AaB’s U/19-hold slog FCM i første test inden forårsstart

9. marts 2021 kl. 12:44 af Rasmus Estrup

20. marts genstarter U/19 Ligaen under samme protokoller som 3F Superligaen og 1. division, og som forberedelse hertil spillede AaB’s U/19 Ligahold i weekenden sin første testkamp siden efterårets sæsonafslutning i november. Det skete, da AaB-mandskabet vandt 4-2 over FC Midtjyllands U/19 Ligahold.

FC Midtjylland kom ellers foran 1-0 på en dødbold, men AaB Akademiets nyerhvervelse, Anosike Ementa, udlignede flot til 1-1 efter fornemme detaljer.

Dernæst bragte AaB sig på 2-1 efter en erobring, der i sidste ende sikrede Oliver Børsting en friløber, som blev udnyttet.

AaB kom også på 3-1, da et flot opspil førte til en fuldtræffer fra Casper Gedsted Hansen, der samlede op på en returbold fra Christoffer Ravns afslutning.

FC Midtjylland reducerede siden til 3-2 på endnu en dødbold, inden Oliver Børsting sendte 4-2-scoringen i mål udefra.

- Det var en testkamp på et højt niveau, og vi fik et rigtig positivt indtryk med fra kampen. Især fysisk, hvor vi føler, at vi er, hvor vi skal være, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Derudover skal der lyde stor ros til vores offensive utryk. Vi fik lagt et godt aggressivt pres, skabte mange chancer og scorede fire mål, der var flotte på hver deres måde, fortsætter U/19 Ligatræneren.

AaB Akademiets ældste årgang indleder forårssæsonen i U/19 Ligaen på udebane mod SønderjyskE 20. marts.

I AaB’s nuværende 3F Superligatrup har 12 af 25 spillere optrådt for AaB’s ungdomshold.

Tags på denne nyhed

Thelander karantæneramt mod Vejle Boldklub

9. marts 2021 kl. 10:26 af Rasmus Estrup

Når AaB på søndag kl. 14.00 møder Vejle Boldklub på udebane, må cheftræner Martí Cifuentes se bort fra Rasmus Thelander.

Forsvarsspilleren fik i 32. minut af mandagens kamp mod SønderjyskE sin fjerde advarsel i sæsonen, og dermed er han oppe på i alt 21 karantænepoint, hvilket giver ham en spilledags karantæne. 

Rasmus Thelander er således igen til rådighed til grundspillets sidste runde mod OB søndag 21. marts. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-SønderjyskE 1-0

9. marts 2021 kl. 07:23 af Rasmus Estrup

I videoen øverst kan du se et sammendrag af AaB's 1-0-sejr over SønderjyskE. 

I første halvleg havde gæsterne de to bedste muligheder, men i begge tilfælde kom Jacob Rinne i vejen. 

Efter pausen kom AaB frem til flere muligheder, og blandt andre Kasper Kusk, Tom van Weert og Kristoffer Pallesen havde nærgående forsøg. 

Et par minutter før tid fik AaB så tilkendt et straffespark via VAR, og fra pletten scorede AaB-topscorer Iver Fossum sikkert. 

Målet endte med at blive kampafgørende, da Jacob Rinne i tillægstiden leverede en fantomredning få sekunder før slutfløjtet. 

Tags på denne nyhed

Sen straffesparksscoring sikrer AaB vigtig sejr

8. marts 2021 kl. 21:02 af Rasmus Estrup

Med en straffesparksscoring af Iver Fossum i tillægstiden tog AaB alle tre point og en sejr på 1-0 over SønderjyskE. Dermed har AaB 25 point i 3F Superligaen, hvilket er samme pointantal som OB og SønderjyskE, der indtager sjette- og syvendepladsen.

AaB kom energisk fra start og fik i det tredje minut tilkendt et straffespark begået mod Tom van Weert, men efter et VAR-tjek blev kendelsen omstødt, da hollænderen blev vurderet offside før forseelsen. Herfra havde AaB svært ved at få skabt chancer. 

Efter otte minutter var det i stedet SønderjyskE's Anders K. Jacobsen, der havde en stor mulighed på kanten af det lille felt, men den tidligere AaB-angriber mistede balancen i forbindelse med afslutningen, og Jacob Rinne fik handskerne på forsøget. 

Spillet var i første halvleg præget af mange dueller og frispark, og først med ti minutter til pausen opstod opgørets næste store mulighed. Også denne tilfaldt gæsternes Anders K. Jacobsen, der var helt fri ved bagerste stolpe efter et forlænget indkast. Svenske Jacob Rinne kom dog flot i vejen for SønderjyskE-angriberens flugter. 

AaB's første afslutning i opgøret sendte Tom van Weert afsted fem minutter efter pausen, da hollænderen fik sit forsøg blokeret på kanten af feltet. 

To minutter senere kombinerede AaB sig fint igennem til endnu en chance, men Kasper Kusks flade forsøg fra en spids vinkel blev reddet af målmand Lawrence Thomas. 

Efter en times tid sendte Anders K. Jacobsen endnu en afslutning mod AaB-målet. Denne gang gik læderet fladt forbi fra udkanten af feltet. 

I modsatte ende tog Tom van Weert kort efter sigte, men afslutningen fra AaB-angriberen endte på tribunen. 

Med 20 minutter tilbage spillede AaB sig flot igennem, da Iver Fossum fandt Martin Samuelsen, men nordmanden fik ikke kontrol over læderet. 

Få øjeblikke senere fik Tom van Weert en god chance. Denne gang slap Kasper Kusk igennem i feltet, og driblede rundt om Lawrence Thomas, inden han slog et indlæg mod bagerste stang til Tom van Weert, der desværre afsluttede i sidenettet. 

18 minutter før tid foretog hjemmeholdet sin første udskiftning, da Frederik Børsting blev sendt på banen, og fem minutter senere fulgte indskiftninger af fere offensive kræfter i form af Tim Prica og Rufo. 

I 85. minut prøvede Kristoffer Pallesen lykken udefra, men flugteren fra højrebacken gik over SønderjyskE-målet. 

AaB jagtede i slutminutterne den målgivende chance, og i tillægstiden fik Aab efter et VAR-tjek tilkendt et straffespark begået mod Frederik Børsting. 

Fra 11-meterpletten scorede Iver Fossum sikkert til 1-0. 

Dybt inde i tillægstiden måtte Jacob Rinne diske op med en pragtredning for at sikre sejren. 

Dermed indtager AaB i øjeblikket ottendepladsen i 3F Superligaen med samme pointantal som OB og Sønderjyske på sjette- og syvendepladsen. Der resterer to runder af grundspillet. 

AaB's næste kamp i 3F Superligaen spilles på søndag kl. 14.00 på udebane mod Vejle Boldklub. Det opgør kan ses på TV3 Sport. 

Matchfacts - 3F Superligaen, 20. spillerunde

AaB-SønderjyskE 1-0 (0-0)
90. min 1-0 Iver Fossum
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (15), Rasmus Thelander (32), Frederik Børsting (90)
Advarsler SønderjyskE: Rasmus Vinderslev (32), Anders K. Jacobsen (75), Jeppe Simonsen (90)

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Mathias Ross, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann, Pedro Ferreira, Malthe Højholt (78: Rufo), Iver Fossum, Kasper Kusk (90: Daniel Granli), Tom van Weert (78: Tim Prica), Martin Samuelsen (73: Frederik Børsting). 

SønderjyskE (4-3-3): Lawrence Thomas, Jeppe Simonsen, Patrick Banggaard, Stefan Gartenmann, Marc Dal Hende, Rasmus Vinderslev (46: Emil Frederiksen (90: Pierre Kanstrup)), Victor Ekani, Mads Albæk, Julius Eskesen (80: Bård Finne), Anders K. Jacobsen, Peter Christiansen (61: Haji Wright). 

Dommer: Aydin Uslu

Tags på denne nyhed