Portland Park til OB, der fik Aron Thrádarson og Issam Jebali på måltavlen. Nederlaget betyder, at AaB ender grundspillet på en niendeplads. Dermed venter Kvalifikationsspillet, hvor syvende- til 12. pladsen mødes i kampen om en mulig europæisk plads og om at undgå nedrykning.  

AaB skulle have vundet for at gøre sig forhåbninger om en plads i Mesterskabsspillet, men i første halvleg havde nordjyderne svært ved at få spillet til at flyde.

Derfor var det også gæsterne, der kom til opgørets første mulighed, da små kombinationer førte til en afslutning fra Issam Jebali på kanten af feltet. Selvom afslutningen tog en drilsk afretning reddede Jacob Rinne flot. 

Efter 13 minutter kom fynboerne foran. Issam Jebali løb en lang bold op i højresiden, og med et fladt indlæg fandt han en helt fri Aron Thrándarson, der sikkert lagde bolden i nettet til en OB-føring på 1-0. 

AaB var kort efter tæt på at svare igen, da et hjørnespark efter et par tilfældige nedfaldsbolde havnede hos Kasper Kusk i udkanten af feltet. Højrekantens sigte mod fjerneste hjørne var desværre for højt. 

Efter 20 minutter blev Emmanuel Sabbi sendt afsted for gæsterne, men OB-kanten mistede et skridt, og AaB-defensiven kom i vejen for afslutningen, som Jacob Rinne nemt kunne gribe. 

Syv minutter senere hoppede bolden ned til Iver Fossum efter lidt tilfældigt samspil af Martin Samuelsen og Tom van Weert, men AaB-topscorerens afslutning gik lige over mål og lagde sig på nettaget. 

De sidste 20 minutter af første halvleg udmøntede sig ikke i flere muligheder, og dermed var gæsterne fortsat foran midtvejs i opgøret. 

 

AaB kom energisk ud til anden halvleg, og i halvlegens første minut var Tom van Weert i to tilfælde tæt på at udligne.

Første gang blev hollænderen spillet igennem til en friløber og en flad afslutning, som Oliver Christensen fik en fodparade på. AaB genvandt straks bolden, og Kristoffer Pallesen slog et præcist indlæg ind til Tom van Weert ved bagerste stang, men angriberens hovedstød gik over. 

Blot to minutter senere kom Kasper Kusk også til en afslutning. Men fra en spids vinkel blev forsøget blokeret til et hjørnespark. 

OB-angriber Issam Jebali var fem minutter efter pausen tæt på at udbygge føringen for fynboerne, da han sparkede mod nærmeste øvre målhjørne fra kanten af feltet. Heldigvis for hjemmeholdet fandt Jacob Rinne en fremragende redning frem. 

10 minutter inde i anden halvleg slog gæsterne en målgivende omstilling, da Issam Jebali efter et fladt indlæg fra højre sparkede læderet over stregen til 2-0 via indersiden af stolpen. 

Efter scoringen foretog AaB en tredobbelt udskiftning, hvor Oscar Hiljemark, Frederik Børsting og Tim Prica blev sendt i aktion. 

I 65. minut kom indskiftede Oscar Hiljemark til afslutning i OB-feltet, men forsøget manglede præcision. 

20 minutter før tid fik OB-målscorer Issam Jebali en ny stor mulighed, men denne gang sendte OB-angriberen bolden forbi mål fra en fri position. 

Trods et stort fokus på lægge pres på OB-feltet for at komme tilbage i kampen, havde AaB svært ved at spille sig frem til chancer mod gæsternes kompakte defensiv, og 10 minutter før tid fik Issam Jebali endnu en god chance på en omstilling, men Jacob Rinne reddede angriberens afslutning. 

Efter 82 minutter var AaB centimeter fra en reducering, da Kasper Kusk drev til baglinjen og slog et indlæg ind til Martin Samuelsen ved bagstolpen. Nordmandens hovedstød blev desværre afværget af stolpen. 

I tillægstiden fortsatte AaB presset, og efter et par hjørnespark fik først Jakob Ahlmann og siden Tim Prica afsluttet, men ingen af afslutningerne endte inden for målrammen. 

Tim Prica fik et nyt tilbud på en andenbold tre minutter inde i tillægstiden, men også her sendte svenskeren bolden over mål. Dermed tabte AaB 2-0. 

Nederlaget betyder, at AaB slutter 3F Superligaens grundspil på en niendeplads med 28 point, hvilket er et point færre end FC Nordsjælland, der tog sjettepladsen. 

Forud venter nu en landskampsperiode, inden 3F Superligaen genoptages i slutningen af påsken. Herefter deltager AaB i Kvalifikationsspillet sammen med SønderjyskE, OB, Vejle Boldklub, Lyngby Boldklub og AC Horsens. 

Matchfacts - 3F Superliga, 22. spillerunde

AaB-OB 0-2 (0-1)
14. min 0-1 Aron Thrándarson, 56. min 0-2 Issam Jebali
Advarsler AaB: Tom van Weert (59)
Advarsler OB: Emmanuel Sabbi (35), Mads Frøkjær-Jensen (57)

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Rasmus Thelander, Mathias Ross (59: Frederik Børsting), Jakob Ahlmann, Pedro Ferreira (75: Magnus Christensen), Malthe Højholt (59: Oscar Hiljemark), Iver Fossum, Kasper Kusk, Tom van Weert (59: Tim Prica), Martin Samuelsen.  

OB (4-2-3-1): Oliver Christensen, Ryan Johnson Laursen, Kasper Larsen, Jeppe Tverskov, Jørgen Skjelvik, Aron Thrándarson, Jens Jacob Thomasen, Emmanuel Sabbi (63: Ayo Simon Okosun), Troels Kløve (89: Alexander Juel Andersen), Mads Frøkjær-Jensen (79: Moses Opondo), Issam Jebali (89: Sveinn Aron Gudjohnsen). 

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tre pragtmål mod OB

21. marts 2021 kl. 09:28 af Rasmus Estrup

Et langskudsdrøn af Dickson Nwakaeme, en lækker dribletur af Lucas Andersen og et venstrebens drøn af Jakob Ahlmann. Disse tre tidligere scoringer mod dagens OB, kan du gense inden dagens kamp mod fynboerne. 

Opgøret, der er sidste runde i 3F Superligaens grundspil, fløjtes op kl. 17.00 på Aalborg Portland Park, og kampen kan følges på TV3 Sport og Viaplay. 

Tags på denne nyhed

AaB udtager alle mand

20. marts 2021 kl. 16:39 af Brian Andersen

Begge klubber jagter vigtige point, og efter senest at have slået Vejle Boldklub og SønderjyskE skal AaB forsøge at hente den tredje sejr i træk.

I bestræbelserne på dette har AaB’s cheftræner Martí Cifuentes efter lørdagens træningspas udtaget samtlige 25 mand i truppen, hvoraf syv spillere sorteres fra en time før kampstart.

AaB’s navne er:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 6 Pedro Ferreira, 7 Oscar Hiljemark, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Martin Samuelsen, 19 Timothé Nkada, 20 Oliver Klitten, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 24 Vladimir Prijovic, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 30 Rufo, 31 Daniel Granli og 35 Marcus Hannesbo.

12 af de 25 spillere i truppen har spillet ungdomsfodbold i AaB.

Kampen kan i morgen følges i Liga på P3 og på TV3 Sport fra kl. 16.30 med kickoff en halv time senere.

Tags på denne nyhed

Vidste du om AaB og OB…

19. marts 2021 kl. 12:36 af Brian Andersen

- at hvis AaB vinder på søndag, vil AaB for første gange siden juni-juli 2020 have vundet tre 3F Superligakampe i træk.

- at det forestående opgør er 3F Superligakamp nummer 86 mellem AaB og OB. Statistikken siger 31 sejre til AaB, 30 uafgjorte og 24 nederlag samt en målscore på 123-113 i AaB’s favør.

- at 40 gange har AaB haft hjemmebanefordel mod OB i 3F Superligaen, og at hjemme i Aalborg er det blevet til 15 sejre, 14 uafgjorte og 11 nederlag. Målscoren er her 57-45 i AaB’s favør.

- at AaB har holdt nullet i deres seneste to 3F Superligakampe, mens OB har forladt banen i deres seneste to 3F Superligakampe uden at have scoret.

- at AaB som bekendt spillede 3F Superligakamp nummer 1.000 i søndags, og at efter sejren over Vejle Boldklub er de 1.000 kampe fordelt på 402 AaB-sejre, 280 uafgjorte og 318 nederlag.

- at skulle AaB score fire gange på søndag, vil AaB runde 1.500 scorede mål i 3F Superligaen. AaB har dog ikke scoret fire gange mod OB siden den 14. april 2013, hvor det blev til en 4-3 sejr i Odense. Her scorede Søren Frederiksen ”den anden” to gange for AaB, ligesom også Nicklas Helenius og Kenneth Emil Petersen kom på måltavlen.

- at klubbernes seneste indbyrdes duel i Aalborg forekom 18. oktober 2019, hvor Lucas Andersens enlige træffer afgjorde matchen til AaB’s fordel.

- at fra den nuværende trup har udover Lucas Andersen (2 mål) også Jakob Ahlmann (1 mål), Kasper Kusk (1) og Frederik Børsting (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod OB.

- at i de seneste fire sæsoner, hvor der jo har været et Mesterskabsspil for de seks øverst placerede hold i 3F Superligaen, har AaB misset Mesterskabsspillet i de ulige år og kvalificeret sig til Mesterskabsspillet i de lige år…

- at AaB er noteret for seks clean sheets i denne 3F Superligasæson, et mere end søndagens gæster fra OB.

- at ud af de 85 tidligere 3F Superligakampe mod OB har AaB scoret først i 42 tilfælde, hvilket har resulteret i 28 sejre, otte uafgjorte og seks nederlag. Omvendt har OB scoret kampens første mål i 33 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, 12 uafgjorte og 18 nederlag.

- at der er scoret 236 mål i 3F Superligakampene mellem AaB og OB, og at de 236 mål er fordelt 108-128 på 1. og 2. halvleg. Der er dermed tale om i gennemsnit 2,8 mål pr. kamp i opgør mellem de to klubber.

- at AaB er ubesejrede på datoen 21. marts i 3F Superligaen. Fire gange tidligere har AaB spillet 3F Superliga på denne dato og har spillet to uafgjorte og vundet to gange. AaB’s seneste kamp på datoen 21. marts var i 2010, hvor HB Køge blev besejret 3-0 efter scoringer af Michael Jakobsen og to gange Ronnie Schwartz.

- at kampens dommer er Peter Kjærsgaard. Han har dømt 135 3F Superligakampe fordelt på otte sæsoner, og har indtil videre dømt AaB 23 gange. Her har AaB vundet fire gange, spillet otte uafgjort og tabt 11 gange.

- at Peter Kjærsgaard tre gange tidligere før dømt AaB mod OB i 3F Superligaen. Her er der i alt blot scoret to mål, begge scoret af OB – og derfor er de tre kampe endt med to 1-0-sejre til fynboerne og så en 0-0'er.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB TV: U/19 Ligaen genstarter på lørdag

18. marts 2021 kl. 15:24 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen genstarter i weekenden efter fire måneders kamppause. For AaB's vedkommende sker det med en udekamp mod SønderjyskE. 

I dette indslag fra AaB TV kan du høre fra U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen og U/19 Ligaholdets anfører Daniel Mortensen. 

Begge fortæller blandt andet om forberedelserne i en Covid-19-tid, glæden ved at U/19 Ligaen igen står for døren og ambitioner for forårssæsonen. 

Tags på denne nyhed