AaB henter Hagelskjær
AaB har fra den kommende sæson lavet en treårig aftale med Anders Hagelskjær fra Silkeborg I.F. Forsvarsspilleren kommer til AaB på en fri transfer.
Anders Hagelskjær var i sin ungdomstid en del af FC Midtjylland, men gennembruddet som seniorspiller kom hos Skive I.K., hvor han nåede 42 officielle kampe, før han i sommeren 2018 blev købt af Silkeborg I.F.
I Silkeborg er det foreløbig blevet til 82 officielle kampe og tre scoringer for 24-årige Hagelskjær, der er duelstærk, hovedspilsstærk og besidder en god venstrefod.
AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:
- Vi har fulgt Anders Hagelskjær længe, og han er en dygtig spiller med et fortsat udviklingspotentiale, og derfor ser vi frem til, at han bliver en del af AaB.
- Så sent som i lørdags spillede Anders alle 90 minutter, da Silkeborg besejrede Hobro med 3-0, og det er selvfølgelig vigtigt for Anders at være professionel og levere optimalt i sine sidste måneder i Silkeborg I.F., hvor han har været glad for at være, siger Inge André Olsen.
Anders Hagelskjær, der kan spille både i midterforsvaret og i venstre forsvarsside, står noteret for en enkelt U/18-landskamp for Danmark.